Af Lars Kjærsgaard

Kære psykiatri

I mange år var du min værge. Du fortalte mig hvad jeg skulle gøre og hvad du forventede af mit liv. Du gav mig medicin i den bedste hensigt. Dine gode intentioner gjorde, at du holdt mig tilbage. Min oplevelse er, at det var din frygt der skulle tilgodeses. Du skulle i hvert fald ikke kunne klandres for noget, hvis mit liv gik galt. Men kære psykiatri, da jeg gjorde mig fri fra dig, begyndte mit liv igen. Selvom jeg bar nag. Selvom jeg bebrejdede dig, så er jeg nu på vej videre. Mine klager og anker lader jeg fare væk, ud i den evige glemsel. 

Når du fortsætter i samme dur, eller nærmere mol, fordi det er trist det du gør, så er du ikke forskellig fra dine søskende og dine kusiner og fætre. Du er ligesom ulven i det jyske. Du kæmper for overlevelse. Problemet med ulven er, at nogen elsker den. Dem der sætter sig ind i ulven og dens væsen. Dem der hader ulven kender den reelt ikke. 

For mig er det omvendt med psykiatrien. Dem der “hader” den, er dem der kender dens væsen bedst. 

Selvom jeg føler mig svag, føler jeg mig på det bedste sted nogensinde. Jeg har viljen til at leve – overlever er jeg. Så test mig ikke for din skyld. Jeg vil vinde. Når jeg nu trækker mig, så er jeg vinderen. 

Når dit svar oftest er trusler, tvang, magt og vold, vil jeg smile større til dig og sige: “Det er okay, du vidste ikke bedre.”

Det bliver ikke kampen for et skifte i paradigmet, der vil give dit fundament revner så du kollapser. Det er dit hovmod der vil forårsage dit fald. 

Så kære psykiatri, farvel til din mistillid, farvel til din nedladende tone, farvel til din unødvendige brug af tvang og magt, farvel til dine stimulanser, der lammede og bedøvede min krop. Farvel til dine hegn og mure. Farvel til dine mange låste døre. Farvel til dit panserglas. Farvel til din “jeg kender dig bedre, end du selv gør” mentalitet. Farvel til dine udokumenterede påstande om, hvorfor jeg er anderledes. Farvel til din trang til at normalisere mennesker, ind i din egen vrangforestilling. 

Jeg har forsøgt dialogen, men den afviste du. Jeg har kæmpet imod dig, sammen med mange andre som mig. Jeg har beklaget mig over dig. Nu har jeg indset, du ikke længere skal have lov til at æde mere af min energi og ej heller mere af min tid…..