Af: anonym

Jeg tror, det er gået op for mig, hvad det er, jeg har gennemlevet, og hvad det har gjort ved mig, og dét gør mig vred! Ikke blot over dem, der gjorde det, men især også over systemets inkompetence og mangel på faglig evne til at tage sig af sådanne børn, unge og voksne. Fordi der er nemlig dét ved det, at en dag bliver vi voksne. Dén dag ender nogle af os i misbrug, med risikoadfærd, dårlige relationer, i en dårlig livssituation pga. mangel på eller med ødelagt arbejdsevne, og en pæn portion af os ender desværre også i psykiatrien pga. mislykkede selvmordsforsøg, sanselige oplevelser (oplevelser på sanserne, som andre mennesker ikke oplever, og som kan skræmme os, der oplever dem). Vi ender med angst for at sove, fordi hver gang vi forsøger at sove, føles det, som om vi bliver hevet ind i den anden forfærdelige verden igen. Dén hvor vi som børn bliver solgt til andre mænd, af vores eget kød og blod, og hvor det var op til skæbnen, om man fik mad den pågældende dag og kunne komme på toilettet, og så kan man ikke sove. Dén andel af lidende mennesker, vi får at vide, at vi er syge, forstyrrede, skizofrene, borderlinere, garderede og grådlabile. Vi har, ifølge dem der skulle forestille at være såkaldt professionelle, intet selv, ingen hel kerne indvendigt, og alt hvad vi siger og gør, kan blive brugt imod os. Og dét bliver det! Nøjagtig ligesom hvis man røg i fængsel. Men det her er system Danmark (anbringelsessystemet og psykiatrien), jeg taler om, fængslet kender jeg intet til, personligt. Jeg er et offer for flere alvorlige forbrydelser, og det eneste I gør i det her samfund, er at fortælle mig, at det hele er min egen skyld! Hvilken forskel gør det for mig eller andre voksne, der som børn eller unge var udsat for incest, overgreb, tortur og diverse andre uhyrligheder, at man fra regeringens side laver børnehuse, barnets lov og diverse andre tiltag? Hvordan hjælper det én som mig? Hvordan forandrer det noget alvorligt til det bedre, at jeg som voksen får at vide af samfundet, at min lidelse og dét, at jeg er traumatiseret af noget, nogle andre har gjort, er MIN EGEN SKYLD? 

Ved adskillige indlæggelser over en årrække fra 2014-2018, så var det eneste jeg fik tilbudt, en beroligende afhængighedsskabende pille efter behov og en diagnose, der fortalte mig, at det er mig, den er helt gal med, hver gang jeg græd meget eller bad om hjælp. Der er noget inde i mig, der er grundlæggende forkert. En produktionsfejl fra naturens side, formoder jeg. Sådan kunne man formulere det. For det er sådan jeg blev mødt. Men ikke kun dér. Jeg har befundet mig i systemet fra 2005 og til nu 2023.

Jeg sidder i skrivende stund her, mens toget bumler afsted med mig som passager, og tænker, hvem mon siger undskyld for mit 29-åriges vedkommende, et nu mistet liv, en mistet barndom, men især en mistet ungdom og en mistet del af dét, der skulle være den fedeste periode af begyndelsen på et voksenliv, fordi det har jeg ladet mig fortælle af andre, at det er?  Gør du? Gør staten? Gør systemet? Dét system, der fortæller børn, der har overlevet tortur, at de er ødelagte for livet og aldrig bliver til noget, og det bedste de kan håbe på, er et tåleligt liv? Hvor er dét ansvar henne i vores samfund? Hvem anerkender, at dét jeg var udsat for, og andre var udsat for, ikke var i orden, og at det efterfølgende forløb med tvangsindlæggelser og patologisering og dehumanisering i årevis til følge heller ikke var? Det giver for mig ikke mening at plædere for, at vi skal have mere psykiatri, og jeg føler mig trådt på og gjort til grin personligt som lidende borger, hvis patologisering og diagnosticering af almenmenneskelige reaktioner på svære traumer og afhængighedsskabende midler er guldstandarden for dét, vi kan tilbyde i dette ‘lykkelige’ land… Igennem mine mange år i systemet og mange samtaler med fagpersoner, så er det gået op for mig, at ikke én har sagt til mig, at JEG har en fremtid eller har interesseret sig for mine fremtidsdrømme. De interesserede sig for, at jeg skulle ligne dem? At jeg ikke måtte stikke ud, og at jeg ikke måtte fremstå sårbar eller græde… Men ved I hvad? Jeg er ikke som jer og heldigvis for det! Jeg står ved min sårbarhed, og jeg græder heldigvis i dag, når jeg er ked af det, glad, rørt eller forskrækket. For nogle år siden mødte jeg én, som tror på mig. I dag kender jeg et par stykker, som ægte tror på mig, og dét gør, at jeg har noget at leve for. Fordi som Victor E. Frankl siger i bogen ”psykologi og eksistens” på s. 110, efter at han har talt om, hvor vigtigt det er, at mennesket har en mening, en fremtid, noget at gå efter, om lidende mennesker, der føler meningsløshed med deres liv og indforstået om traumatiserede mennesker: ”De mangler viden om, at der er en mening, der er værd at leve for. ”

Vi har simpelthen brug for det! Både viden om hvordan vi finder vores egen personlige mening med vores liv og i vores liv, men også dét at have noget vi hver især føler er værd at leve for – ellers kan vi simpelthen ikke eksistere. For når man altid har fået at vide, at man ikke har nogen fremtid, så har man brug for at have nogen/nogle, der holder håbet for en, indtil man en dag selv finder håbet og troen inde i sig selv. Hvilket får mig til at tænke på, når nogle ”velmenende professionelle” siger en floskelagtig ting til lidende borgere, såsom “man skal elske sig selv, før andre kan elske en”. Det er bare ikke rigtigt, ligesom det med håbet heller ikke er. Så har man som professionel og som system fuldstændig misforstået vigtigheden af tilknytning, og hvordan mangel på dette kan skabe psykisk lidelse til ekstremer, som de færreste knapt kan forestille sig. Ligesom nogen skal bære håbet for en, før man selv kan, så skal man føle sig elsket af andre og behandles som om, at man er vigtig og betyder noget for nogen, så man har mulighed for at internalisere det (suge det til sig som en svamp, så det bliver en integreret del af ens opdaterede selv, hvor man føler sig som noget værd, og at man selvfølgelig også har sin berettigelse i verden, ligesom alle andre ikke-traumatiserede og ikke-torturerede VED de har). Det er dét, der heler. Vi mennesker har brug for hinanden til at udvikle os, og vi udvikler os i samspil med hinanden. Når jeg bliver behandlet som et menneske, som er værd at elske, og som gerne må være i verden præcis som dén, jeg er, så kan jeg også indtage min krop som et menneske og turde være i verden. Indtil da var jeg lukket ned. Som om jeg bevægede mig rundt i en drømmeagtig verden, som alle de andre vidste, hvordan man navigerede i og kendte reglerne for, men jeg gjorde ikke. Det dersens liv, det var de andres. Jeg var og er anderledes, fordi jeg er torturoverlever, og derfor vil jeg naturligvis reagere anderledes på omverdenen og forskellige hændelser i livet, end mennesker, der ikke har overlevet tortur. Det gør mig ikke til forkert, syg eller forstyrret, men blot til et menneske. Lige såvel som det er naturligt for mennesket at patologisere alt dét, vi ikke forstår, frem for at være nysgerrige. Jeg ved ikke, hvordan man finder venner som voksen, og jeg føler mig bestemt heller ikke voksen. Jeg er på nogle områder ikke en dag over 14 år… Jeg drikker ikke, og jeg går ikke til fester. Ikke fordi jeg synes det er forkert, at andre gør det, dét må de gerne. Jeg holder bare mest af at være i selskaber, der ikke er påvirkede. Men i den her kultur er jeg forkert, fordi jeg ikke drikker vin til maden eller går til fester. Jeg forstår ikke, hvorfor man skal hilse på mennesker, man ikke kender, fordi jeg gik og var bange hele tiden, og jeg har ikke turdet kigge på mennesker før for nogle år siden, som en del af min terapi. Jeg vidste ikke, hvordan mine venner så ud rigtigt i forskellige tilstande, og hvad farve hår, de havde. Jeg har brug for en slags guide. Én der kan lære mig verden og samfundet, og nej ikke en af dem fra kommunen, men én, som faktisk anerkender mig som et menneske og som en torturoverlever i bedring og heling. Jeg savner fællesskab, at være social, og jeg savner at være en del af samfundet. Som dén jeg er i dag. Jeg har brug for at lære, hvordan man går på date, hvordan man kan have det rart i verden og ikke være usikker hele tiden, når jeg bevæger mig rundt i verden. Hvis jeg ikke havde nogle gode mennesker omkring mig, så havde jeg været endnu mere lost. Men hvad med alle dem derude, der ikke har nogen/nogle?

Jeg vil her til slut knytte en kommentar til mit valg af overskrift “det er din egen skyld”. Den hedder sådan, fordi siden jeg var et 11-årigt barn og til nu, hvor jeg fysisk er en 29-årig kvinde, har jeg altid fået at vide og er blevet behandlet som om, de ting, der skete for mig og reaktionerne på dét, var og er min skyld! Fordi jeg er en kvinde, der må udvikle sig fra dér, hvor jeg blev forstyrret af afhængighedsskabende medicin, der skulle “helbrede” en “sygdom”. En sygdom, jeg ikke havde. (Til den udenforstående læser vil jeg gøre opmærksom på, at ved lang tids afhængighed af psykofarmaka kan nogle mennesker godt føle sig, som om de ikke er en dag over 14 år, hvis de startede med medicin der, hvilket var tilfældet for undertegnede). Men som jeg fik at vide, at jeg havde, pga. reaktioner på den tortur, jeg gennemlevede. Jeg er torturoverlever og reagerer selvfølgelig på dét. Det er de mennesker, jeg mødte på min vej, som kaldte mine reaktioner for syge, der har en patologisk trang til at gøre mig og andre lidende nu voksne børn forkerte – og dét gør mig overordentligt vred! Det er systemet, der skal helbredes og diagnosticeres. Alle os, der lider og/eller har lidt, skal have mulighed for at have valget om, hvordan vi vil læge vores sår. Både de indre, de ydre og de sjælelige… Så nej, det er ikke min egen skyld, eller nogen andre tortur-, overgrebs- og psykiatrioverlevendes skyld, at de blev udsat for umenneskelig behandling, men dem, der gjorde det, og dem, der gør det, fristes jeg til at sige. Jeg synes, vi har et problem i vores samfund, når vi hævder, at vi på den ene side hjælper lidende mennesker og samtidig foregiver at hjælpe dem – fortæller dem på direkte og alle mulige subtile og indirekte måder, at det er deres egen skyld, at de blev udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling! Men selvfølgelig, det her er jo bare min oplevelse og mine refleksioner – og min stemme tæller jo ikke rigtigt, fordi jeg, ifølge det danske samfund, er syg, skizofren og forstyrret og uden en fremtid!
Anonym stemme