En fortælling og personlig refleksion af Stefan Holm:

Thomas skynder sig at drikke sin kop halvlunkne kaffe, hvorefter han sætter i fart ud af døren, smækker den, og løber ned ad trapperne, da han skal nå sin bus. På denne dag, den 28. juli, har Thomas et ærinde i byen. Han skal drikke kaffe med en veninde.

Fortælling om en hændelse

Thomas har taget skraldet med. Det gør han et par gange om dagen. Fløjtende går han langs Hospitalsvej, hvor der ligger et socialpsykiatrisk bosted, men pludselig hører han en mand råbe:
”Jeg slår dig ihjel. Skrid med dig!”

Thomas’ blik fokuserer mod lyden og han ser en tætbygget mand, meget ophidset, stå og råbe ad en ung kvinde med en lille knægt i hånden. Thomas tænker instinktivt: ”Kvinden og drengen må beskyttes. Han kan være farlig.”

Thomas sætter farten op og pludselig får de to mænd øjenkontakt, da Thomas nærmer sig vinduet, hvor de voldsomt ophidsede mand råber ud mod øjensynligt tilfældige forbipasserende.

”Du!”, siger manden i vinduet; ”Vil du slås?” Manden spytter efter Thomas.

Thomas kan ane, at manden ikke er ved sine fulde fem, men hans forsvarsinstinkt byder ham at tale manden imod. ”Hør! Hvorfor råber du efter den unge dame? Hun har ikke gjort noget.”

”Vil du slås?”, gentager manden med blodsprængte øjne og desperation i stemmen. Han strækker langefingeren op i fjæset på Thomas. Thomas’ indre stemme prøver at forklare ham, at han måske bare skulle gå, men vreden har taget ham ligeså: ”Nu stopper du!”, råber Thomas.

Manden i vinduet pauserer sine udfald, og det giver Thomas pusterum til at tænke:
”Dette må stoppes!” Han tænker, at dette må være det socialpsykiatriske bosted. Derfor går han stille væk fra manden, ud på vejen og fortovet igen, væk fra parkeringspladsen, og over mod indgangen til bostedet. ”Der må være nogle ansatte, man kan tale med?”, tænker Thomas højt.

Omsider når han til indgangen, hvor der står to kvindelige medarbejdere, nærmest paralyserede, men den ene ser vred ud og siger: ”Hvem er du? Det kunne være, du skulle skrue lidt ned?” Thomas bliver pæonrød i ansigtet og eksploderer: ”Skal jeg skrue ned? Jeg prøvede at hjælpe den unge dame, da I tydeligvis ikke gør noget. Det kunne være, at I skulle passe jeres arbejde!?”

Thomas hører en dør smække inden i bygningen. Snart kommer manden ud og råber gentagende: ”Vil du slås?” Den ene dame, der tydeligvis har en vis autoritet, siger befalende:
”Gå nu!”

Thomas vender om og tager hjem for at aflyse sin aftale med sin veninde. Denne oplevelse skal lige tygges igennem. Han sætter sig ned præcis på samme sted, hvor historien begyndte. Han tager sin kaffekop med venstre hånd; selvfølgelig er den tom, men Thomas er langt fra tom; han rummer nogle følelser, der kalder på overvejelser.

Han hælder langsomt den sidste kaffe fra kanden op i koppen, og rent instinktivt rører han rundt i koppen med en teske på trods af, at han stoppede med at bruge sukker i kaffe for tre måneder siden.

Denne forunderlige handling; at gøre noget tilsyneladende grundløst, men med en måske skjult mening, og samtidig være uvidende derom, får Thomas til at tænke over manden, der råbte. ”Prøvede manden at fortælle mig noget?”, tænkte Thomas højt? Hvorfor råbte manden ad alle, han så, og ikke kun én eller to udvalgte?”

Desuden har Thomas dårlig samvittighed over at reagere aggressivt over for manden, for noget i Thomas forklarer ham entydigt, at manden egentlig ikke ville være truende. Thomas tænker, at når et menneske kommer så langt væk fra sig selv og, desværre, ikke er i stand til at styre sig, så må andre tage over, men på en sund og intelligent måde.

Derfor fyldes han med vrede over de to medarbejdere, for de gjorde tilsyneladende intet. ”De er ansat til at hjælpe beboerne. Derfor svigtede de to damer samtlige personer, ikke kun manden, men også mig, kvinden og den lille knægt.”

”Medicinering og laissez-faire går jo hånd i hånd i psykiatrien. Måske tror personalet, at medicinering er den eneste virkbare og rette behandling, man kan tilbyde sindslidende?” Thomas slutter sig til, at der er vist noget, de har misforstået. Thomas bliver bedrøvet, når han tænker på mandens fremtidsudsigter, som formodentlig vil tegne sig dystre.

Refleksioner efter hændelsen

Mit navn er Stefan Holm. Teksten, du lige har læst, har rødder i faktuelle begivenheder.
Og jeg vil sige med frygt og bæven i stemmen, at manden kunne have været mig, for alle mennesker kan komme så langt væk, så jeg forstår til fulde mandens reaktionsmønstre.

Jeg har selv boet på et socialpsykiatrisk bosted på et unavngivet sted igennem mere end 15 år. Jeg blev selv aggressiv på bostedet, men det var primært et indre helvede, der kogte i mig, som mestendels forblev i det indre. Jeg følte mig konstant afvist; jeg oplevede ikke noget, jeg så næsten ikke andre mennesker, jeg havde utrolig begrænset social interaktion med andre mennesker, og var derfor ganske understimuleret på enhver tænkelig måde; intellektuelt, seksuelt, socialt.

Jeg blev overladt til mig selv, for sådan fungerer psykiatrien. Nuvel, jeg kunne snakke med min kontaktperson én gang om ugen, men hvis det blev for dybt, så blev der trådt på bremsen, for det var de jo ikke ansat til, hvorefter jeg så spurgte; ”jamen, hvad er I så ansat til?” Jeg synes ikke, jeg har fået et dækkende og velbegrundet svar overhovedet på dette mit spørgsmål.

Sommetider har jeg tænkt, at de er ansat til i bedste fald: at holde opsyn, og i værste fald: overvåge. Så kan man teknisk set godt kalde ansatte på bosteder for fangevogtere.

Jeg har en ikke ringe indsigt i psykiatriske præparater i pilleform, både i praksis og teori.

Endvidere følger jeg med i nyheder om psykiatrien, selvom medierne i dagens Danmark kun giver et ekstremt begrænset og meget pro-psykiatrisk indblik i, hvad der rører sig af stort og småt. Jeg hører hvad folk synes om psykiatrien; især på Facebook. Grunden til, at jeg i det hele taget bruger tid på Facebook, hvilket jeg normalt ikke ville gøre, er, at det er det eneste sted, hvor folk kan tale og fortælle, da nyhedsmedierne i Danmark er lukket land, især hvad angår psykiatrikritik.

Dette ”pressefrihedsfænomen” vækker en dyb undren i mig, for hvordan kan det være, at alle de store medier, i det store hele, er pro-psykiatriske? Et forsigtigt gæt og meget ukvalificeret bud kunne være, at mediernes statsstøtte ville være i fare, hvis kritik af en samfundsinstitution bliver fremført, hvilket psykiatrien jo i den grad er. Hvis dette afsindige og fantasifulde bud (for sådan kan det vel ikke være?) er tilfældet, så kan man spørge sig selv om, hvorvidt vi har en fri presse i Danmark.

Jeg betragter mig som psykiatrioverlever, der har kæmpet en brav kamp for at få lov til at leve. Ikke med systemets velvilje; jeg har blandt andet lagt øren til ordlyden: ”du er dum, fordi du ikke vil tage din medicin”.

Jeg ånder endnu, og hvis jeg var religiøs, ville jeg takke den gud, jeg dyrkede, men da jeg ikke er det, så har jeg kun mig selv (og min kære familie) at takke for, for selv jeg kan nu se, at livet er smukt.

Meningen med psykiatrien

Nå, lad mig komme i gang. Jeg har længe, også i den tid, jeg boede på bostedet, funderet over, hvilken funktion i samfundet sådan et sted skal varetage, for ærlig talt; jeg tror selv, at personalet er i tvivl. Hvorfor? Det har jeg en grel teori om; det er nemlig en generel misforståelse af formål; altså mål og mening, med psykiatrien i det hele taget, som jeg selvfølgelig gerne vil fremlægge.

Jeg er overbevist om, at psykiatrien ikke er søsat for at helbrede eller sågar hjælpe mennesker. Måske som en utilsigtet bivirkning i meget få tilfælde, men psykiatriens primære funktion må være at isolere og stigmatisere potentielle ballademagere, så ro og orden kan herske i det altomfavnende ganske land.

Til at skabe ro har man valgt bedøvelse i pilleform, så patienten oplever en overordentlig sedering, samt følelsesmæssig fladhed. Disse stoffer, som pillerne indeholder, kaldes i mange tilfælde ganske misvisende antipsykotika eller antidepressiva. Men de allerfleste mennesker oplever ikke forbedringer af deres sindstilstande ved at indtage disse stoffer; i mange tilfælde tværtimod, da bivirkninger kan forværre, eller endda skabe nye, vrangforestillinger.

Det leder så til spørgsmålet om hvorfor politikere konstant vælger at øge tilskuddene til disse samfundsinstitutioner? Fordi man, ganske fejlagtigt, har konkluderet, at det vil være billigst for samfundet at tage psykiatrien i brug frem for andre for sindslidende bedre alternativer. Kunne det ikke tænkes, at mennesker, der indtager psykiatriske stoffer, der ville få det markant bedre af at stoppe eller nedtrappe, måske på sigt, kunne komme i arbejde? Se! Det er da et sprog, som magtpolitikere burde kunne forstå.

Psykiatriske bosteder og deres rolle
Da asylerne efterhånden lukkedes i 1960erne, havde sindslidende ingen steder at gå. De kom på hospitaler, fængsler eller gik til, da der var en kolossal mangel på alternativer. Det førte til Serviceloven (1980) og paragrafferne 107 og 108, der foreskriver, at mennesker med behov, kan bo (midlertidigt eller længerevarende) på et bosted.

Serviceloven blev lavet for at gøre livet mere humant for sindslidende, så de ville være i stand til at leve en tålelig tilværelse. Disse flotte paroler har vist sig at være varm luft uden egentlig substans; kommunerne bruger i stigende grad, og har vel altid gjort, bostederne som en spareøvelse; det billigste alternativ. Desuden er graden af frihed for den enkelte beboer hovedrystende: strenge udgangstider, alkoholbrug (ikke misbrug) kan mange steder medføre reprimander og bortvisning. I det hele taget stilles der nogle krav, som andre mennesker aldrig ville finde sig i. I det perspektiv kan man snakke om en decideret dehumanisering, da behov og (normale) vaner skal styres og dæmpes i en grad, som er ekstremt forskelsbehandlende. Hvad siger Menneskerettighederne om dette fænomen?

Desuden eksisterer der en skjult tvang; bostederne erklærer tydeligt, at de ikke kontrollerer beboeres stofindtag (medicin), men alligevel kan beboere bortvises ved mangel på compliance (af engelsk: føjelighed). I det lys kan man godt sige, at socialpsykiatrien er psykiatriens forlængede arm, for socialpsykiatrien er ingenlunde uafhængig. F.eks. er det ikke tilladt for ansatte at rådgive eller advare om stofindtag, når det gælder ordineret såkaldt medicin.

De sidste par år er der desuden set nogle grelle eksempler på privatisering, hvor beboere blev decideret forsømt. Konklusionen må være, at disse steder er en kafkask foranstaltning, når de køres på førnævnte måde, hvilket er ærgerligt, for stederne kunne virkelig være brobyggere mellem hospitaler og institutioner til samfundet.

Men penge vægtes højere end mennesker. Det grelleste eksempel, jeg har set, er, at en præst er tilknyttet et psykiatrisk værested, for at snakke om lidelse og sjælesorg. Tilfældigvis er jeg ikke religiøs, men det er forargende, at man går den vej i en offentlig institution. Fint nok, at et mindretal er decideret troende, men der er rigeligt med kirker. Hvis man endelig skulle oprette en intelligent og befordrende støtteforanstaltning, så kunne man hverve en psykolog eller terapeut på deltid.

Alle disse forhold må gøre ansatte splittede, for en del, formoder jeg, kan vel ane dehumanisering og dårlig behandling af mennesker med dybt eksistentielle kriser?

De ansatte har, på trods af den psykiatriske ”erhvervstvang”, altså påbuddet om at gøre det psykiatrisk rette i en behandlingskontekst, en dårlig samvittighed ved ikke at måtte gøre det menneskeligt acceptable og humane; nemlig at behandle beboere værdigt med ordentlig og ægte omsorg og forholdsvis meningsfulde fællesskaber og relationer. Derfor mødes man som patient af en forråelse i psykiatrien, fordi alt emotionelt skal undertrykkes, både af patient, men så sandelig også af medarbejder.

Min konklusion er, at sådan kan ingen mennesker leve sammen eller interagere; det går galt til enhver tid! Men alligevel har medarbejderne på bosteder i mine øjne et ansvar; et ansvar for forandring for beboerne. Hvis beboerne ikke oplever en forbedring i deres liv, ja, så lever medarbejderne ikke op til deres professionelle ansvar.

Så simpelt kan det siges!