Klumme: Magt-indsigt

0
Klumme: Magt-indsigt

Vi er glade for og stolte over at kunne byde velkommen til denne klumme, skrevet af My ud fra hendes erfaringsperspektiv og hendes tidligere position som psykiatrisk patient/beboer.

My vil fremover komme med en ny klumme-tekst ca. en gang om måneden, så hold godt øje!

Den fælles overskrift ’Magt-indsigt’ markerer de områder, som My især vil forholde sig til, læs selv videre og blive klogere. Mad in Denmark

Magt-indsigt… 

Jeg vil gerne præsentere mig selv lidt nærmere. 

Jeg hedder My Karla Sommer, i daglig tale, My. 

Jeg bor i et lille skævt leje(t) hus, i en mindre landsby på Vestsjælland. 

Jeg bor her sammen med min hund Alba, og mine to katte Deva og Ronja. 

Jeg har brændeovn, vaskemaskine, et rødt køleskab, en sofa, og andre møbler. Jeg har også en have, og min nærmeste nabo er en kirkegård. De døde er stille, og skaber ikke unødig støj i mit liv. Nogle gange gør de levende det. Ikke fordi det er intentionen, mere fordi det sker bare. Og her tænker jeg ikke specifikt naboer, men generelt. 

Jeg har også en el-cykel, som jeg cykler til stranden på, og andre ture, sammen med Alba. Hun(d) sidder i en kurv foran, som er monteret til cykelstyret. Det gør vi kun den del af året, hvor der er varmt nok til det. 

Jeg er 48 år, og har en lang og kompliceret inddannelse, der har taget noget nær mindst 30 år af mit liv at udføre. 

Min inddannelse er finansieret af vores velfærdstat. 

Jeg får førtidspension som indtægt. Den betaler mine udgifter.

Jeg er inddannet som psykiatrisk patient. Det startede som en ungdoms-inddannelse, da jeg som 17 årig første gang blev indlagt på en psykiatrisk afdeling. I starten var det med udgang. Med tiden blev udgangen indskrænket. Og med tiden blev psyk. nærmest mit primære hjem. 

I en årrække var det sådan. Svingdørspatient blev en titel jeg nærmest var stolt af, mest fordi der ikke var andet at være stolt af, andet der kunne bekræfte mig i en eller anden form for betydning og anden identitet at læne mig ind i. 

Jeg blev forsøgt holdt i live. Jeg blev låst inde for ikke at skade mig selv. Selvmordsforsøg overlevede jeg. 

Tvang… – mest for at jeg ikke skulle dø af den spiseforstyrrelse, der gjorde, jeg havnede som psykiatrisk patient i første omgang. 

Tvang har holdt mig i live. Og tvangen har for mig ikke været de værste overgreb. 

De overgreb der har været værst for mig, har været andres definitionsmagt over mig. En definitionsmagt, der fuldstændig endte med at forme mig som evighedspatient, uanfægtet at spiseforstyrrelsen ændrede sig til andre diagnoser… – nye “identiteter” kompenserende for noget egentligt… – Mennesket mig, der i første omgang havnede i psykiatri, fordi jeg havde brug for hjælp til det menneske, jeg ikke kunne finde ud af at være, i denne her verden. 

Jeg blev formet til en patient. Mit menneske forsvandt. Men min insisteren på at ville kunne være mig her i verden, har været som den vildeste drivkraft. Som en integritet der har nægtet at overgive mig totalt til andres magt, selvom jeg i lange tidsrum, og mest da jeg fik medicin, og boede på bosted, ikke rigtig mærkede så meget andet end, at medicinen tilpassede mig. Gjorde mig tilsyneladende “leve”-dygtig, “vel”-fungerende, blandt andre… – men mig selv, jeg forsvandt uden samme mulighed, som da jeg var 17, og mit spiseforstyrrelses-symptom-sprog skreg op om at jeg var i mistrivsel, at noget i mig absolut ikke var vel-fungerende blandt hverken andre, eller mig selv.

På medicin blev jeg passiviseret, “låst inde” i mig selv, af andres definitionsmagt især også, og kunne ikke komme ud. Det værste var, at jeg vidste ikke at jeg var “låst inde”, før en psykiater hjalp mig ud af medicinen, og jeg derigennem fik noget andet at sammenligne med. 

Den mest uhyggelige bivirkning ved medicin for mig var, at jeg vidste ikke hvor mange bivirkninger der rent faktisk var, før jeg kom ud af det. Det var skrækkelig uhyggeligt at opdage. Mest fordi jeg havde en svag fornemmelse af, at mit liv blot passerede, men jeg kunne ikke gøre noget ved det. Og så først da jeg var ude af medicinen, blev jeg bekræftet i, at den svage fornemmelse i den grad absolut ikke blot var en svag fornemmelse, men den pure virkelighed. Mit liv havde gået udenom mig, jeg havde  ikke rigtig været med. 

Der er stadig meget liv for mig, at indhente. 

For et år siden flyttede jeg fra et bosted, jeg havde været tilknyttet/boet på i syv år.

Jeg røg i konflikt med lederen der, efter jeg kom ud af medicinen, og insisterede på at rejse mig som menneske, fremfor at forblive under hendes magt igennem min beboer-position. 

Det var årevis efter min ungdom på de psykiatriske afdelinger, og min identitet som svingdørspatient, blev skiftet ud med forskellige andre fagfolk/terapeuter/behandleres prædikater på mig, så som: udenfor terapeutisk og pædagogisk rækkevidde, borderline, kronisk spiseforstyrret, en der skaber splitting, umulig at hjælpe, psykopatiske træk, narcisist, for sårbar, for rask, for mental, for følelsesmæssig ustabil, for nem at hjælpe, for svær at hjælpe, psykisk syg, psykisk sårbar, skizofreni af anden type, lider af mentaliseringssvigt, selvhenførende, tilknytningsforstyrret, intelligent, følelsesmæssig umoden, osv. osv…

Jeg endte ud med et “særligt speciale” indenfor den lange inddannelse, jeg igennem årene har taget. Den magt, fagfolk, professionelle, behandlere, pædagoger, sygeplejersker, psykiatere, psykologer, you name it, af titler, der end er, titel-mennesker bare har over en, alene i kraft af deres position som ja, det deres titel nu giver dem som position. En magt der ligger langt over min position som patient/en diagnosticeret/beboer på et bosted. 

En magt der er helt legal at misbruge i den “gode sags” tjeneste, som en del af behandlingen, behandlingsplanen, behandlingsrammerne.

Det er en nærmest normal kultur, oplevet fra mit sted, at ansatte fagfolk legalt misbruger deres magt, oftest uforvarende, de ved det altså ikke selv, hvilket gør det endnu sværere fra en position som min, at bevise noget som helst. 

De ansatte har helt legalt ret til, altid at pålægge min diagnose og mine symptomer al skylden, al ansvaret for hvad end jeg reagerer på, eller stiller spørgsmål ved, eller kritiserer. 

De ansatte har fuldstændig legal ret til at virkeligheds-forvrænge mine virkelige oplevelser, med det de kalder virkelighedskorrigering, ind i deres version af virkeligheden, bliver det jo så, fremfor at lytte til den virkelighed, der er min. De har ret til at tegne mig ind i deres billede af mig. Et billede tegnet igennem antagelser, vurderinger, tolkninger, konklusioner om mig, men uden mig… – jeg bliver jo ikke nødvendigvis spurgt, om jeg også oplever, det de mener. Og hvis jeg bliver spurgt, og ikke er enig, er det oftest mig, der mangler sygdomsindsigt. Jeg er altid under deres magt, deres position, trods det er mit liv, og mig, der egentlig er i såkaldt behandling.

De har ret til, hvis jeg rammer dem i afmagt, fordi jeg måske ikke profiterer af den hjælp, de mener, der er den rette for mig, fuldstændig at fornægte afmagten, undertrykke den, og lade den gå ud over mig, igen igennem definitionsmagtmisbrug bliver det så. 

De har ret til at fralægge sig enhver del af deres ansvar i forhold til min eventuelle mistrivsel. En mistrivsel der kan være et resultat af hjælp, der ikke hjælper, mig. 

De har ret til at undertrykke mig, og mit, det menneske jeg søgte hjælp til, igennem den asymmetri der “naturligt” bare er i magtforholdene mellem os. Jeg kan faktisk intet gøre, hvis ikke jeg møder fagfolks-mennesker, der mest af alt tør være mennesker først og fremmest sammen med mig. Tør og evner, at være sammen med sig selv, sammen med mig. Og ikke søger ly bag deres professionelle titler/“kitler”, i en grad der skaber så meget distance, at jeg ikke kan mærke dem som mennesker.

Behandling, mod hvad end jeg skal behandles mod er totalt ligegyldigt, hvis ikke jeg kan mærke menneskene, der såkaldt behandler mig. 

Jeg har brug for at føle mig nyttig, i samarbejde, og ligeværdig, trods forskellige positioner… – det er mit liv, min behandling. Alligevel er meget af det der er “normal” behandling afskåret fra selve os, der bliver (forsøgt) behandlet. Vi bliver reduceret til statister i eget liv, mens de professionelle får hovedrollerne, og er dem der skriver drejebogen oftest også. 

Det er uværdigt, også selvom det er moderne at kalde os inddraget i egen behandling. Det er uværdigt at kalde os inddraget, oplever jeg.

Inddraget bør slet ikke være noget, vi skal være i vores eget liv. For vi bør ikke, ikke kunne være det… – det er jo vores liv. Hvordan skal vi kunne inddrages i det, vi fra fødslen altid har været/er (i)? 

De professionelle, og de pårørende bør være dem, der kaldes de inddragede i vores liv/behandling. 

Jeg er optaget af magten mellem positionerne, – fagfolk/professionelle på den ene side, os patienter/de diagnosticerede/beboere på den anden side. 

Jeg er optaget af uligheden mellem os.

Og jeg er optaget af hvor ofte, vi i underpositionen tabes på gulvet, og ender ud i årelang fastholdelse i den position. Igen det er uforvarende, ikke desto mindre sker det alligevel. Og det er vores liv det går udover især. 

Jeg ønsker at skabe indsigt. Magt-indsigt.

Alt er skrevet fra mit erfarings-perspektiv, og min nu tidligere position som psykiatrisk patient/beboer. 

Men det er mit Håb, det vil kunne give dig, der læser med, noget også… – uanset din position. 

I bund og grund er vi alle mest “bare” mennesker. Og for at kunne nå hinanden, er det vigtigt vi husker det. 

Oftest kan vi ikke blive behandlet/behandle andre ordentligt, hvis ikke vi først og fremmest forsøger at behandle hinanden ordentligt, som mennesker! 

I kan læse med her. Jeg skriver ca. en tekst hver måned. 

My. 

No posts to display

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here