af Redaktionen for Mad in Denmark

Fremstillingen af sagen om den nu politianmeldte psykiater fra Randers udvikler sig i disse dage gruopvækkende i medierne. De samme ganske få oplysninger gentages i den ene artikel efter den anden, og konklusionen om at her er tale om en ikke bare uprofessionel, men også kriminel psykiater lyser fra overskrifter og forskellige eksperters udtalelser om at her er tale om en sag af dimensioner der ikke er set før. 

Redaktionen på Mad in Denmark har – ligesom den øvrige presse – ikke indsigt i de konkrete anklagepunkter eller grundlaget for fyringen af Kristian Kærup Sloth. Men den ensidighed der fremstilles i særligt DR og Frihedsbrevets dækning af sagen er både uetisk og kan risikere at skabe et tilbageslag af dimensioner for alle der arbejder i det små eller store for at skabe en mere menneskelig psykiatri. 

I en lynanalyse på DRs nyhedsapp nævnes den 25. november 2024 for første gang at Kristian Kærup Sloth “i mange år har været kendt som bannerfører for en retning i psykiatrien med fokus på mindre medicin og mere fællesskab”, men vel at mærke i en kontekst hvor det fremhæves at sagen er værre end noget der nogensinde er set før – og med et afsluttende hypotetisk spørgsmål: “hvor dybt stikker den konkrete psykiaters tilgang med mindre medicin og mere fællesskab i resten af psykiatrien?” Underforstået at det er dybt problematisk hvis en tilgang om mindre medicin og mere fællesskab skulle vise sig at være udbredt. At WHO og FN netop anbefaler en psykiatri der bygger på fællesskab og relationer frem for ensidig medicinsk behandling er et blandt mange perspektiver der er helt fraværende og vidner om i bedste fald decideret dårlig journalistik.

Heldigvis er en af Kristian Kærup Sloths kolleger stået frem i en artikel i Sundhedspolitisk Tidsskrift den 30. oktober 2024, ligesom en anden kollegas brev til Styrelsen for Patientsikkerhed citeres, men desværre er disse stemmer ikke blevet gengivet i DR og Frihedsbrevets dækning af sagen. Af begge kollegers udtalelser fremgår det, at de oplever situationen som en hetz mod Kristian Kærup Sloth. De beskriver, at de ikke kan genkende beskrivelsen af fagligheden, afdelingen og psykiaterens tilgang. Morten Bargisen, der ifølge Sundhedspolitisk Tidsskrift er socialrådgiver i Regionspsykiatrien Randers, udtaler til tidsskriftet: “Kristian var en af dem, der respekterede, at der var forskellige perspektiver på, hvordan man kunne være nyttig over for psykiatriske patienter.“

Og heldigvis er Kristian Kærup Sloth og hans kolleger, som nævnt, tidligere blevet fremhævet, og der er derfor adgang til offentlig viden om den praksis, som nu kritiseres sønderlemmende. I en artikel om sengeafsnit C i Regionspsykiatrien i Randers i Sygeplejersken 2023 nr. 7 blev fx netop mindre medicin og mere fællesskab fremhævet, og både ansatte og patienter fortalte om den positive betydning af den alternative tilgang: 

https://dsr.dk/fag-og-udvikling/sygeplejersken/fagbladet-sygeplejersken/sygeplejersken-argang-2023-nr-7/mindre-medicin-mere-faellesskab

I den sammenhæng er det også sigende, at den hotline, der er blevet oprettet for patienter og pårørende, ifølge Sundhedspolitisk Tidsskrift i hvert fald ikke bliver overvældet af kritiske henvendelser. Den 30. oktober blev det anført, at der indtil da havde været lidt over 60 henvendelser, men at størstedelen af dem ikke havde drejet sig om patientgennemgangen eller sagen med Kristian Kærup Sloth.

Men sagen og den aktuelle mediedækning rejser for os en dyb bekymring for, hvad det vil betyde for de mange små og store indsatser for at skabe en mere menneskelig psykiatri – og for at kritisere den biomedicinske model og dens dominans. 

Det er et faktum, at der er forskellige forståelser af psykiske problemer, og at medicinens virkninger er omdiskuteret, også blandt forskere. Alligevel vurderes en psykiaters handlinger nu ud fra en standardiseret forståelse af, at medicinsk behandling er første (og ofte eneste) valg til alvorlige psykiske problemer. Og konklusionerne gengives ukritisk og unuanceret i medierne og underminerer dermed muligheden for at udvikle andre behandlingstilgange.

Morten Bargisen udtaler til Sundhedspolitisk Tidsskrift sin bekymring for at sagen vil betyde, at “ingen tør gøre noget, som på nogle måder kan anfægtes [..] Fokus bliver ikke på, om vi hjælper patienterne, men om vi gør noget, som nogen kan kritisere”. Vi deler i den grad den bekymring og håber at de landsdækkende medier vil tage deres ansvar på sig for at vise et mere nuanceret billede end tilfældet er nu.