En digt af My Karla Sommer
Skizofreni-diagnosen var sådan set (også) en fejl
og jeg kigger nu ind i et meget klart spejl
mens jeg for en stund også kigger tilbage
og overvejer om jeg skal bage en kage
og fejre
mine sejre
Hallo – jeg lever endnu
jeg kom ud
fra de lukkede psykiatriske afdelinger
og fra bosteds-verdnerne og den definitionsmagt
jeg i rigelig grad har smagt
konsekvenserne af
Som en underlig udefinerbar ‘kage’masse
blev jeg lagt i en ny diagnose kasse
der så skulle passe
bedre
men den blev aldrig blot det øjebliksbillede
på den belastningsreaktion der egentlig spillede
den væsentligste rolle
jeg kunne ikke holde
til
holde sammen
og rammen om mit sammen-brud
trak mig ud
og ind i en ny indlæggelse
udredning
Psykose bliver så nemt til skizofreni
igennem det smalle symptomvindue der primært kigges ind i
årsag til symptomer?
ingen tjekker rigtig grunden til ens her og nu reaktioner
mere hvor lang tid tilbage alle mulige symptomer kan spores
og de skal så jordes
fjernes
udraderes
igennem symptombehandling
og de forsøg på at lindre
alt det symptomerne også fortæller og splintrer
Et vigtigt symptomsprog
og hvad det egentlig fortæller
overhøres tit her
det er det der sker
sluk
og luk
det der prøver at komme ud
inde
og rod så samtidig rundt for fortsat at finde
alle de tegn der kan bekræfte
at her er tegn på et kompleks sygdomsbillede
som f.eks noget der tolkes som
for meget dopamin udskilt i en hjerne
det er så nødvendigt at fjerne!
Men det er jo sundt at reagere
når noget bliver for meget eller for lidt
det ikke at spille fallit
og at bede om hjælp kan være et vigtigt skridt
Det er bare faktum
at meget hjælp i stedet ender med at fastholde
og spærre inde
og det bliver så svært
at finde
veje ud igen
af de roller og diagnoser og pseudo-identiteter
der lægger sig som lag udenom det egentlige
der egentlig havde behov for hjælp
men som mere og mere forsvandt
da symptombehandling vandt
og mange steder stadig mest er det der tilbydes
liv snydes
men det er stadig ud fra de bedste intentioner
og i ønsket om at hjælpe…
Jeg fik et stykke papir med tegninger
der viste mig alle de der alt for åbne dopaminreceptorer
jeg synes de lignede engle
men alt for åbne engle
og så meget åbenhed skulle åbenbart lukkes
slukkes
for de gjorde jo at jeg led
jeg er aldrig blevet generet af engle før
Og tegningerne var jo ikke af mig
og min hjerne
de var mere som en generel forklaring
på når en slags standard stjerne
ala som i stjernebilledet Karlsvognen
ikke lyser som den plejer
eller efter hensigten
måske lyser for meget eller for lidt
det må fikses
for enhver pris
Store eller lille bjørn
det er faktisk ikke for børn
selvom det barn jeg engang var
talte igennem alle mine symptomer
alle mine reaktioner
men de små alt for åbne engle
dopaminreceptorerne på tegningen
blev aldrig virkelig set eller målt i mig
alligevel var det mig på det papir
for antagelsen var
tolkningen var
konklusionen var
skizofreni
dog af anden type
for min måde at have symptomer på
var ikke som de mere typiske
men jeg skulle jo passe(s) ind
for mit sind
det var i hvert fald sygt
det var tydeligt at se på tegningen
tegnet som undervisningsmateriale
og formidlet i et lokale
som til dagligt fungerede som dagligstue
på en psykiatrisk afdeling et sted i det ganske danske land
psykoedukation
hed det
tegningen skulle forestille ubalance
i et generelt dopaminreceptorisk landskab
det var mit tab
jeg var havnet i en verden
hvor min færden
blev tolket som syg
og ikke som et sprog der forsøgte at fortælle
at jeg kunne ikke mere
fortsætte mit liv
fra samme perspektiv
det blev så også et ret andet kan man sige
for jeg kom siden hen på bosted
for at bo
og blive behandlet
jeg blev forvandlet
til en endnu mere klistret mudret dej
uden egentligt jeg
men det var jo skizofrenien der var skyld i det manglende jeg
og det var jo mine sanser jeg ikke kunne stole på
mine vrangforestillinger og psykosen der talte
det fik jeg at vide når jeg siden opponerede imod beboerpositions-formen
som det faktisk rimelig sjælden er “normen”
bare sådan at gå ud af
gå fra
Og at bruge ordet ‘bare’ i denne sammenhæng
er bestemt også misvisende
nærmest en vrangforestilling i sig selv
en negligering af en virkelighed
for fuck hvor jeg led
før jeg skred
fra den sygeliggørelse af mig som menneske
og den absolut fjendske
stemning
og den hæmning
af min sunde udvikling
væk fra den afvikling og indvikling
jeg var blevet spærret inde i
jeg gik ud af beboer-formen
ikke som den klistrede mudrede dej
men som mit egentlige jeg
der trådte mere og mere frem for mig selv
da psykofarmakaens virkning gik på hæld
Jeg kigger tilbage
skal jeg bage den kage?
og drikke en gravøl til?
ikke at jeg har drukket nogen endnu
men hvis
så blot for at balancere de sejre
der er at fejre
mit liv nu
renset for de fejlbehæftede psykiatriske diagnoser
jeg vil plante roser
på den imaginære grav
hvor de fejlbehæftede psykiatriske diagnosers død nu ligger tilbage
mens jeg spiser kage
og drikker gravøl
Skizofreni-diagnosen var (også) en fejl
men den var det sejl
der i stedet blev sat
som et evigt godnat
til den borderline diagnose
der på et tidspunkt også var en glose
der blev brugt om mig
på mig
imod mig…
Og undskyld jeg bruger ordet borderline
for det hedder det jo ikke mere
det er blevet som et diskriminerende skældsord
og når blot det bare kaldes sit nu rigtige navn
‘emotionel ustabil personligheds forstyrrelse’
så opdager næsten ingen
hvor nederst i diagnose-hierakiet
denne diagnose placerer mennesker i
og det er stadig tilladt
helt legalt og helt normalt
at behandle disse mennesker derefter
jeg ved det
fordi jeg selv oplevede forskellen
i behandling
og måden jeg blev mødt på
da skizofreni
blev diagnosen
der erstattede
borderline
jeg røg op i diagnose-hierakiet
flere trin på rangstigen
men også endnu mere ned som mig og menneske
men jeg blev taget mere alvorlig når jeg led
jeg blev beskyttet mod mig selv og verden
og min færden
endte ud i en beboerpositions-form
hvor før blev jeg helst ignoreret
til tider straffet
som en del af behandlingen
den hjalp mig så aldrig
gjorde skizofreni behandlingen det?
Ja det er jo spørgsmålet
psykofarmaka
luk ned
luk låg på
gad vide hvorfor jeg ikke kunne mærke mit eget jeg
i den klistrede mudrede dej?
i (behandlings)formen der spærrede mig inde
og hvor andres definitionsmagt var det eneste der var at finde
om hvem jeg var
deres svar:
Det er psykosen der taler…
Du kan ikke stole på dine sanser…
Vrangforestillinger…
Du er for sårbar til ikke at få psykofarmaka…
Du lider af mentaliseringssvigt…
jeg stolede på deres ord
og hvem jeg var
var slet ikke mit bord
de sagde også:
Du er ikke din diagnose…
Vi ser mennesket først…
jeg ved snart ikke hvilken løgn der var størst?
Vi gør det for at hjælpe dig…
ord der også er fløjet ud af deres mund
Jeg stolede på deres ord
for hvem jeg var
var slet ikke mit bord
Men det blev det
jeg trappede ud af psykofarmaka
med hjælp fra psykiater CW
mit eget CV
og ikke mit psykiatriske CV
nej sådan et der er godt at have hvis man skal søge arbejde
mit eget CV
jeg har som sådan ikke noget
men jeg har været graver på en kirkegård
og jeg var hende der ringede med klokken
solen op og solen ned
til gudstjenester og nogens død
og de der små nadverbrød
stillede jeg frem og tilbage
og vaskede glassene rene for Jesus blod
når mennesker havde drukket det
og var blevet velsignet og syndsforladt
men det var altså portvin
en alkoholsjat
Da Dronning Ingrid døde skulle vi kime i en time
manuel betjening af klokkens sang
en time føltes der ret lang
trods høreværn som skærm
mod ufattelig høj kimeklokke-lyd
Men det er altså min erhvervserfaring
et ægte løn-job med lønseddel og det hele
det eneste jeg har haft af den slags…
Den døde Dronning har en særlig plads i mit hjerte
og jeg forbinder hende ikke med smerte
trods døden tog hende
for det er ret normalt i den alder hun havde
og jeg har aldrig kendt hende privat
Mit psykiatriske CV til gengæld
min historik
min forhistorie
min journal
alle de mange mange mange år
spildte år
ja år forgår
også når tiden standser
og det gjorde den for mig i de lukkede psykiatriske rum
på bosteder og bag psykofarmakaens slør og tåger
i forsøg på hjælp
og i kompenserende identiteter
stemplet nedover mig
som de diagnoser jeg igennem tiden fik
jeg forsøgte blot at leve op til dem
og ned til dem
det der ses er det der vokser…
de spejler
det der siges
at man fejler
det rammer stadig en stor smerte i mit hjerte
Men jeg trappede ud af psykofarmaka
med hjælp fra psykiater CW
og en ekstra krølle på mit eget psykiatriske CV er nu for evigt sat
stadsfæstet
skizofreni nu en saga blot
som et sandslot
spist af havet
det var der
nu er det der ikke mere
Jeg fortæller dog ikke hvad der i stedet kommer til at stå
eller i stedet
for det skulle egentlig have stået der fra start
i bakspejlet er det så soleklart
jeg er dog ikke parat
til at dele det offentligt
ikke endnu
måske aldrig
måske til nogen
måske til ingen
men jeg kommer til at gå med ordene i min lomme
som en talisman
der gør mig endnu mere i stand
til at huske og være hvem jeg er
det vil for mig være et konkret bevis
stadsfæstet totalt i dag
hvem jeg er
er absolut min sag
Og jeg orker nok bare ikke andres eventuelle meninger
hvis ikke de kan genkende mig
i det klare spejl
jeg nu endelig kan mærke og se mig selv i
det er ikke endnu en fejl
og jeg skal ikke længere leve op til
eller ned til diagnoser
og fejlagtige gloser
om mig
en patologisk sygeliggørelse
fordi det sunde i mig reagerer med mistrivsel
når ingen spejler
andet end det de siger
er noget jeg fejler
jeg kan nu vokse og gro i min helt egen ro
og vide og mærke
at den jeg ser i det klare spejl er den stærke
ægte
version af mig
og den jeg egentlig er
det er Alt Værd!
Kage og gravøl
jeg fejrer mine sejre
og mine tidligere diagnosers endelige død
hvis jeg kunne og stadig havde det kirkeklokkeringer-erhverv
ville jeg kime i en time
ikke som en kongelig hyldest til de nu døde diagnoser
mere som en kongelig hyldest til mig selv
her hvor jeg er nu
i mit liv
jeg genopstår ind i en ny frihed
og mit spejl viser ingen fejl
der skal behandles væk
tjek
jeg kunne ikke fikses
og gøres rask og normal
og almen accepteret social
men jeg fandt mig selv sundt
og det har kørt rundt og rundt
men det er sandt
jeg har aldrig egentlig fejlet… – noget…
udover at insistere på at være den jeg er
og det er ikke at fejle… – noget…
heller ikke selvom jeg ikke passer ind i normen
og formen det kræver
jeg passer ud
men det er altså ind i mig