Beskrivelsen er skrevet af Mogens Seider og Ida Kathrine Dahl fra Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering

Det her er ikke en anmeldelse. For det My netop så vigtigt påpeger er, at det er, når vi anmelder eller vurderer nogen [eller noget], at vi fratager dem [eller det] muligheden for at være sig selv. Derfor er det her en beskrivelse af, hvordan bogen har gjort indtryk på os som mennesker og ansatte i behandlingssystemet for mennesker, der kaldes psykisk sårbare – netop de ansatte bogen adresseres til. 

Bogen har bestemt gjort indtryk på os. Med tårer ned ad kinderne, og til tider let forkrøblede tragikomiske grin, har vi bevæget os igennem en følelsesmæssig rutsjebanetur, som det endnu ikke helt er muligt at sætte alle ord på. Lad os prøve med det, der særligt har gjort indtryk: 

Gennem biografiske tekster og poetiske sanseindtryk belyser My konsekvenserne af at blive gjort til patient i systemer, der tilsyneladende vil hjælpe, men som oftest har forværret og forrådt. 

My beskriver de subtile magtmekanismer, der netop er så vigtige at forstå for mennesker og i særdeleshed for os/dem, som har til opgave at passe på og hjælpe andre. For hvad er der på spil, når ansattes følelse af eksistensberettigelse er betinget af, at borgerne bekræfter deres betydning og ”rigtighed”, fx i kraft af borgernes afhængighed af de ansatte? Hvad sker der når behandlingen er til for behandleren eller systemet og ikke for de mennesker, den er skabt for at hjælpe?  

… ansatte, der måske ingen ide havde om, groft sagt, hvad der drev dem til at hjælpe. Og hvorfor jeg gang på gang blev et spejl af dem, og fik oplevelsen af, at det var mig, der var noget i vejen med… (57).

Hvad sker der, når den forbindelse du har til omverdenen, kun kan eksistere, når du træder ind i en rolle, som andre har defineret og som ikke er dig? I Mys skildringer træder de alvorlige konsekvenser tydeligt frem i eftermælet af ca. 30 år i behandlingssystemet. Her bliver det tydeligt, hvordan mennesker svigtes.  

Psykiatriens lænker 

De bænker 

Mennesker ind i roller

Der folder sig som usynlige klæder udenom alle de egentlige glæder (140).

I bogen taler My ind i det efterhånden kendte mantra ”det handler ikke om, hvad der er galt med dig, men hvad der er sket med dig”. Her bliver det tydeligt, hvordan systemet svigter ved at opsluge mennesker i at være forkerte og skulle laves om fremfor at forholde sig til, hvad der er sket. 

Det var mig som patient der blev set, eller mig som det her nemme barn, der var så sød og medgørlig og god til at tage mig af alle andre end mig selv, der blev set. Jeg har groft sagt været en gave for mine omgivelser, indtil jeg blev så belastet af ikke at føle mig set og mødt, at jeg blev syg af det.

Og så derefter blev set igennem min adfærd som syg (77).

My viser hvordan man fanges i spiraler af at forlade sig selv for: diagnoser, medicin, terapi, medarbejders behov for bekræftelse, det spirituelle eller den, der er kommet sig. Alt sammen noget, der fører en væk fra det, der er vigtigt for at være menneske. 

Du kan godt dække en lort med flødeskum, så man ikke kan se lorten, men uanset fjerner det jo ikke lorten og den ligger jo bare og stinker under det fine flødeskumsydre uanset (73).  

My beskriver, hvordan en stor del af det at kunne lytte til sig selv og sætte grænser, når omverdenen trækker i en ”at kunne tage magen i eget liv” er blevet muligt i kraft af, at My er trappet ud af den psykofarmaka, hun har fået i en årrække. 

Som udtrapningen tager fart, oplever My, at hun ikke kan rummes på bostedet, hvor hun er i den periode, hvilket beskrives som, at hendes kritiske sans genfødes og hun må stoppe eller afvikle en adfærd, som en tilpasset eller/og velmedicineret beboer.

For jeg mærker fra mit sted, at den medicin, jeg har fået, især har føltes belejligt for mine omgivelser. Jeg var dejlig medgørlig, mærkede på ingen måder mig selv og mine grænser som nu. Kunne meget mere tilsyneladende før (det kunne jeg, fordi jeg bl.a. ikke mærkede mine grænser som nu, og derfor heller ikke kunne sige hverken til eller fra) (162). 

Rejsen ud af medicinen medfører, at My ikke længere er kontrollerbar for medarbejderne, og det medfører, at hun vælger at være tro mod sin egen integritet og den udvikling, hun sammen med sin nye psykiater har sat gang i.

Fri af medicinens tåger, som et røgslør jeg ikke kunne se klart igennem. Nu hvor jeg ser klart, må jeg gøre mig fri af dem også (175). 

Rejsen ud af psykofarmaka tager et par år og samarbejdet med psykiateren beskrives som meget tillidsbaseret og respektfuldt, hvor My også undervejs må lytte til, at processen med udtrapning ikke speedes op, men må foregå i et tempo, hvor kroppen kan følge med.

Som My skriver, så passer hun ikke ind, hun passer ud (176). Et udbrud der bryder både med ideen om at være syg men også forestillingen om raskhed. For symptomerne [sårbarheden og reaktionerne] er ikke forkerte, men naturlige reaktioner vi må lytte til, ikke for at begribe eller definere, men for at finde ud af, hvordan vi kan bevæge os videre både med os selv og med andre. 

Når jeg vender mig mod fremtiden ses intet andet end horisont. 

Den verden, der venter et sted, har ikke vist sig klart for mig.

Og fortiden er endnu her og nu (174). 

Bogen beskriver meget følsomt, velreflekteret og med højt poetisk niveau, hvordan relationer kan udvikle sig til komplicerede arenaer, her hvor My oplever at professionelles adfærd er omgivet af magtudøvelse, der ikke bør eller skal respekteres. Samtidig belyser den hvor vigtige relationer er, når autentiske møder opstår, der hvor man ikke er styret af andet end at møde den anden, der hvor vedkommende er. 

For det er og bliver forbindelsen til andre, og den forbindelse jeg mærker, de har til sig selv, som forbinder mig til mig selv, som er min drivkraft her i livet (118).

Man skal holde godt fast i bogen, da man kommer med på en meget turbulent rundtur i psykiatri og rehabiliteringsverdenen. 30 års rejse i denne arena, er nu kommet til at punkt, hvor My beskriver, at hun nu lever et liv, hun kalder Mit. 

Fuld respekt herfra for den rejse og for modet til at beskrive den, så vi andre har muligheden for at lære af dette.

Og når du har læst den, er de magtmekanismer som ofte synes ubegribelige og subtile, måske ikke så uklare længere. Måske vi langsomt kan begynde at få synet tilbage og mødes som mennesker. 

En stor tak til My for at bidrage til den forandring. 

PS når du læser bogen, prøv at spøge dig selv hvorfor: Er det fordi du vil ændre på noget? Er det fordi du vil redde nogle? Er det fordi en anden har sagt, at du skal, har du fået den i julegave? Eller er det for at redde dig selv? 

Rigtig god jul fra

Mogens Seider

og 

Ida Kathrine Dahl  

Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering

Bogen kan købes her: 

Fra Patient til Menneske af My | Bog & idé (bog-ide.dk)

My: Fra Patient til Menneske – Fagbøger – werkshop.dk

Direkte hos My på Messenger eller [email protected]

Bogen kan også bestilles på bibliotekerne.