Så hvad viste ODDESSI-studiet egentlig?
Det længe ventede ODDESSI-studie er det første store randomiserede kontrollerede studie, der sammenligner Open Dialogue med almindelig psykiatrisk behandling i det britiske sundhedsvæsen, NHS. Næsten 500 mennesker, der befandt sig i en psykisk krise, deltog i studiet og blev fulgt i op til to år.
Hovedresultatet er, at Open Dialogue ikke klarede sig bedre på studiets primære effektmål: tilbagefald efter bedring. Det er et vigtigt resultat, som ikke skal skjules. Men det er noget helt andet end at sige, at studiet viste, at Open Dialogue ikke virker!
For når vi ser nærmere på, hvad der faktisk skete med de mennesker, der deltog, bliver billedet langt mere interessant!
De mennesker, der modtog Open Dialogue, havde langt mindre sandsynlighed for at blive indlagt på en psykiatrisk afdeling. Ved almindelig behandling blev 44 % indlagt, mens det kun gjaldt 21 % af dem, der modtog Open Dialogue. Allerede under den oprindelige krise var forskellen markant: 32 % blev indlagt ved almindelig behandling mod 16 % ved Open Dialogue.
De havde også langt mindre sandsynlighed for igen at blive henvist til akutpsykiatrien eller den specialiserede psykiatri: 60 % ved almindelig behandling sammenlignet med 40 % ved Open Dialogue.
Og når man spurgte deltagerne selv om, hvordan de havde det, rapporterede de mennesker, der havde modtaget Open Dialogue, bedre personlig recovery, bedre generelt helbred og betydeligt større tilfredshed med den hjælp og behandling, de havde fået.
Det rejser et interessant spørgsmål. Hvis to grupper har nogenlunde samme forekomst af det, forskerne definerer som ”tilbagefald”, men den ene gruppe langt sjældnere bliver indlagt eller vender tilbage til akutpsykiatrien, samtidig med at de selv oplever, at de har det bedre og er mere tilfredse med den hjælp, de har fået – kan vi så virkelig sige, at der ikke var nogen meningsfuld forskel?
ODDESSI beviser altså hverken, at Open Dialogue er svaret på alt, eller at Open Dialogue har fejlet. Men studiet viser noget, der potentielt er meget vigtigt: Mennesker, der modtog Open Dialogue, kunne have omtrent samme traditionelle tilbagefaldsresultater, samtidig med at de langt sjældnere blev indlagt eller vendte tilbage til akutpsykiatrien – og samtidig selv rapporterede bedre helbred, bedre recovery og en bedre oplevelse af den hjælp, de modtog.
Det mest interessante spørgsmål, ODDESSI efterlader os med, er derfor måske ikke blot: ”Forebygger Open Dialogue tilbagefald?”
Det er snarere: Hvad skal vi egentlig forstå ved et godt resultat i psykiatrien?
Der ligger en enorm mængde data i dette studie, som ikke bliver behandlet her, fordi denne artikel først og fremmest præsenterer resultaterne i forhold til de oprindelige spørgsmål og hypoteser, som forskningsprojektet blev bygget op omkring. Nu hvor hovedresultaterne er offentliggjort, åbner det imidlertid mulighed for mange nye artikler og analyser af den store mængde information, som blev indsamlet undervejs, men som endnu ikke er rapporteret.
Og det er værd at huske, at ODDESSI er resultatet af det længstvarende forskningsprojekt om Open Dialogue, der hidtil er gennemført. Der er derfor stadig meget, vi ikke har set endnu og nu er vejen banet for en strøm af spændende undersøgelser baseret på ODDESSI-undersøgelserne!!
Læs artiklen om ODDESSI i The Lancet HER. Og læs den supplerende artikel HER