Ikke farvel, men på gensyn

0
Ikke farvel, men på gensyn

Vores klumme-skribent My holder lige nu pause. I et opslag på Facebook forklarer hun, lidt om hvorfor det for hende er nødvendigt at trække sig fra de sociale medier, som er en kampplads, som faktisk retraumatiserer. 

Vi har fået lov til at bringe det tankevækkende opslag her, og ønsker My en dejlig sommer med masser af liv, sol og hav. Vi glæder os til Mys næste klumme, vi skal nok sige til når det er! Mad in Denmark

________________

Jeg kommer til at deaktivere min Facebook profil her, og min Instagram, som jeg næsten aldrig bruger, og denne der anden, som jeg aldrig kan huske hvad hedder, og alligevel heller ikke bruger rigtigt.

Jeg troede jeg godt indimellem lige kunne dukke op her, men når, får jeg det så dårligt, at det kan jeg ikke sidde overhørig… – derfor vælger jeg simpelthen at lukke helt ned for de sociale medier. 

Jeg vil bare lige fortælle jer det, og give jer tid til at læse det her, hvis det har relevans for jer, og så om en uges tid/-14 dages tid lukker og slukker jeg for min profil.

Det har givet mig rigtig meget godt at være her. Jeg har mødt nogle af de mest betydningsfulde mennesker/venner/relationer her. Og uden Facebook havde jeg heller aldrig fået skrevet mine to bøger. 

Jeg har kunnet skrive mig igennem op og nedture, og dele med alle jer der læste med, og dengang det var nødvendigt, få mig selv tilbage igennem jeres modtagelse af mig… – 1000 TAK for det, og 1000 TAK for jer. 💓💓💓

Jeg ønsker jer alle Alt det bedste i jeres liv… – flere af jer, vi vil fortsat ses udenfor her jo også, – i kød og blod (og ånd) virkeligheden. 

Det virtuelle, jeg kan det ikke i min fortsatte nedstigning i min krop, som det væsen jeg er inkarneret som. 

Jo med de få jeg vælger at kunne det med, vi kan stadig mødes på Messenger, og i evt. online-forløb. 

Det er ikke personligt hvis ikke jeg svarer jer der evt. skriver. Jeg er bare fyldt op i en grad, der på mange måder skærer alt overflødigt i mit liv fra… – en nødvendig proces åbenbart, og i hvert fald det jeg oplever sker. 

Mit nervesystem stresser totalt når jeg begiver mig herind, og det tager virkelig lang tid at lande mig selv igen. 

Hvad der specifikt har fået bægeret til, i den grad at flyde over, ved jeg ikke engang fuldstændig… – nok bare lidt det hele, – bogudgivelse, psykiatridebat, psykiatri-krig, kronik i information, og interview til to artikler i Psykiatriavisen, og politiske lovforslag der fordrer til mere magt, Dansk psykiatriske selskab og deres også forslag til tidligere indgriben med tvang… 

For mig bliver alt det en magt-kamp jeg kun kan dø levende i… – og jeg vil egentlig godt bare leve, nu hvor det endelig er lykkedes mig at komme så helskindet ud af de behandlingssystemer, der beklageligvis i mange sammenhænge også har været med til at forværre, og direkte skade mig… – uforvarende ja absolut, men konsekvenserne sidder jeg jo altså så stadig tilbage med. 🤷🏼‍♀️

Jeg kan på ingen måder kamp energi, og det er samtidig den der hersker oplever jeg… – og ja den slår altså mig ihjel, i hvert fald psykisk og følelsesmæssigt, hvis jeg bevæger mig ind i den. 

Og min egen den retraumatisering, jeg egentlig skaber for mig selv, ved at forblive aktivt i det felt… – jeg gennemlever konstant minderne om min egen psykiatri-bosted-historie. Som at blive ved med at stirre paralyseret ud på det hav jeg engang druknede i, og mærke “druknedøden” igen og igen… – det har jeg mærket nok nu, og endda så meget, at jeg føler det som en nærmest allergisk reaktion i mit nervesystem, når jeg bare lige kigger forbi her, og ikke engang bevæger mig ind i det felt. Det er bare Facebook feltet generelt, er det blevet.

Det mærkes lidt på samme måde, som at være i kontakt med kommunen… – selvom det ikke engang er mig der i kontakten, men min paragraf 85 støtte, som altså er et ret betydningsfuldt menneske i mit liv, og som har fulgt mig i ca. to et halvt år på bostedet, og som jeg var så heldig, at min nuværende kommune bevilligede til at være min nuværende paragraf 85 støtte, som det meget charmerende hedder. Han har været med mig fra før, og siden jeg flyttede fra bostedet, og kom til her. Så snart fire år vist. 

Har aldrig kendt mere stabilt menneske end ham. Og har heller aldrig mødt et menneske i behandlingsverdenen, som i den grad altid “er den samme”, sammen med mig, – og ikke på en stagneret måde altså… – han er skam levende og i sikkert i sin forandring også… – men han er altid den han er, sammen med mig, og det er bare trygt og stabilt, og har i den grad været med til at støtte mig til, at jeg er her hvor jeg er i dag, som den jeg er.

Lige nu er der så noget kommune paragraf noget, og en kommunikation hvori der skal redegøres for 4 punkter… – noget med plan om noget med noget… – Jeg er stået af for længst, kan intet (kommunalt) regi med magt og indflydelse ind i mit liv, der kan have/få konsekvenser. Jeg får det så dårligt. End of story.

Så her hvor jeg er nu, er her… – Facebook farvel, og kommune noget, der vel engang når kommunikationen forhåbentligt igen er veloverstået, gør at mit liv igen kan finde sit leje også, hvor jeg igen kan trække vejret/værdet mere frit, og uden et nervesystem der går amok. 

Det er ikke min diagnose eller såkaldte psykiske lidelse, som er det største problem for mig, og det har det sgu nok aldrig rigtig været, (jo de gange jeg har været ved at dø af spiseforstyrrelsen), det har i mange henseender mere været den såkaldte hjælp… – Jeg ved hvad jeg har brug for, – fortsat stabil støtte af det menneske jeg har nu, og som jeg kender, og som kender mig, og uden meningsløse mål og forsøg på planer, der alligevel ikke kan garantere mig, eller gardere mig imod noget som helst. 

Livet er uforudsigeligt, uanset om jeg har en støtte, (hvilket i følge kommunen opleves for sårbart), eller jeg har to, tre, fire, fem, seks, syv osv. – som jeg havde på bostedet, hvilket i den grad gjorde mig så relationstræt, at jeg kun kan modtage støtte fra dette ene menneske, og ingen andre, som det er nu. 

Jeg bliver absolut ikke mindre sårbar af, hvis der skulle sættes en mere på. Vi har prøvet det, og det fungerede ikke for mig. 

Men det jeg har nu fungerer, så hvad er problemet egentligt? For mig virker det. Men der skal lige ind og rodes i det, som en del af en kommunal indsats, eller noget… 

Jeg fatter ikke systemerne, og kommer aldrig til at forstå dem. Der er så meget ufattelig forstyrrende i den måde, der bliver forsøgt ydet støtte til os på. 

Og der er så mange planer og mål, der på ingen måder giver mening for f.eks. mig, der jo egentlig “bare” har som opgave, at leve op til disse mål, og passe ind i disse planer. Og det ville jeg da også gerne kunne… – hvis det også gav mening for mig, fremfor at kaste mig i kaotisk nervesystems-reaktion hver gang i stedet. 

Hvorfor kan kommuner ikke bare have tillid til mig/os som borger(e)? Jeg ved hvad jeg har brug for, og når jeg ikke har brug for det længere, skal jeg da nok sige til, for det vil på ingen måder fortsat give mening at have støtte i forhold til noget jeg ikke har behov for… – så hvad fanden skulle grundlaget været for at misbruge det? Hvis det er det de er bange for? Jeg ved ikke om de er bange, men det føles ikke som tillid vi lige møder hinanden, som det første med… – Jeg ved godt hvor min tillid glipper. Det gør den fordi de har en overmagt over mig, der kan gøre jeg ikke ved om jeg er købt eller solgt, hver eneste gang der skal drøftes noget som helst. 

Det er det værste jeg ved… – jeg vil hellere så leve permanent i en psykotisk tilstand, hvis det endelig skulle være. 

Kommunal kommunikation, – drøftelser, vurderinger, og det dejlige ord VUM udredning… – bevillinger, hvis man er så heldig, at komme igennem nåleøjet, for sådan kan det føles… – intet er garanteret, uanset ens behov for støtte. Andre skal også lige vurdere om de synes man er “egnet” nok, eller psykisk syg nok, eller handicappet nok, til at få den støtte, som kan tænkes man blot har behov for, for at kunne leve så sundt som sig, som muligt, i en verden man ikke lige passer ind i. Og dermed også i så vidt mulig trivsel, som er det en støtte også kan være for en. Og bare generelt, at mindske risikoen for tilbagefald… 

Jeg er mere bange for at havne i behandlingssystemet igen, psykiatri og bosted, end jeg er for at få det dårligt pga. min såkaldte diagnose, og mine de udfordringer, der gang på gang har sat mig til tælling i mit eget liv. Allermest til tælling fordi jeg havnede i et system hvor andres definitionsmagt i den grad endte med at forme mig, meget mere end mit liv gjorde i sig selv. Ved godt det hænger uløseligt sammen, men når det er sagt, er det godt nok ikke kun pga. mig, at mit liv til tider har været så svært, og ofte kun er blevet svære igennem hjælpen jeg fik. Men det at det kun blev svære, det kunne altid siges, at det alene var pga. mine udfordringer, diagnoser osv. Behandlingen blev der ikke rigtig kigget på, kun mig. 

Var jeg der hvor behovet for støtte var væsentligt mindre end nu, ville jeg glædeligt takke kommunen for støtten, og tage afsked med dem, og støtten. 

Men jeg er ikke der endnu… – og der bliver konstant længere derhen, når jeg oplever jeg forstyrres i min stabilitet, og den støtte, der rent faktisk støtter mig til at kunne leve mit liv, så meget i trivsel, og så helt efter psykofarmaka udtrapning og akut flytning fra bostedet, og så selvstændigt som muligt. 

For helvede, jeg er gået fra døgndækning, og en til en støttekontakt-personale 8 1/2 time om dagen kun til mig, til støtte 12 timer om ugen. Det er i sig selv sgu da en sensation af dimensioner… – så lad mig dog være her, til jeg bliver klar til næste skridt. Og jeg kan ikke hvis jeg bliver presset, mit nervesystem lukker totalt ned hvis. 

Nå, lang opdatering for at fortælle jer, at jeg dropper helt ud herfra Facebook. Og ja så kom det til at handle om hvad jeg også er fyldt af. 

Jeg lander igen. Og der kommer ro igen. Jeg skal bare have tid, og fred, og så få forstyrrelser i mit nervesystem som muligt. 

Jeg prøver at skabe de bedste vilkår for mig selv, til at kunne være i mit liv, på de måder der skaber mest trivsel. At lukke helt ned for de sociale medier er et af mine tiltag. Ja, og i det også, at vende mig bort fra psykiatri-historie-havet, og vandrer ind i verden i stedet… – den verden i mig, og den verden i det fysiske… – og der er hav en ret væsentlig del faktisk 🌬️🫧🌊🌊🌊☀️– vi cykler nogen gange dertil, mig og min hund. 🐶💓🌊

Pas godt på jer selv allesammen 💓💓💓– og 1000 TAK for Alt vi har delt og udvekslet med hinanden igennem tiden 💞

No posts to display

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here