Af Pernille Søndergård Frandsen
Er du nogen sinde blevet fravalgt?
Jeg er.
Under min opvækst blev jeg ofte fravalgt, særligt af de voksne.
Som voksen oplever jeg det også, ikke ofte, men det sker.
Det gør ondt når femøren falder og man forstår at der ligger et bevist valg bag den rungende tavshed.
En tavshed der er pinefuldt genkendelig.
Det er okay at vælge fra, det er okay at skulle en anden vej, men vær kærlig.
Der findes mange typer mørke.
Der er vinterens tætte og omsluttende mørke, der kan føles som en fysisk vægt mod kroppen.
Der er sommernætterne, som aldrig rigtigt bliver mørke.
Nattens mørke skræmmer mig ikke.
Det er genudsendelserne der finder vej når natten afløser dagen der æder af mig.
Flashback kalder psykologen det, jeg kalder det bare genudsendelser.
Ondskab og kærlighed der natten igennem går hånd i hånd og forvirrer mig.
Hjertebanken, mavepine, kvalme og gråd.
Angst kalder psykologen det, jeg kalder det bare hjertebanken, mavepine, kvalme og gråd.
Jeg lærer langsomt men sikkert at afmontere overvægten i min kuffert.
Modigt og stærkt arbejde kalder min psykolog det, jeg er enig.
Jeg er et rod af følelser, men jeg er enig, jeg er modig og stærk.