
Emilie, 30
Jeg har aldrig haft nogen diagnoser og er aldrig blevet udredt – og alligevel har jeg været en tur igennem møllen med psykofarmaka.
I 2018 stod jeg foran at skulle dimittere fra min videregående uddannelse, da min mor fik konstateret brystkræft. Det var mit værste mareridt, at der skulle ske min mor noget. Så jeg fik en krise, men bestod alligevel eksamen og skulle nu ud på de voksnes arbejdsmarked. Jeg var grøn i gamet og fik afslag på afslag, selv om jeg prøvede alt hvad jeg kunne for at få en fod indenfor, selv med frivilligjobs. Jobcentret tærede på mig, mit daværende forhold hang i en tynd tråd, og jeg følte mig virkelig forkert og utilstrækkelig. Min mor blev gudskelov erklæret rask efterfølgende, og jeg fik et sælgerjob, som gik stik imod min etik, mens jeg fortsat ventede på at være ”værdig nok” til at blive tilbudt en stilling inden for mit fag. I slutningen af 2018 fik min mormor en blodprop, som gjorde hende delvis hjerneskadet, og ruskede hele mit fundament endnu engang. På årets sidste dag fik jeg også besked om at min kat gennem 17 år havde fået fred.
I starten af 2019 begyndte jeg at få flere og flere tegn på psykisk overbelastning, men jeg ”trænede dem væk” gennem overdreven styrke- og løbetræning, og ignorerede nok i virkeligheden at jeg havde nogle traumer, der trængte til at blive bearbejdet. Jeg brød med min ekskæreste og røg ind i en depression. En dag i fitnesscentret gad min krop ikke vise flere advarselssignaler og slog bare fra. Jeg var midt i min udstrækning og blev lige pludselig overrumplet af en blanding af tårer, magtesløshed og vrede. Jeg kørte direkte hjem til min mor, hvor jeg brød fuldstændig sammen og endelig fik afløb for presset fra det seneste år (og sikkert også før det).
Jeg fik en akuttid hos min læge få dage senere, og fik samtidig en akuttid hos en psykolog. Lægen udskrev 30 mg Mirtazapin uden videre, og for første gang i mands minde sov jeg igennem uden tankemylder og bekymringer – jeg sov faktisk det meste af tiden i de efterfølgende 14 dage, så jeg havde helt sikkert trængt til at få ro. Jeg fortsatte på medicinen og hos psykologen, og mens psykologen hjalp mig op igen, forblev jeg en zombie på medicinen. Jeg sov 10-12 timer i døgnet, følte mig døsig det meste af dagen og havde konstant udspilede pupiller som forstyrrede mit syn (jeg gjorde det til en rutine at vække mig selv, ved at kigge direkte ind i lyset fra lommelygten på min telefon – ellers ville mine pupiller ikke trække sig sammen).
I løbet af et par måneder begyndte jeg at få angst/panikanfald. Det startede i det små, med episoder af åndedrætsbesvær og indre uro, og jeg vidste ikke hvad det var. Jeg havde fundet sammen med min eks igen, som røg hash dagligt, og jeg havde røget med ham ind indimellem siden vi mødtes i 2014 – så måske har der været en interaktion mellem Mirtazapinen og hash, eller også har jeg bare været uheldig… Men en aften i september 2019 fik jeg mit første full-blown panikanfald. Mit nervesystem vendte vrangen ud på sig selv (sådan føltes det i hvert fald), og jeg kom på hospitalet, hvor min puls var ude at løbe maraton i et par timer, indtil jeg faldt til ro igen. Jeg fik at vide at jeg ikke kunne tåle hash, og jeg har ikke rørt det siden den dag.
Efterfølgende fik jeg tjekket EKG hos egen læge, og alt var normalt. Men jeg fortsatte med at få panikanfald, og hver dag blev en frygt for, hvornår næste anfald ville ramme – angsten for angsten. Jeg fik mit første ”voksenjob” som nyuddannet i starten af 2020, og det var SÅ fed følelse. Men mine panikanfald ramte typisk når jeg havde fri, så jeg ikke fik slappet ordentligt af, og siden begyndte de også at ramme, mens jeg kørte på motorvejen på vej hjem fra arbejde. Så kom Coronavirus, og nu var der lige pludselig både pres på, mens jeg var på arbejde og når jeg havde fri. Så jeg begyndte også at få panikanfald i arbejdstiden. Derfor opsøgte jeg min læge, og han udskrev med det samme 75 mg. Venlafaxin mod angst. Nu fik jeg både Mirtazapin mod søvnbesvær, som altså virker døsende, og Venlafaxin, som er kendt for at forårsage søvnbesvær/insomni. Jeg håbede inderligt at Venlafaxinen kunne hjælpe mig ud af angstens kløer, men virkeligheden var, at panikanfaldene kun tiltog – både i hyppighed og styrke. Samtidig med at jeg startede på Venlafaxin, var jeg begyndt at få kranio-sakral terapi og senere kropsterapi (holistisk terapi) og havde skiftet hormonprævention ud med en kobberspiral, som er uden hormoner. Og hav lige dét in mente.
Terapien hjalp mig for første gang nogensinde med at mærke mig selv, lære min krops signaler at kende og give den mulighed for at heale fra gamle traumer. Det var en helt ny verden, som åbnede sig for mig. Men samtidig kæmpede jeg med bivirkningerne af medicinen, altså cocktailen af Mirtazapin og Venlafaxin. Jeg vidste ikke på det tidspunkt at det var bivirkninger, men jeg begyndte bl.a. at blive følelseskold, irritabel/få vredesudbrud, min sexlyst forsvandt out of nowhere, jeg blev meget impulsiv, tog på i vægt uden kostændringer, havde mundtørhed, blev let forpustet, havde led- og muskelsmerter, mange ekstrasystoler, mærkelige drømme, kunne ikke sove, og havde et overaktivt nervesystem 24-7. Mit immunforsvar blev dårligt, og jeg fik diverse infektioner og mærkelige allergiske reaktioner, som jeg fik antibiotika imod, men de blev ved med at opstå på ny. Jeg tog min dosis Mirtazapin og Venlafaxin hver dag kl. 20, og hvis jeg glemte en dosis, fik jeg brain zaps (stød gennem hjernen) dagen efter – i starten synes jeg bare det var skørt og grinte af det, fordi jeg ikke vidste at det var et abstinenssymptom fra Venlafaxinen. Mine menstruationssmerter, blødninger og humørudsving blev også værre end nogensinde før, til det punkt hvor jeg blev tvunget i knæ af smerter, fik voldsomme panikanfald både omkring ægløsning og menstruation, og til sidst måtte sygemelde mig i de dage om måneden det stod på. Jeg gik til lægen igen i slutningen af 2020, fordi der tydeligvis var et eller andet galt, og han satte mig op i dosis på Venlafaxin til 150 mg og samtidig ned til 15 mg Mirtazapin.
Dosisøgningen gav mig ingenting, andet end endnu flere og stærkere bivirkninger. Jeg blev derfor øget en sidste gang til 225 mg Venlafaxin og stadig 15 mg Mirtazapin, og der stod både min krop og psyke simpelthen af. Jeg endte med at være langtidssygemeldt, lå i sengen hele dagen og skiftede mellem at græde, sove og have panikanfald. Her henviste min læge mig til psykiatrien, fordi han ikke ville/kunne øge min dosis højere end de 225 mg Venlafaxin, og min psykolog mente lige pludselig at jeg var bipolar og skulle tage på psykiatrisk skadestue. Ikke på noget tidspunkt har nogen parter sat spørgsmålstegn ved den medicin, jeg fik, og de mulige bivirkninger af den. Og mit medicinske forløb har heller ikke været overvåget, sådan som anbefalingerne lyder.
Jeg fik stukket nogle piller af min læge, som et quick fix, og blev siden overladt til mig selv. Intet ord om bivirkninger, interaktion eller udtrapning, på noget tidspunkt.
Jeg følte ærlig talt ikke at jeg var hverken bipolar eller et emne til psykiatrien, for jeg havde jo arbejdet så meget med mig selv gennem de sidste par år – så hvorfor blev jeg ved med at få det værre?
Jeg brugte min tid i sengen på at læse artikler og se videoer omkring hvordan antidepressiver, og psykofarmaka generelt, virker på hjernen. Jeg meldte mig ind i flere Facebook-grupper for at udveksle erfaringer med andre, og stødte bl.a. på psykolog og Ph.D. Anders Sørensen, som senere hen hjalp mig med min udtrapning. Jeg blev ret hurtigt klar over at jeg ikke var blevet tilstrækkeligt informeret omkring hverken Mirtazapin og Venlafaxin, på trods af deres potens og potentielle skadevirkninger. Jeg har altid fået at vide at jeg ikke skulle læse indlægssedlerne, fordi jeg nok bare ville blive skræmt og måske føle nogle af bivirkningerne, bare ved at læse dem. Så jeg lod være og stolede blindt på, at min læge havde fuldstændig styr på det. Da jeg læste indlægssedlerne på det her tidspunkt i behandlingsforløbet, skræmte det mig at jeg havde langt størstedelen af bivirkningerne, som på ingen måde kunne måles med den effekt, som ellers var hensigten med den medicinske behandling. Og dertil kommer, at anbefalingen lyder på at der bør måles EKG og tages blodprøver løbende, for patienter på psykofarmaka. Jeg fik ikke foretaget nogen af delene i mit forløb, ud over det opfølgnings-EKG efter mit panikanfald i 2019, fordi lægen ”skulle gøre det”.
Næste afsnit kommer snart!