af Stine Grønbæk Jensen
Regeringen har sendt et lovforslag i høring, der udvider rammerne for magtanvendelse på botilbud for mennesker med psykisk handicap. Konkret lempes betingelserne for, hvornår personalet kan fastholde beboerne, låse dem inde eller tvangsflytte dem. I lovforslaget står der bl.a., at de nye regler skal sikre en »effektiv tids- og ressourceudnyttelse«.
På baggrund af min forskning i åndssvageforsorgens historie, men også i hvordan mennesker, der bor på botilbud i dag, oplever fastholdelser, finder jeg lovforslaget foruroligende. Jeg frygter, at lovforslaget vil blive betragtet og vedtaget som del af en nødvendig afbureaukratisering uden blik for de store konsekvenser lovændringerne kan have for en gruppe mennesker, der har svært ved at tale deres egen sag.
Når jeg beskylder regeringen for historieløshed, er det fordi jeg ser lovforslaget som et skridt tilbage i retning af åndssvageforsorgens udbredte brug af magt, tvang, isolation og rutinemæssig fastspænding. Det er som om, man har glemt at lovgivningens beskyttelse af de mennesker, der bor på botilbud i dag, ikke bare er besværlig offentligt bureaukrati. De nuværende regler er blevet udformet på en meget uhyggelig baggrund.
Jeg finder det også problematisk, at man i lovforslaget gentagende nævner, at der er tale om en gruppe mennesker, der ikke kan overskue konsekvenserne af deres egne handlinger. Det er rigtigt, at de har brug for hjælp og støtte, men der er ikke noget i min forskning, der tyder på, at de konflikter, der ofte resulterer i magtanvendelser, alene udspringer af deres funktionsnedsættelse. Når de fortalte mig om deres erfaringer, var det tydeligt, at konflikterne som regel udsprang af, at de følte, at de blev umyndiggjort, hundset med, overset eller ikke respekteret. Et liv på botilbud, er ofte et liv på hjælpens præmisser, hvor det er meget svært at sætte retningen i egen liv. I det lys kan voldsom adfærd ses som udtryk for frustration og mistrivsel, men også som en måde, at sætte dagsordenen her og nu, som en form for modstand.
I lovforslaget er der en forventning om, at det bliver billigere og nemmere at drive botilbud med mere brug af magt. Men i de interview jeg gennemførte, var det tydeligt, at fastholdelser ikke kan betragtes som afgrænsede episoder. Tværtimod havde magtanvendelserne vidtrækkende konsekvenser. Fastholdelserne sad i kroppen på beboerne i lang tid. Nogle blev fanget i en ond spiral, hvor det at blive holdt fast, var blevet en måde at regulere deres egen følelser. Fastholdelserne svækkede også det tillidsforhold til personalet, som er en forudsætning for, at beboerne overhovedet kan få noget ud af den støtte, de er bliver tildelt. I flere tilfælde førte det til en eskalering med stadigt flere voldsomme konflikter – og mere brug af magt.
Lovforslaget ser jeg også som udtryk for en manglende tro på pædagogikkens potentialer. Jeg har set hvad dygtige pædagoger kan udrette. Der er et alternativ.