Jeg ved ikke, om det her er en anmeldelse, en anbefaling, en analyse eller en reaktion.
Men jeg vil gerne skrive lidt om den relativt nydugivne bog, “Abstrakt Maskine”.
Her er forlagets egen beskrivelse af bogen: “Abstrakt Maskine er en samling af digte og AI-kreationer udgivet på Red Press og skrevet af Lazlo Taboli Kollektivet. Bogen er skabt som en kommentar til vores samfunds indre kampe, vores verdens maskineri og det, der bevæger det.
Abstrakt Maskine er sproglige, sindslige og maskinelle bevægelser omkring det at blive til.”
“Verden er ikke binær og opdelt”
Den her sætning, allerede tidligt i bogen, fanger mig og bliver min nøgle til resten af teksten. Det binære er idéen om, at virkeligheden består af enheder, der er hinandens modsætninger: mand/kvinde, nat/dag, os/dem, syg/rask eller rigtig/forkert. Jeg tror på, at meget af den vold, der sker, er fordi vi hænger fast i binære forståelser af verden.
Men man kan vælge mange nøgler, mange mulige forståelser. Der er en flerstemmighed i teksten, en polyfoni, der nægter helt at lukke sig om de traditionelle afgrænsninger, såsom ‘jeg’ eller ‘kerneidentitet’. Hvad man måske i “vores normale, fælles” virkelighed ville betegne som galskab.
Det er absolut ikke en simpel bog, som I måske kan regne ud, men den er på mange måder lige så meget følelse som abstrakt tanke.
Bogen er inspireret af “Tusind Plateauer” fra 60’erne af filosofferne Gilles Deleuze og Félix Guattari, en helt fantastisk bog, der blandt andet forsøger at bevæge sig ud over de sproglige og institutionelle metaforer, de mener, er med til at skabe og opretholde systemernes vold, vores vold mod hinanden og resten af verden.
Billederne i “Abstrakt Maskine” er en kunstig intelligens’ fortolkning af digtene – og billederne er skabt i Basquiat’s stil. De er virkelig vilde, vellykkede og smukke i deres ubevidste AI-naivitet.
Fortiden og fremtiden og nutiden i science-fiction dialog!
Det er ikke så vigtigt, hvorfra noget bliver udsagt i bogen – eller rettere: alt udsiges altid kollektivt OG fra individet, jeget, dialogisk fra alle og fra ingen og fra vores kollektive bevidsthed (den kunstige intelligens) fra intet og igen fra alt.
Alt er ved at blive til, i bevægelse, og perspektiverne er helt forvirrede og decentraliserede (på den gode måde): der er ikke noget os og dem i bogens form, ingen binær krigslogik, der fanger os i volden. Det sker i bogen, at der er et os og dem – men det er kun for at pege på den iboende og mulige vold i den konstellation. Er det revolutionært?
Det er i hvert fald ret genialt, synes jeg.
Det gør, at ALT bliver vigtigt, alt har en stemme, fra det allerstørste: systemerne, universet, kærligheden til det allermindste: mig og dig, de små ar; de systemiske og de personlige traumer og virkeligheder og perspektiver. Og du og jeg er ikke adskilt, kun på sprogets binære, diagnostiske plan.
Bogen er en smuk blanding af social kritik, omsorg, nærhed, filosofi, poesi og måske en slags posthuman anti-systematik, hvor mennesket, dets systemmaskine og computermaskinen leger sammen ud over kanten på det binære, på selve definitionernes magt til at definere virkeligheden.
Dermed bliver bogen også en slags manifest for bevægelserne, det ikke-fastlåste og det frie valg til at bevæge os og blive hvad vi selv vil i handlende dialog med de kontekster, vi befinder os i.
Som Kollektivet skriver om sig selv:
“Lazlo Taboli Kollektivet bor i sindsbevægelserne, i menneskenaturen og i dialogen. Vi er et skrift- og idékollektiv og vores aktiviteter og udgivelser er resonansen af vores udvekslinger, samtaler og handlinger.”
Jeg vil gerne anbefale bogen: den kan læses på mange måder, men også som en smuk kritik af systemernes vold, herunder psykiatriens.
Den er et vildt skrig i debatten – og man skal ikke være bange for, om man forstår det hele eller skal have læst Deleuze og Guattari – den er værd at gå i dialog med uanset.
Benjamin Jensen
Bogen kan købes her: