Skam

2
Skam

af Cecilie Lund Ramsing Med ønske om ærlighed, kærlighed og nærhed 

De følgende tre tekster er skrevet som led i en proces mod at overkomme traumer, der har medført store kriser og meget mørke i mit liv. For mig er det at beskrive og undersøge mørket og håbløsheden nysgerrigt gennem kunst på flere måder en evig mulighed for at arbejde med mig selv, for at arbejde med mine muligheder for at engagere mig i livet som sådan og som åbninger mod ny mening. I denne omgang er det blevet til tre tekster; en om skam, en om at møde lyset igen og en tekst om mine forældre, der forsøger at skrive frem, hvor vigtigt tilgivelse og evnen til at se lyset i mørket, kan være i en helingsproces. 

Titlerne er: Skam er et sted i livet; Sorgens tråde kan danse og Om mine forældre. De er skrevet med håb, erkendelse og livsmod som baggrund, og jeg håber du kan bruge dem til noget i dit liv – uanset, hvordan de måtte resonere i dig. 

Jeg synes selv det giver bedst mening at læse teksterne i rækkefølgen, jeg har nævnt dem i ovenfor. Men livet er jo heldigvis i høj grad åbent for selvbestemmelse – så læs som du har lyst. 

Med ønske om ærlighed, kærlighed og nærhed 

Skam er et sted i livet. 

Skam er stedet 

I dig selv 

I livet 

Hvor du kan blive afhængig af at slå dig selv ihjel 

Skam er stedet

I dig selv 

I livet 

Hvor alt du gør bliver til fortrydelse og anger 

Skam er stedet 

I dig selv 

I livet 

Hvor din stemme forsvinder, hvor din krop kollapser 

Skam er det sorte hul 

Vi alle kan blive til 

Når ingen andre følelser bekræftes 

Når ingen andre følelser anerkendes 

Når ingen af dine handlinger modtages som de var sendt afsted 

Når din krop ikke engang er værd at slå på 

Når dine ord ikke engang er værd at tænke over 

Når dine historier altid bliver til løgn i modtagerens ører 

Skam er stedet 

I eksistensen 

Hvor du kan blive afhængig af at slå dig selv ihjel 

Skam i sin reneste form 

Er dødstrang – dødsjagt 

Uforstyrret og uforløst skam 

Er et fængsel at bo i

En anholdelse af dig og din ret til livet

Det er uforudsigeligheden du må leve med, 

Når skammen i dig er så stærk, at ét ord 

Fra en du ikke kender 

Er nok til at lamme dig 

Er nok til at bryde dæmningen 

Er nok til at du besvimer 

Og må satse på at fremmede også 

Er i stand til at gribe 

Skam er sort 

Skam suger alt til sig 

Skam får livet til at synes forbeholdt alle andre end dig 

For med skam som dit grundsystem 

Er du hele grunden til 

At livet er farligt for dem, det er forbeholdt. 

Skam kan få børn til at leve i overbevisningen om, at de ødelægger liv 

Skam kan få børn til at tro, de er giftige 

Skam kan få børn til at tro, de er livsfarlige 

For sine forældre 

For sine søskende 

For alle andre end sig selv

Skam er stedet, 

I dig selv 

Og i livet 

Hvor du bliver afhængig af at slå dig selv ihjel. 

Hvis du får lov at være der for længe uden hjælp. 

Sorgens tråde kan danse

Her sidder jeg

med ryggen til

Og ser nu udover mørket

Nu bæres jeg ej

men støttes blot

Mens jeg vænner mig

til dybden i mine øjne

Da Stormen var værst og Mørket tungest

da kunne kun stormen rumme mig

Da jeg slet ingen grænser havde

da kunne kun havet rummet mig

I den grænseløse, mørke Storm

måtte jeg lade mig bære

Uden at vide lænede jeg mig

og lod mig uindviet være

Det store hav lod mig blive vægtløs

Indtil Stormen igen havde lagt sig

Da strømmen var stilnet og vinden nu rolig

Da fulgtes jeg tættere mod land.

Vægtløs blev jeg båret

mod overfladens grænsebrud

Jeg mærkede her, at strømmen

Den altid er stærkest ved bunden.

Her sidder jeg

med ryggen til

Og ser nu udover mørket

Nu bæres jeg ej

men støttes blot

Mens jeg vænner mig

til dybden i mine øjne

I dag har jeg fundet mit Magiske Træ

Et træ med rødder så dybe

at kronen når helt ind i himmelen

Og stadig kun skælver en smule

Jeg sidder her med ryggen til

mit Magiske Træ, der troner.

Foran mig breder horisonten sig

og spiller sine dybeste toner.

I symfonien af livets lyde

mærker jeg dybets varme.

Mens verden træder tydeligere frem

af tågen, der åbner sine arme.

Da mærker jeg, hvorfor mit brud

med overfladen, blændede mig.

Hvorfor kun havet kunne rumme mig

da Stormen gjorde grænserne umærkelige.

Da mærker jeg, hvad det betyder

at kende dybets smerte

Da bryder solen gennem disen

mens sorgens dybe tråde danser.

Med perler af dug, de danser og glimter

og løsner deres faste greb.

Jeg danser med dem og elsker dem

for at hele skårene i mine øjne.

Nu sidder jeg

Med ryggen til

Og ser herud over mørket.

Nu bæres jeg ej,

men støttes blot.

Mens jeg vænner mig

til dybden i mine øjne.

Om mine forældre

Det har jeg taget mig mange år at forstå

at det, der for mig har virket som svigt og manglende ansvarstagen, fra mine forældres hånd,

har været deres forsøg på at svare an på noget, som ikke var deres skyld,

så godt som de overhovedet magtede.

Christian Hjortkjær stiller spørgsmålet,

Hvordan finder man modet til at tage ansvar for det, der ikke er ens egen skyld?

Og siden jeg læste bogen, Utilstrækkelig,

har det spørgsmål hjemsøgt mig på alskens tænkelige tidspunkter.

For spørgsmålet rammer på mange måder lige ned i det dilemma, 

den ambivalens,

jeg altid har følt overfor mine forældre, og overfor mit liv som sådan.

Det arbejde, der ligger foran mig de næste mange år,

med og mod at overkomme de virkninger af min opvækst, som lige nu begrænser mig på mange måder,

det består mestendels af et kontinuerligt arbejde mod at fatte mod.

Mod til at svare an på den opgave det er

at forløse dybe, komplekse traumer i en levende krop.

Mod til at se den vrede i øjnene, som jeg, som barn af to mennesker,

der ikke formåede at løfte opgaven at skabe et trygt hjem, 

har i mig.

Mod til at lade mig selv græde for et helt liv, som når mit jeg på 11 år

græder gennem min voksne krop,

som en dæmning, der sprænger efter 21 års sidste krampetrækninger.

Men hvad jeg ikke har forstået før nu er,

at fordi mine forældre gjorde det bedste de kunne, så gav de mig dét,

de selv havde savnet allermest som børn;

frihed.

Min far lærte mig at lytte til musik; 

at lade musikken uddanne mig, og ikke lade min første (og sandsynligvis uvidende, småarrogante) modstand være min sidste dom.

Han fortalte mig, hvad jeg skulle lytte efter, når han satte Prince eller Tool på anlægget.

Jeg kan ikke huske alle de tekniske betegnelser for rytmer, synths og drum machines,

jeg dengang helst skulle kunne på rygraden. 

Men jeg har aldrig glemt, at han lærte mig, hvordan jeg skal lytte til musik,

hvis musikken skal blive ved at være

en evig mulighed for at glemme mig selv.

Min far lærte mig at grine;

også af de ting, der gør mig vred.

Vi græd af grin

og spolede tilbage på DVD’en

for at se joken med egernet i parken med det lille hegn igen og igen og igen.

Og min far lærte mig at gøre mig umage;

det er måske den kvalitet, jeg er mest taknemmelig for at besidde i dag. 

Min mor lærte mig at lege; og hun lærte mig at danse smerten ud.

Hun lærte mig at grine af det absurde; at være alenemor og to børn,

ingen penge og alt for meget alkohol.

Hun lærte mig,

at der findes vigtigere ting i livet end at være i skole; selvom hun fik en skideballe i min kontaktbog,

da hun tog os med i Botanisk Have

… i stedet for at aflevere os

på Søndermarksskolen i Slagelse den fredag.

Jeg kan stadig huske den tur;

jeg tvivler på, jeg ville have husket den fredag på Søndermarksskolen.

Hun lærte mig,

og minder mig stadig om,

at det vigtigste i livet er at være ordentlige ved hinanden.

Og ja, så lærte hun mig at lege;

og det gjorde vi meget, når vi gjorde tingene på lidt andre måder end alle de andre. 

Jeg har stadig en meget klart spillende indre film,

hvor forældrene til mine klassekammerater

kommer anstigende i den lange, smalle entré i lejligheden i Slagelse;

de skal hente deres børn fra min børnefødselsdag,

så de spørger min mor, 

hvor deres barn er henne?

Vi bor på små 100 kv2; de burde være til at finde, 

men så nemt var det ikke;

for hos os kunne man sidde i overskabet helt oppe under loftet med en lommelygte og læse Jumbobøger,

og det gjorde f.eks. Rikke.

Da jeg begyndte at forstå og mærke, 

at jeg hører til i en familie

med både en horisontal og en vertikal historie,

blev jeg klar over, at jeg ikke 

bærer ansvaret alene.

Jeg blev klar over,

at mine forældre allerede har taget en stor del af vægten, og at min mor fortsat gør det.

De har givet mig de bedste forudsætninger, de kunne, 

for at bære med og bære videre

i en overdragelse fra dem,

som ikke er en fuldstændig overtagelse.

Fordi de formåede

at bearbejde dele af deres egen overvægt, mens de bar vægten af mit og min søsters liv med videre.

Da jeg begyndte at mærke mit liv som forbundet med deres, forstod jeg også,

at en del af min opgave i livet,

er at tage næste etape ad vejen ud af det, vi alle sammen kommer af; 

Så traumerne i familien kan forandres, forløses og blive til mere helende og opbyggende erfaringer, 

end traumer er i sin uantastede form. 

Men det er ikke mit ansvar alene.

No posts to display

2 COMMENTS

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here