Mit Medicinmareridt, del 2

0
Mit Medicinmareridt, del 2

Med min nye viden valgte jeg at trappe ud af mine antidepressiver i juli 2021, uden om min læge. Jeg gav ham besked om min udtrapning og opdaterede ham løbende, men han tog tydelig afstand fra mig og ville ikke være en del af det. Så jeg var overladt til mig selv og en trial and error-proces, ud fra hvad jeg nu vidste om medicinens virkning og udtrapningsmuligheder, ud over det man kan læse sig til på pro.medicin og andre officielle sider. Jeg startede med Venlafaxin, fordi det var dén, jeg havde de værste bivirkninger fra. 

Jeg tog 3 x 75 mg og havde prøvet både kapsler og tabletform, hvor jeg faktisk følte at tabletformen gav færre bivirkninger. Men jeg havde læst om ”the bead method” – kuglemetoden, så jeg valgte at gå dén vej og få Venlafaxin i kapselform fra mærket KRKA. Måden jeg gjorde det på, var ved at åbne en kapsel, hælde nogle kugler ud ad gangen som jeg kasserede, indtil jeg havde fjernet det ønskede antal. Så lukkede jeg kapslen og tog den med det resterende indhold. Jeg talte granulatkuglerne i en kapsel til værende 280, men fandt senere ud af at både antallet og størrelsen på granulaterne kan variere meget. Og uanset om man benytter kuglemetoden ved at fjerne x antal kugler ad gangen, eller vejer kuglerne på en mikrovægt, tror jeg det er ret svært at opnå den præcis ønskede reduktionsmængde, fordi der er en varierende mængde fyldstoffer i hvert granulat. 

Jeg var desperat for at komme ud af medicinen, så jeg beregnede at jeg skulle fjerne 15 kugler i gns. om dagen, givet de 280 kugler i en kapsel, for at være ude i løbet af få måneder. Det lykkedes da også at trappe ned fra 225 til 75 mg i løbet af bare to måneder uden synderlige abstinenssymptomer – og det bedste var, at jeg begyndte at blive ”normal” igen! Jeg fik overskud til at gøre de ting jeg plejede, blev naturligt træt og fik et normalt søvnmønster for første gang i flere år, mine menstruationssmerter og voldsomme udsving aftog, og det samme gjorde mine panikanfald. Jeg fik et nyt job og var bange for at Mirtazapinen ville gøre mig alt for døsig, nu hvor jeg var begyndt at kunne sove igen, så jeg pausede på de 75 mg Venlafaxin og halverede min Mirtazapin-dosis fra 15 til 7,5 i en måned, og så fra 7,5 til 0 (jeg havde i sin tid fået at vide af min læge at Mirtazapin var harmløst og at jeg kunne stoppe fra dag til dag) – jeg sov nærmest ikke i 14 dage efter første nedtrapning og endte med at blive opsagt, fordi jeg ikke var mødestabil.

Derefter gik jeg på sygedagpenge og fokuserede al min energi på at trappe ud. Jeg havde simpelthen ikke overskud til andet end at få det overstået, så jeg forhåbentlig kunne få et liv igen. Jeg færdiggjorde Mirtazapin-udtrapningen og havde både søvnløshed, ekstrem hovedpine og sindssyg kropslig uro (akatisi) både under udtrapningen og i noget tid efter. Siden genoptog jeg udtrapningen af Venlafaxin, og havde skiftet læge i mellemtiden.

Den nye læge sørgede for at jeg endelig fik taget EKG og blodprøver, og jeg følte mig endelig mødt af kompetent hjælp til mit medicin- og udtrapningsvanvid. Men da jeg fortalte ham om min metode til at trappe gradvist ud af Venlafaxin, ville han ikke støtte mig i det og udskrev i stedet Escitalopram, som han mente ville kunne hjælpe mig med at komme ud af det sidste Venlafaxin. Han forstod ikke hverken mine bivirkninger eller abstinenssymptomer (og konkluderede at mine brain-zaps måtte være en form for ”stødende hovedpine”, fordi han aldrig havde hørt om det før, selvom jeg nøje beskrev hvordan det føltes som at stå og holde i et elektrisk hegn), og jeg nægtede simpelthen at erstatte ét antidepressiv med et andet, nu hvor jeg var nået så langt. Så jeg skiftede læge igen og besluttede mig for at klare resten af udtrapningen uden nogen lægers indblanding, fordi jeg havde mistet min tillid til dem.

Det tog mig over 6 mdr. at trappe gradvist ud af de sidste 75 mg Venlafaxin, fordi jeg måtte fjerne færre kugler og vente flere dage mellem hver nedtrapning end hidtil. Da jeg kom ned på 37,5 mg og udskiftede min recept til den laveste dosis, 37,5 mg (stadig KRKA), talte jeg at der var 140 kugler i en kapsel (igen med stor variation – helt op til 20 kugler). Jeg regnede mig frem til at 4 kugler svarede til ca. 1 mg, men når dosis varierede så meget, blev jeg nødt til at tælle indholdet af hver enkelt kapsel, og sjusse mig frem til hvor mange kugler jeg skulle fjerne for ikke at lave en for stor reduktion. Retningslinjerne siger max 10% reduktioner, men jeg var helt nede på omkring 2% (eller 1-0,5 mg reduktioner) for overhovedet at kunne hænge sammen. I løbet af udtrapningen fra de sidste 75 mg fik jeg abstinenssymptomer dagligt, grundet Venlafaxins ultrakorte halveringstid – vel at mærke selv om jeg reducerede med så få mg ad gangen. I starten fik jeg det mærkeligt et par timer før næste dosis, med brain-zaps, vredesudbrud og indre uro, og blev først ”normal” igen et par timer efter, jeg havde taget min dosis. Og i takt med at jeg kom længere ned i dosis, kom abstinenserne tidligere og tidligere på dagen. Det var fuldstændig ulideligt, men jeg var fast besluttet på at køre igennem med udtrapningen og komme ud på den anden side.

Den 27. juni 2022 tog jeg min sidste dosis Venlafaxin, bestående af en kapsel med to granulatkugler tilbage i. Jeg havde brain-zaps døgnet rundt i de efterfølgende 5 uger, og så forsvandt de endelig. I månederne efter kom jeg gradvist op til overfladen igen; hele mit følelsesregister skulle resettes, så jeg gennemgik perioder med angst, ekstrem grådlabilitet, lykkefølelse, vrede og det hele, mens det var som om at min hjerne og krop endelig begyndte at bearbejde alle de tanker, følelser og indtryk, som medicinen havde blokeret for i al den tid. Det var nogle ret voldsomme måneder følelsesmæssigt, og selv mens jeg sov arbejdede min underbevidsthed på højtryk med at bearbejde og reparere, og forsøge at opnå en ny balance. Jeg fik stadig kropsterapi jævnligt, og tog derudover en række kosttilskud for at få fyldt depoterne op igen og støtte min recoveryproces – bl.a. magnesium, B, D, probiotika og fiskeolie, og det lod til at have en effekt. Jeg havde nemlig læst at psykofarmaka (og antibiotika for den sags skyld) kan forårsage at vigtige vitaminer og mineraler bliver udvasket eller ikke optaget i kroppen, hvilket både kan give psykiske og fysiske symptomer på mangel – og jeg havde jo ikke fået tjekket mine værdier på noget tidspunkt i forløbet, så alene magnesiummangel kunne jo måske have haft en stor betydning ift. mine panikanfald.

Panikanfaldene blev i hvert fald gradvist udfaset, for til sidst at holde helt op. Mine voldsomme humørudsving, ekstreme smerter og blødninger ifm. menstruation aftog, så jeg endte med at have en helt normal og naturlig cyklus (for første gang nogensinde). Mit nervesystem faldt til ro, og mit immunforsvar blev væsentlig bedre. Nogle måneder efter endt udtrapning var mit stofskifte også oppe at køre igen, og jeg kom langsomt tilbage til min normalvægt – selv om jeg ikke havde ændret kost- og motionsvaner siden før medicinen, havde jeg havde taget på i vægt mens jeg fik medicin (hovedsageligt væske, fordi min krop ikke kunne udskille affaldsstofferne), så jeg havde været helt oppustet at se på. 

Havde jeg vidst at mine antidepressiver var så potente, ville give mig så meget svie og smerte uden at have nogen egentlige positive effekter, og ville koste mig et års udtrapning samt mere end et halvt års recovery derefter, havde jeg aldrig taget medicinen i første omgang. Jeg forstår ikke hvorfor jeg i det hele taget skulle være i behandling med Mirtazapin i tre år, uden min læge sørgede for at lægge en plan for udtrapning, da jeg jo både var i psykologbehandling og anden terapi. Jeg forstår ikke hvorfor lægen ikke anså det som en mulighed at jeg kunne havde fået kemisk angst fra Mirtazapinen, og uden tøven valgte et præparat som Venlafaxin til behandling af min panikangst, som er kendt som et last resort-præparat, hvis intet andet virker – og hvorfor han valgte at øge min dosis igen og igen, selvom jeg kun fik det værre. Jeg forstår heller ikke hvorfor lægen på intet tidspunkt anerkendte mine bivirkninger og den mulige cocktaileffekt fra de to præparater, men hele vejen igennem holdt fast i behandlingen, for til sidst at efterlade mig ødelagt af bivirkninger og derefter kaste mig videre til psykiatrien, uden på noget tidspunkt at have overvejet udtrapning eller andet medicin. 

Jeg ville ønske at jeg kunne have været alt det her foruden, men det er sket, og jeg kan kun håbe på at sundhedssystemet ændrer sine retningslinjer og praksis ift. psykofarmaka, så færre ender i samme situation.

No posts to display

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here