Af Peter C. Gøtzsche

Institute for Scientific Freedom

København

Oversættelse af artikel på Mad in America 2023; 28. november. 

Indlægssedlerne for antidepressiv medicin advarer om, at medicinen øger risikoen for selvmord. For fluoxetin står der i den danske indlægsseddel, at selvmordstanker “kan forstærkes, når du starter med at tage antidepressiv medicin, fordi medicinen er et stykke tid om at virke, ofte omkring 14 dage, men nogle gange længere tid” og at “kliniske studier har vist, at der var en øget risiko for selvmordsadfærd hos voksne under 25 år med psykiatriske lidelser, der blev behandlet med antidepressiv medicin.” 

Disse oplysninger er ikke helt korrekte. Effekten af medicinen starter ikke efter et bestemt antal dage, men kommer meget gradvis. Selv efter 6 uger, som er forsøgsvarigheden i de fleste forsøg, er forskellen i depressionssymptomer mellem aktiv substans og placebo så lille, at den er mindre end det, psykiatere anser for klinisk relevant. Derfor mener mange såkaldte kritiske psykiatere, at medicinen faktisk ikke har nogen gavnlig effekt på depression. 

Det er misvisende at sige, at selvmordstanker kan stige i starten af behandlingen. De kan komme når som helst, især ved dosisændringer, enten stigninger eller fald, hvilket det amerikanske Food and Drug Agency (FDA), men desværre ikke Lægemiddelstyrelsen, derfor advarer om. 

Det er også forkert at give indtryk af, at den øgede risiko for selvmord stopper, når man fylder 25 år. Da FDA analyserede alle forsøgene i 2006, var der en kurve i deres rapport, som viste, at selvmordsrisikoen steg helt op til 40-års alderen. 

De placebokontrollerede forsøg viser, at selvmordsrisikoen ved depressionsmedicin er fordoblet hos børn og unge. Det har været kendt i 17 år. I 2019 kom der en ny analyse, som inkluderede, hvad der skete, efter at patienterne havde stoppet deres deltagelse i forsøget. Det viste sig, at medicinen, også hos voksne, ikke bare fordobler risikoen for selvmord, men også for gennemførte selvmord. Analysen afspejler virkeligheden, for i klinisk praksis stopper man også med at tage medicinen på et tidspunkt. 

Vi har altså solid viden – fra den mest pålidelige forskning, der findes, de placebokontrollerede forsøg – om, at depressionsmedicin fordobler risikoen for selvmord og gennemførte selvmord, og at der ikke er nogen aldersgrænse. 

Men den officielle fortælling over hele verden er den stik modsatte. Historien er, at depressionsmedicin beskytter mod selvmord. 

For nylig lavede en af mine kolleger en Google-søgning på “selvmord og antidepressiva,” og en af de øverste poster var fra Region Hovedstadens Psykiatri, som hævdede, at antidepressiva ikke øger risikoen for selvmord eller vold. 

Jeg gentog søgningen den 25. september for at finde ud af, i hvilket omfang offentligheden bliver fejlinformeret. Det viste sig at være meget massivt og systematisk. Jeg beskriver her de 10 øverste poster. 

Øverst var der en rapport fra Center for Selvmordsforskning. Forskerne fandt, at antidepressiv medicin øger risikoen for gentagne selvmordsforsøg med 50%, men de justerede derefter deres analyser for en lang række faktorer såsom at have børn under 15 år, alder, køn, beskæftigelse, psykiatrisk kontakt og brug af forskellige psykofarmaka. Herefter konkluderede de: “Dette studie viser, at et forbrug af antidepressiva, herunder SSRI, i tiden efter et selvmordsforsøg ikke øger den statistiske sandsynlighed for at gentage sit selvmordsforsøg.” 

Det er elementær viden, at det statistisk set er helt forkert at justere for noget, der er en del af årsagskæden. Alvorlig psykisk sygdom kan føre til psykiatrisk kontakt og brug af andre psykofarmaka og til et selvmordsforsøg. Når man justerer for årsagsfaktorer i årsagskæden, kan man få en sand korrelation til at forsvinde helt. Dette makværk blev støttet økonomisk af Lundbeck, et dansk medicinalfirma, der sælger adskillige antidepressiva, og hvis direktør engang i en radioudsendelse hævdede, at antidepressiva beskytter mod selvmord. 

Nummer to på listen var en besked til danske borgere fra Region Hovedstadens Psykiatri med titlen: “Risiko for selvmord og vold påvirkes ikke af antidepressiv behandling.” De henviste til et dansk registerstudie, og der var ingen som helst forbehold over for konklusionen. Det var alvorlig fejlinformation af offentligheden. Registerundersøgelser er upålidelige på mange måder og kan selvfølgelig ikke modbevise resultaterne fra placebokontrollerede forsøg, som klart viser, at antidepressiva øger risikoen for både selvmord og vold. 

Nummer tre var endnu værre. Region Hovedstadens Psykiatri skrev i overskriften, at “Antidepressiva øger ikke risikoen for selvmord” og i underrubrikken, at “Fluoxetin og venlafaxin øger ikke risikoen for selvmord blandt unge. Blandt voksne og ældre beskytter præparaterne mod selvmord.” De henviste til en meget upålidelig metaanalyse af Gibbons fra 2012, som ifølge psykiateren David Healy er et sammenkog af en tidligere metaanalyse fra 1991, som er lige så upålidelig. Gibbons brugte statistisk modellering, og han har publiceret mange stærkt upålidelige studier, der hævder, at antidepressiva beskytter mod selvmord. Flere forskere har påvist, at hans undersøgelser er så uhæderlige, at der ikke er tale om fejl, men om bevidst snyd. Gibbons har været ekspertvidne i retssager for to medicinalfirmaer, der sælger antidepressiv medicin. 

Nummer fire var en artikel fra Psykiatrisk Tidsskrift, et industrifinansieret blad, med titlen “Antidepressiva øger risikofaktorer for selvmord” og med underrubrikken “En ny Cochrane-undersøgelse viser, at antidepressiv medicin øger risikoen for psykiske problemer, der kan føre til selvmord og vold.” Min forskningsgruppe havde gennemgået de placebokontrollerede forsøg med voksne, raske frivillige. Vi fandt, at antidepressiva fordobler risikoen (risikoratio 1,9) for bivirkninger, som FDA har fastslået øger risikoen for selvmord og vold. Dette blev fejlagtigt angivet i artiklen som en risiko på 15,2% mod 10,3% (hvilket giver en risikoratio på kun 1,5). Disse tal er grebet ud af den blå luft. De optræder slet ikke i vores artikel. 

Nummer fem var en fastsat formulering for alle antidepressiva fra Lægemiddelstyrelsen om teksten i indlægssedlerne: “Eftersom en bedring af depressionen måske ikke ses før efter flere ugers

behandling, bør patienten følges tæt, indtil en forbedring ses. Generel klinisk erfaring viser, at

selvmordsrisikoen kan stige i de tidlige helbredelsesstadier.” Man får det indtryk, at risikoen for selvmord kan stige, før medicinen har haft nogen effekt. 

Lægemiddelstyrelsen påstår altså, at antidepressiv medicin nedsætter risikoen for selvmord, hvilket er dybt uansvarligt. Desuden er “generel klinisk erfaring” upålidelig. Styrelsen burde have sagt, at de placebokontrollerede forsøg viser, at risikoen for selvmord øges, ikke bare ved behandlingsstart, men på ethvert tidspunkt og især ved dosisændringer. 

Nummer seks var en artikel i Ugeskrift for Læger af psykiater, ph.d. Marianne Breds Geoffroy med titlen “Unges selvmord og antidepressiva” og undertitlen: “Peter Gøtzsche hævder, at antidepressiva har drevet unge til selvmord. Men hvordan kan han vide det?” Det er meget enkelt. En af de stærkeste risikofaktorer for selvmord er tidligere selvmordsforsøg, så når medicinen øger risikoen for selvmord, vil det helt sikkert lykkes for nogle mennesker. Psykiateren David Healy og jeg har beskrevet mange af disse tilfælde. Geoffroy begynder sin artikel med: “Peter Gøtzsche skriver, at det er antidepressiva, der har ”drevet unge til selvmord.” Hvis det er korrekt, hvordan kan det så være, at ikke alle børn og unge, der har depression og får antidepressiva, drives til selvmord?” Tja, selv om nogle dør i trafikken, så dør vi jo ikke alle sammen. Geoffroy havde modtaget honorarer fra Lundbeck, Eli Lilly og Novartis, som alle sælger antidepressiv medicin. 

Nummer syv var en omtale i Ugeskrift for Læger af psykiater Lars Søndergaards ph.d.-afhandling. Den var baseret på danske registre, og Søndergaard fandt “en reduceret selvmordsrisiko associeret med fortsat behandling for alle grupper af antidepressiva,” præcis det modsatte af, hvad de randomiserede forsøg har vist. 

Nummer otte var min kommentar på Sundhedsstyrelsens hjemmeside. Professor i psykiatri Poul Videbech havde i styrelsens tidsskrift, Rationel Farmakoterapi, hævdet, at underbehandling med antidepressiva er farlig på grund af selvmordsrisikoen. Jeg påpegede, at det ikke kan være tilfældet, fordi antidepressiv medicin øger risikoen for selvmord. Jeg skrev til styrelsen, at Videbech tog fejl på flere andre punkter og bad dem om at offentliggøre min kommentar i tidsskriftet, fordi udmeldinger fra Sundhedsstyrelsen tillægges stor vægt. Styrelsen svarede, at de ikke har et debatforum i tidsskriftet og normalt ikke offentliggør kommentarer, men i dette tilfælde gjorde de en undtagelse. 

Nummer ni var en omtale på videnskab.dk af min forskergruppes metaanalyse af kliniske studierapporter, som Eli Lilly havde indsendt til Det Europæiske Lægemiddelagentur. Vi påviste, at duloxetin øger risikoen for selvmord og vold 4-5 gange hos midaldrende kvinder med urininkontinens sammenlignet med dem, der fik placebo. Senere meddelte FDA, at der i opfølgningsfasen af disse forsøg var 2,6 gange så mange kvinder, der forsøgte selvmord, end blandt andre kvinder på samme alder. 

Nummer ti var min artikel i Jyllands-Posten fra den 3. februar 2018, “Endnu et tragisk selvmord på depressionspiller.” Forældrene til Rasmus Burchardt havde kontaktet mig, efter at deres søn havde hængt sig i deres badeværelse 18 dage efter, at hans læge havde ordineret mirtazapin mod søvnproblemer og skoletræthed. De var ikke blevet advaret om, at depressionspiller kan forårsage selvmord, og de ønskede, at jeg skulle skrive en artikel om det for at advare andre. De vidste ikke engang, at Rasmus havde fået en depressionspille. Jeg skrev bl.a. i Jyllands-Posten: 

“Denne tragiske historie er desværre ganske typisk for selvmord, der skyldes depressionspiller. De kommer ofte uden varsel, og metoden er i reglen meget voldelig, f.eks. hængning, skydning eller at hoppe ud foran et tog, hvilket garanterer, at selvmordsforsøget lykkes, i modsætning til den mere almindelige fremgangsmåde, som er at tage en overdosis af piller, hvilket ofte er et råb om hjælp.” 

“Mange af disse selvmord kommer aldrig til myndighedernes kendskab, fordi det er en udbredt, men fejlagtig opfattelse, at depressionspiller beskytter mod selvmord. Derfor bliver mange selvmord aldrig anmeldt. Medicinalfirmaerne har også skjult rigtig mange selvmord og selvmordsforsøg i de kliniske afprøvninger. Det er faktisk så groft, at det er berettiget at kalde det svindel med forskningen med dødelige konsekvenser.” 

“Jeg er enig med forældrene i, at myndighederne ikke lever op til det ansvar, de har over for befolkningen. Det gør psykiaterne heller ikke. Professor og psykiater Lars Kessing hævdede i ”Aftenshowet” den 15/4 2013, at antidepressiva beskytter mod selvmord.” 

Min artikel skabte debat. Psykiater Poul Erik Buchholtz fra Risskov hævdede (JP 15. februar), at depressionspiller forebygger selvmord blandt svært deprimerede patienter, men det er der ikke evidens for. Buchholtz mente også, at psykoterapi som den eneste behandling for svær depression er en umulighed. Det er også forkert. Min forskergruppe påviste i en metaanalyse fra 2017, at psykoterapi til patienter, der har forsøgt selvmord, halverer risikoen for endnu et selvmordsforsøg. Svært deprimerede patienter bør derfor få psykoterapi, ikke piller. 

Benægtelsen var total. I Jyllands-Postens journalistiske dækning af min artikel (JP 3. februar) ledte børne- og ungdomspsykiater, professor Per Hove Thomsen også læserne på vildspor i sit forsvar for pillerne. Han fandt det tankevækkende, at i en periode, hvor forbruget af lykkepiller steg i Danmark, faldt antallet af selvmord fra omkring 1.500 til 700. Sådanne data kan ikke bruges til noget som helst. Fald eller stigninger i selvmord har mange årsager, og i USA (og i flere andre lande) steg selvmordene markant i samme periode, hvor forbruget af lykkepiller også steg markant, men det siger psykiaterne aldrig noget om. 

I den journalistiske dækning sagde formanden for Dansk Selskab for Almen Medicin, Anders Beich, at den lange venteliste til psykiatere kan være katastrofal, fordi det er farligt at have en depression, som i sig selv kan føre til selvmord. Det farlige er, at lægerne ændrer virkeligheden og fortæller befolkningen, at depressionspiller forebygger selvmord. 

Videbech meldte sig også på banen. Han skrev i en artikel (JP 10. februar), at der for børn og unge muligvis var en “let øget risiko for selvmordstanker og -adfærd, men ikke for fuldbyrdede selvmord.” Den analyse, Videbech refererede til, fandt en fordobling af selvmordsrisikoen hos børn og unge. Det kan ikke kaldes en “muligvis let forøget risiko.” 

Videbech henviste til en undersøgelse af psykiatriprofessor Lars Kessing og kolleger, finansieret af Lundbeckfonden. Kessing var på Lundbecks lønningsliste, og han fandt, at hos børn og unge “havde de, der blev behandlet med SSRI, en stærkt statistisk signifikant og stærkt forøget selvmordsrate sammenlignet med dem, der ikke blev behandlet med SSRI” (rateratio på 19). Men han konkluderede det modsatte: “At undlade at behandle svært deprimerede børn og unge med SSRI kan være uhensigtsmæssigt eller endda fatalt.” Forfatterne præsenterede en anden analyse, hvor de havde justeret for kontakt med psykiatriske afdelinger. Ratioen var stadig forhøjet, 4,47, men den var “ikke længere helt signifikant.” Som nævnt er det helt forkert at justere for kontakt med psykiatriske afdelinger. En sådan kontakt øger risikoen for selvmord blandt psykiatriske patienter 44 gange. Korrektionen fjernede en sand sammenhæng mellem SSRI og selvmord. 

Med henvisning til Kessings misvisende undersøgelse mente Videbech (JP 10. februar), at mange selvmord blandt børn og unge kunne have været undgået, hvis behandling med antidepressiv medicin havde været mere udbredt. 

Psykiatere har svigtet deres ansvar over for offentligheden i katastrofal grad ved at hævde, at depressionspiller beskytter mod selvmord, når de gør det modsatte. Jeg kender ikke til noget andet medicinsk speciale, hvis udøvere systematisk fejlinformerer offentligheden i den grad. 

Lærebøger i psykiatri, som bruges af studerende i medicin, psykologi og psykiatri, indeholder en lang række vildledende og fejlagtige udsagn om årsagerne til psykiske lidelser, om de er arvelige, om de kan påvises i en hjernescanning, om de skyldes en kemisk ubalance, om psykiatriske diagnoser er pålidelige, og hvad de gavnlige og skadelige virkninger er af psykofarmaka og elektrochok. Meget af det, der hævdes, er videnskabeligt uhæderligt, og lærebøgernes forfattere citerer ofte forskningsresultater, der bygger på svindel eller alvorlige manipulationer med data.