Mange mennesker er ikke klar over, at receptpligtig medicin er den hyppigste dødsårsag, og at psykofarmaka er den tredje hyppigste dødsårsag.
Tekst Peter C. Gøtzsche. Oversættelse: Peter Gøtzsche og Mad in Denmark
*********************************************************************
Dette er en let redigeret version af en artikel fra 16. april på Mad in America, som er vært for blogs af en forskelligartet gruppe skribenter. Indlæggene er tænkt som et offentligt diskussionsforum og omhandler psykiatrien og dens behandlinger. De udtrykte meninger er forfatterens egne. Litteraturreferencerne findes i originalartiklen: https://www.madinamerica.com/2024/04/prescription-drugs-are-the-leading-cause-of-death/
*********************************************************************
Overbehandling med medicin dræber mange mennesker, og dødeligheden er stigende. Det er derfor mærkeligt, at vi har ladet denne langvarige pandemi fortsætte, især fordi de fleste af dødsfaldene let kan undgås.
I 2013 beregnede jeg, at vores receptpligtige medicin er den tredjestørste dødsårsag efter hjertesygdomme og kræft, og i 2015, at psykofarmaka alene også er den tredjestørste dødsårsag. I USA er det dog almindeligt at sige, at medicin “kun” er den fjerdestørste dødsårsag. Dette skøn stammer fra en metaanalyse fra 1998 af 39 amerikanske undersøgelser, hvor alle utilsigtede hændelser, der opstod, mens patienterne var på hospitalet, eller som forårsagede hospitalsindlæggelse, blev registreret.
Denne metode undervurderer klart antallet af medicindødsfald. De fleste mennesker, der dør af deres medicin, dør uden for hospitalet, og den tid, folk tilbragte på hospitalet, var kun 11 dage i gennemsnit i metaanalysen. Desuden omfattede metaanalysen kun patienter, der døde af medicin, der var korrekt ordineret, ikke dem, der døde som følge af medicineringsfejl, manglende medicinindtagelse, overdosis eller medicinmisbrug, og ikke dødsfald, hvor bivirkningen blot var mulig.
Mange mennesker dør på grund af fejl, som f.eks. samtidig brug af kontraindicerede lægemidler, og mange mulige lægemiddeldødsfald er reelle. Desuden er de fleste af de inkluderede undersøgelser meget gamle (fra 1973 i gennemsnit), og antallet af medicindødsfald er steget dramatisk i løbet af de sidste 50 år. For eksempel blev 37.309 medicindødsfald rapporteret til den amerikanske lægemiddelstyrelse, Food and Drug Administration (FDA), i 2006 og 123.927 ti år senere, dvs. 3,3 gange så mange.
I hospitalsjournaler og retsmedicinske rapporter betragtes dødsfald relateret til receptpligtig medicin ofte som værende af naturlige eller ukendte årsager. Denne misforståelse er især almindelig for dødsfald forårsaget af psykofarmaka. Selv når unge patienter med skizofreni dør pludseligt, kaldes det en naturlig død. Men det er ikke naturligt at dø ung, og det er velkendt, at neuroleptika kan forårsage dødelige hjertearytmier.
Mange mennesker dør af medicin uden at vide, at det kan skyldes bivirkninger. Depressionsmedicin dræber mange mennesker, især blandt ældre, fordi den kan forårsage ortostatisk hypotension (et fald i blodtrykket, når man rejser sig), sløvhed, forvirring og svimmelhed. Medicinen fordobler risikoen for fald og hoftebrud på en dosisafhængig måde, og inden for et år efter et hoftebrud vil omkring en femtedel af patienterne være døde. Da ældre mennesker ofte falder alligevel, er det ikke muligt at vide, om sådanne dødsfald er medicindødsfald.
Et andet eksempel på ikke-erkendte lægemiddeldødsfald er ikke-steroide antiinflammatoriske lægemidler (NSAID’er) som ibuprofen og Voltaren. De har dræbt hundredtusindvis af mennesker, hovedsageligt på grund af hjerteanfald og blødende mavesår, men det er usandsynligt, at disse dødsfald kodes som lægemiddelbivirkninger, fordi sådanne dødsfald også forekommer hos patienter, der ikke tager lægemidlerne.
Den amerikanske metaanalyse fra 1998 anslog, at 106.000 patienter hvert år dør på hospitalet på grund af bivirkninger ved lægemidler (en dødsrate på 0,32 %). Et omhyggeligt udført norsk studie undersøgte 732 dødsfald, der fandt sted i en toårig periode, der sluttede i 1995, på en afdeling for intern medicin og fandt, at der var 9,5 lægemiddeldødsfald per 1.000 patienter (en dødsrate på 1 %). Dette er et meget mere pålideligt skøn, da antallet af medicindødsfald er steget markant. Hvis vi anvender dette skøn på USA, får vi 315.000 årlige medicindødsfald på hospitaler. En gennemgang af fire nyere undersøgelser fra 2008 til 2011 anslog, at der var over 400.000 medicindødsfald på amerikanske hospitaler.
Brug af medicin er nu så almindeligt i USA, at de, der er født i 2019, kan forventes at tage receptpligtig medicin i omkring halvdelen af deres liv. Desuden er brugen af mange lægemidler på samme tid (polyfarmaci) steget.
Hvor mange mennesker bliver dræbt af psykofarmaka?
Hvis vi vil anslå antallet af dødsfald som følge af psykofarmaka, er de mest pålidelige studier, vi har, de placebokontrollerede, randomiserede forsøg. Vi er dog nødt til at overveje deres begrænsninger.
For det første varer forsøgene normalt kun et par uger, selvom de fleste patienter tager medicinen i mange år.
For det andet er polyfarmaci almindeligt i psykiatrien, og det øger risikoen for at dø. Sundhedsstyrelsen har f.eks. advaret om, at tilføjelse af et benzodiazepin til et neuroleptikum øger dødeligheden med 50-65 procent.
For det tredje mangler halvdelen af alle dødsfald i de offentliggjorte forsøgsrapporter. For demens viser offentliggjorte data, at for hver 100 personer, der behandles med et nyere neuroleptikum i ti uger, dør én patient. Det er en ekstremt høj dødsrate for et lægemiddel, men FDA-data om de samme forsøg viser, at den er dobbelt så høj, nemlig to døde patienter per 100 efter ti uger. Hvis vi forlænger observationsperioden, bliver dødsraten endnu højere. En finsk undersøgelse af 70.718 personer, der for nylig var blevet diagnosticeret med Alzheimers sygdom, fandt, at neuroleptika dræber 4-5 mennesker pr. 100 om året sammenligned med patienter, der ikke blev behandlet.
For det fjerde er designet af psykiatriske lægemiddelforsøg ikke upartisk. I næsten alle tilfælde var patienterne allerede i behandling, før de kom med i forsøget, og nogle af dem, der blev randomiseret til placebo, fik derfor abstinenser, der øger risikoen for død, f.eks. på grund af akatisi, hvilket er en ekstrem form for rastløshed, hvor patienterne i reglen ikke kan forholde sig i ro. Det er ikke muligt at bruge de placebokontrollerede forsøg med skizofreni til at estimere effekten af neuroleptika på dødeligheden på grund af designet, der forårsager abstinenssymptomer. Selvmordsraten i disse uetiske forsøg var 2-5 gange højere end det normale. En ud af 145 patienter, der deltog i forsøgene med risperidon, olanzapin, quetiapin og sertindol, døde, men ingen af dødsfaldene blev nævnt i den videnskabelige litteratur. FDA krævede heller ikke, at de blev nævnt.
For det femte ignoreres hændelser, efter at forsøget er stoppet. I Pfizers forsøg med sertralin til voksne var risikoforholdet for selvmord og selvmordsforsøg 0,52, når opfølgningen kun var på 24 timer, men 1,47, når opfølgningen var på 30 dage. Da forskere analyserede FDA-data om depressionsmedicin og inkluderede skader, der opstod under opfølgningen, fandt de, at medicinen fordobler antallet af selvmord hos voksne sammenlignet med placebo.
I 2013 anslog jeg, at neuroleptika, benzodiazepiner eller lignende og depressionsmedicin dræber 209.000 mennesker årligt i USA hos personer over 65 år. Jeg brugte dog ret konservative estimater og forbrugsdata fra Danmark, som er langt lavere end i USA. Jeg har derfor opdateret analysen baseret på amerikanske forbrugsdata, igen med fokus på ældre aldersgrupper.
For neuroleptika brugte jeg estimatet på 2 procent dødelighed fra FDA’s data.
For benzodiazepiner og lignende stoffer viste et matchet kohortestudie, at stofferne fordoblede dødsraten, selv om gennemsnitsalderen for patienterne kun var 55 år. Overdødeligheden var ca. 1 procent om året. I et andet stort, matchet kohortestudie viser bilaget til undersøgelsesrapporten, at hypnotika (sovepiller) mere end firedoblede dødsraten (hazard ratio 4,5). Forfatterne skønnede, at sovepiller dræber mellem 320.000 og 507.000 amerikanere hvert år. Et rimeligt skøn over den årlige dødsrate er derfor 2 procent.
Hvad angår antidepressiva (SSRI, serotonin-genoptagelseshæmmere), viste et britisk kohortestudie af 60.746 deprimerede patienter over 65 år, at de førte til fald, og at medicinen dræbte 3,6 procent af de patienter, der blev behandlet i et år. Undersøgelsen var meget veludført. For eksempel var patienterne deres egen kontrol i en af analyserne, hvilket er en god måde at fjerne effekten af underliggende faktorer, der kan påvirke en sammenhæng (kendt som confounding). Men dødsraten er overraskende høj.
Et andet kohortestudie af 136.293 amerikanske postmenopausale kvinder (50-79 år), der deltog i Women’s Health Initiative-studiet, viste, at antidepressiva var forbundet med en stigning på 32 procent i dødelighed af alle årsager efter justering for forstyrrende faktorer, hvilket svarede til, at 0,5 procent af kvinderne blev dræbt af SSRI’er, når de blev behandlet i et år. Dødsraten var højst sandsynligt undervurderet. Forfatterne advarede om, at resultaterne skulle fortolkes med stor forsigtighed, da den måde, hvorpå brug af antidepressiva blev registreret, indebar en stor risiko for fejlklassificering. Det ville gøre det sværere at finde en stigning i dødeligheden. Desuden var patienterne meget yngre end i den britiske undersøgelse, og dødsraten steg markant med alderen og var 1,4 procent for de 70-79 årige. Endelig var de behandlede og ikke-behandlede kvinder forskellige med hensyn til mange vigtige risikofaktorer for for tidlig død, mens personerne i den britiske kohorte var deres egen kontrol.
Af disse grunde besluttede jeg at bruge gennemsnittet af de to estimater, en årlig dødsrate på 2 procent.
Dette er mine resultater for USA for disse tre lægemiddelgrupper for personer over 65 år (58,2 millioner, brugen er kun for ambulante patienter):
| Brug 65+ (%) | Dødelighed (%) | Årlige dødsfald | |
| Neuroleptika | 1,5 | 2 | 17 460 |
| Benzodiazepiner | 13,0 | 2 | 151 320 |
| Depressionsmedicin | 19,0 | 2 | 221 160 |
| Totalt | 389 940 |
En begrænsning ved disse estimater er, at man kun kan dø én gang, og at mange mennesker får flere lægemidler på samme tid. Det er ikke klart, hvordan vi skal justere for dette. I det britiske kohortestudie af deprimerede patienter tog 9 procent også neuroleptika, og 24 procent tog hypnotika/angstdæmpende midler.
På den anden side kommer data om dødsrater fra undersøgelser, hvor mange patienter også fik flere psykiatriske lægemidler i kontrolgruppen, så det er sandsynligvis ikke en vigtig begrænsning, også i betragtning af at polyfarmaci øger dødeligheden ud over, hvad de enkelte lægemidler forårsager.
Statistikker fra US Centers for Disease Control and Prevention (CDC) viser disse fire førende dødsårsager (2023):
Hjertesygdomme: 695.547
Kræft: 605.213
Covid-19: 416.893
Ulykkerr: 224.935
Antallet af covid-19-dødsfald falder nu hurtigt, og mange af disse dødsfald var ikke forårsaget af virusset, men forekom bare hos personer, der blev testet positive for det. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anbefalede, at alle dødsfald blandt personer, der blev testet positive, skulle kaldes Covid-19-dødsfald.
Unge mennesker har en meget lavere dødsrisiko end ældre, da de sjældent falder og brækker hoften, og derfor har jeg kun set på ældre mennesker. Jeg har forsøgt at være konservativ. Mit estimat overser mange medicindødsfald hos personer under 65 år; jeg har kun medtaget tre klasser af psykofarmaka; og hospitalsdødsfald er ikke medtaget.
Jeg er derfor ikke i tvivl om, at psykofarmaka er den tredjestørste dødsårsag efter hjertesygdomme og kræft.
Andre lægemiddelgrupper og hospitalsdødsfald
Smertestillende medicin (analgetika) slår også mange mennesker ihjel. I USA blev omkring 70.000 mennesker dræbt i 2021 af en overdosis af et syntetisk opioid.
Brugen af NSAID’er er også høj. I USA bruger 26 procent af de voksne dem regelmæssigt, hvoraf 16 procent får dem uden recept (mest ibuprofen og diclofenac).
Da der ikke ser ud til at være store forskelle mellem lægemidlerne i deres evne til at forårsage blodpropper, kan vi bruge data for rofecoxib. Merck og Pfizer udelod mange blodpropper i deres forsøg med henholdsvis rofecoxib og celecoxib, og dette i en sådan grad, at det var svindel, men i et forsøg med polypper i tyk- og endetarm studerede Merck specifikt forekomsten af blodpropper. Der var 1,5 flere tilfælde af hjerteanfald, pludselig hjertedød eller slagtilfælde på rofecoxib end på placebo per 100 behandlede patienter. Omkring 10 procent af blodpropperne er dødelige, men hjerteanfald er sjældne hos unge mennesker. Hvis vi begrænser analysen til dem, der er mindst 65 år gamle, får vi 87.300 årlige dødsfald.
Det er blevet anslået, at der hvert år er 3.700 dødsfald i Storbritannien på grund af mavesårskomplikationer hos NSAID-brugere, hvilket svarer til ca. 20.000 dødsfald hvert år i USA. Det samlede skøn over NSAID-dødsfald er således omkring 107.000.
Hvis vi lægger ovenstående skøn sammen (315.000 hospitalsdødsfald, 390.000 dødsfald som følge af psykofarmaka, 70.000 dødsfald som følge af syntetiske opioider og 107.000 dødsfald som følge af NSAID), får vi 882.000 årlige medicindødsfald i USA.
Mange andre almindelige lægemidler end dem, der er nævnt ovenfor, kan forårsage svimmelhed og fald, f.eks. lægemidler, der hæmmer det parasympatiske (kolinerge) nervesystem og bruges til urininkontinens, og demenslægemidler. De bruges af henholdsvis 1 procent og 0,5 procent af den danske befolkning, selv om de ikke har nogen klinisk relevant effekt.
Det er svært at kende den præcise dødsrate for vore lægemidler, men der er ingen tvivl om, at de er den største dødsårsag. Dødstallet ville være meget højere, hvis vi inkluderede personer under 65 år. Desuden skal vi fra det officielle antal dødsfald som følge af hjertesygdomme trække dem, der er forårsaget af NSAID’er, og fra ulykker skal vi trække dødsfald som følge af fald forårsaget af psykofarmaka og mange andre lægemidler.
Hvis en så enormt dødelig pandemi havde været forårsaget af en mikroorganisme, ville vi have gjort alt, hvad vi kunne, for at få den under kontrol. Det tragiske er, at vi sagtens kunne kontrollere medicinpandemien, men når vores politikere handler, gør de som regel tingene værre. De er blevet så stærkt påvirket af lobbyisme fra medicinalindustrien, at reguleringen af lægemidler er blevet meget slappere med årene.
Medicindødsfald kan forebygges
De fleste medicindødsfald kan undgås, primært fordi de fleste af de patienter, der døde, ikke havde brug for den medicin, der slog dem ihjel. I placebokontrollerede forsøg har effekten af neuroleptika og antidepressiva ligget betydeligt under den minimale klinisk relevante effekt, selv ved meget svær depression. På trods af deres navn har ikke-steroide antiinflammatoriske lægemidler ikke antiinflammatoriske virkninger, og systematiske gennemgange har vist, at deres smertestillende virkning svarer til paracetamols. Alligevel rådes de fleste smertepatienter til at tage både paracetamol og et NSAID som f.eks. ibuprofen i håndkøb. Det øger ikke effekten, kun risikoen for at dø.
Det mest tragiske er, at førende psykiatere verden over ikke er klar over, hvor ineffektive og farlige deres lægemidler er. En amerikansk psykiater, professor Roy Perlis fra Harvard University, argumenterede i april 2024 for, at depressionsmedicin bør sælges i håndkøb, fordi den er “sikker og effektiv”. Men disse stoffer er meget usikre og ineffektive. Perlis hævdede også, at antidepressiv medicin ikke øger risikoen for selvmord hos personer over 25 år, hvilket heller ikke er korrekt. De fordobler selvmordsraten hos voksne.
Perlis skrev, at “Nogle sætter stadig spørgsmålstegn ved det biologiske grundlag for denne lidelse på trods af, at man har fundet over 100 gener, der øger risikoen for depression, og at hjernescanninger viser forandringer i hjernen hos mennesker med depression.” Begge påstande er helt forkerte. Genetiske associationsstudier har ikke vist noget, , og det samme gælder hjernescanninger, som generelt er meget upålidelige i denne form for forskning. Folk er deprimerede, fordi de lever et deprimerende liv, ikke på grund af en hjernesygdom.
Start ramme ************************************************************
Om forfatteren
Peter C. Gøtzsche (f. 1949) er cand.scient. i biologi og kemi (1974), blev læge i 1984 og er speciallæge i intern medicin. Han arbejdede i medicinalindustrien i 1975-83 og på hospitaler i København i 1984-97. Gøtzsche var en af grundlæggerne af Cochrane-samarbejdet i 1993 og grundlagde det nordiske Cochrane-center samme år. Han blev professor i klinisk forskningsmetode og analyse ved Københavns Universitet i 2010.
Gøtzsche har skrevet mere end 100 forskningsartikler i de “fem store” medicinske tidsskrifter (BMJ, Lancet, JAMA, Annals of Internal Medicine og New England Journal of Medicine) og har udgivet adskillige bøger om psykiatri. Hans videnskabelige værker er blevet citeret mere end 150.000 gange.
Han har en særlig interesse for statistik og forskningsmetoder og har skrevet adskillige analyser og kommentarer i fagtidsskrifter om problemer i forbindelse med medicinalindustrien, især om lægemiddelforsøg.
Gøtzsche er i gang med at indsamle donationer til sit Institute for Scientific Freedom med det formål at bevare ærlighed og integritet i videnskaben og udgive dokumentarfilm og interviews om vigtige sunhedsvidenskabelige emner, især om psykiatri, se https://www.gofundme.com/f/film-about-the-lack-of-scientific-freedom og https://brokenmedics.com/ hvor filmoptagelserne findes.
Kilder: findes HER