Den norske ’Recoverybloggen’ offentliggjorde for kort tid siden et stort interview med den fransk-svenske recovery-veteran, psykolog og professor Alain Topor. Vi har fået lov til at oversætte det, og bringer her en let redigeret version. Interviewet er lavet af Vegard Eide Dall og Johanne Rogndal, og du kan tilgå det – og meget andet – på https://recoverybloggen.com/
Interview med Alain Topor
Har levevilkår og mental sundhed noget med hinanden at gøre? Har psykiatrien brug for at komme sig – og kan den det? Hvorfor er der flere og flere der får det psykisk dårligt? Er arbejde altid vejen til recovery, eller kunne borgerløn være et bud? Hvad er budskabet til dem, der søger hjælp – og dem, der prøver at hjælpe?
Det og meget mere, kan du læse om i dette interview med Alain Topor, en af de centrale figurer, der bragte begrebet recovery-begrebet til Danmark for snart 25 år siden.
Kan du fortælle os lidt om dig selv?
Jeg er født i Frankrig og kom til Sverige i slutningen af det 20. århundrede, hvor jeg arbejdede som journalist. Jeg arbejdede også som bostøtte i en tid, der var meget anderledes i de nordiske lande. Den første familie, jeg kom hjem til, blev jeg tilbudt at være hos i 40 timer om ugen. Der var et velfærdsniveau i Norden på det tidspunkt, som jeg tror, mange yngre mennesker slet ikke kender til. I dag drejer det sig om 1-2 timer om ugen. Senere blev jeg terapeut, så familieterapeut, og til sidst opgav jeg det hele og blev journalist.
Et par år senere havde jeg en ven, som var psykiater, og som ville lukke det psykiatriske hospital i Stockholm, og han spurgte mig, om jeg ville være en del af den proces. Jeg tænkte, at det var en smart ting at gøre. Så jeg arbejdede på akutafdelingen, men for at lukke den. Da vi lukkede afdelingen, arbejdede vi i stedet med støtte og hjælp ude i de lejligheder, som folk flyttede til.
Senere begyndte jeg at støde på et begreb, som var ukendt i Skandinavien, og som på engelsk hedder recovery. I den forbindelse mødte jeg Marit Borg. Vi udviklede et projekt for at forske i recovery i Norden. Så jeg blev forsker, fik min doktorgrad, og nu er jeg professor II ved Universitetet i Agder i Norge.
Hvad menes med begrebet levevilkår?
Levevilkår er noget grundlæggende, som psykiatrien ofte har været blind overfor.
Problemet med psykiatrien har altid været, at den har lukket sig inde i sine egne institutioner. Det gælder både hospitaler og ambulante centre. Når man arbejder der, ved man ikke, hvordan folk lever udenfor, hvor de rent faktisk bor. Som ansat tager man ikke hjem til dem, der er indlagt, man arbejder ikke på den måde. En undtagelse er, når man arbejder med Åben Dialog eller er et specialiseret team. Så er det en del af metoden, at man tager hjem til folk og møder dem der. Men ellers gør man det ikke. Så er man blind for det liv, folk faktisk lever, og man tror, man får et godt billede af folk, når man tager dem ind på en institution, et distriktspsykiatrisk center eller et hospital. Det er fuldstændig psykedelisk.
”… vi taler meget lidt om, at psykiatrien har totalt brug for at komme sig”
Desværre er psykiatrien en organisation, som selv har brug for at komme sig. Vi taler ofte om, at det er brugeren, der lider og har brug for at komme sig. Jeg tror, at den store udfordring, vi taler meget lidt om, er, at psykiatrien har et totalt behov for at komme sig. Og det virker måske ikke.
Jeg er bange for, at psykiatrien har en kronisk sygdom, som vil være meget svær at håndtere. Det kan vi vende tilbage til. Men psykiatriens viden har brug for at komme sig, og også psykiatriens administration. Produktionskrav, tidsfrister, og det faktum, at den ledes af læger, har vist sig ikke at fungere. Disse ting modarbejder folks evne til at komme sig. Hvis vi ikke tager udfordringen op med at gøre noget ved psykiatrien og dens behov for recovery, så har vi et problem.
”På det arbejdsmarked, der findes her i Norden og andre steder, er arbejde noget, der ødelægger mennesker. Folk bliver udbrændte.”
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har gennemført flere undersøgelser, som viser, at chancerne for at komme sig efter en psykose er bedre i lavindkomstlande end i højindkomstlande. Og det kan tyde på, at jo færre psykologer, psykiatere og lægemidler, der er, jo bedre får folk det. Hvorfor kan det være sådan?
Her er der hypoteser om levevilkår. De har måske ikke bedre levevilkår i form af flere penge, men måske et andet socialt liv, et andet arbejdsmarked, end det, vi har. I de nordiske lande er I meget besatte af arbejde, og mange betragter det, som en måde at komme sig på. Det forstår jeg ikke. Arbejde er i de fleste tilfælde noget, der gør folk psykisk dårlige. Jeg har selv været meget privilegeret, jeg har haft et arbejde, som jeg har været glad for, og som har givet mig et stort råderum. Jeg har haft kolleger, som jeg har kunnet diskutere med, og vi har fået penge for at rejse rundt i verden. Nu ser jeg mig omkring i Stockholms gader og ser dem, der kæmper. De leverer pizzaer til folks hjem, de rydder op og gør rent. Hvilken form for socialt liv har man i den slags job, hvilken form for udvikling er der i det? De får knap nok en løn, de kan leve af. Og så siger vi privilegerede mennesker, at det er godt! Du bliver et godt menneske, du skaber et socialt netværk, og du bliver integreret i samfundet. Det er noget bullshit!
På det arbejdsmarked, der findes her i Norden og andre steder, er arbejde noget, der ødelægger mennesker. Folk bliver udbrændte. Vi ved, at meget arbejde forårsager psykisk lidelse. Samtidig virker det som om, det er forbudt at tale om, fordi arbejde er fantastisk, og vi alle skal arbejde. Det er jeg ikke helt sikker på.
”En måde at se det på er, at mange mennesker i Norden bare har fået markant dårligere levevilkår.”
Hvad har levevilkår med mental sundhed at gøre?
Hvis du kigger dig omkring i verden, vil du se, at flere og flere mennesker lider psykisk, flere og flere mennesker bliver diagnosticeret med depression, flere og flere mennesker får neuro-psykiatriske diagnoser. Det skal siges, at diagnoser er noget af det mest usikre, vi kender til. Der er ingen validitet, ingen reliabilitet. Men stigningen i antallet af diagnoser er stadig et tegn på, at folk har det dårligt.
Hvis man som psykiatrien mener, at depression har at gøre med noget i hjernen, og at neuro-psykiatriske diagnoser måske skyldes noget genetisk, men også noget i hjernen. Så opstår spørgsmålet: Hvorfor er der så mange mennesker i Norden i dag, som har hjerneskader og genetiske skader? Hvordan spreder det sig? Er det sådan, at mennesker, der i forvejen har dårlige gener, har mere sex med hinanden end andre mennesker, så der fødes mange børn med hjerneskader og genetiske defekter? Det tror jeg ikke, nogen vil påstå. Er det så fordi, flere børn udsættes for traumatiske hændelser i dag end for 50 år siden? Folk har et helt andet uddannelsesniveau, de har helt andre levevilkår. Det er jo ikke til at begribe.
En måde at se det på er, at mange mennesker i Norden bare har fået markant dårligere levevilkår. De har dårligere økonomi, de bor under dårligere forhold, og skolerne – i hvert fald i Sverige – er blevet meget dårligere. I Sverige spiller privatisering en stor rolle, hvor der er folk, som tager skatteydernes penge, men ikke bruger dem på skolerne, men i stedet tjener på dem. Det svar, man har fundet på, er at give dem medicinske stoffer. Det er absurd. Jeg kan godt forstå, at folk har det dårligt, gennem at forstå, at de har dårligere og mere usikre levevilkår. Mange mennesker har usikre jobs, korttidsansættelser, eller som her i Sverige, bliver ’entreprenører’. Diskursen omkring det hele er, at hvis man får hjælp, bliver man ”afhængig”.
Så staten skal ikke hjælpe så meget, for det forhindrer folk i at tage egne initiativer, blive deres egen iværksætter og udvikle sig selv. Og så videre, og så videre. Folks fiasko er deres egen fiasko, det bliver ikke sat ind i en social sammenhæng. Det betyder selvfølgelig, at løsningen på disse problemer ikke kan være medicinsk. Måske i krisesituationer, men slet ikke i det omfang, som det er tilfældet i dag. Og det samme når det drejer sig om psykoterapi. Der er ikke noget galt med psykoterapi i sig selv, men i Sverige havde vi i 2022 en million mennesker, der indløste recepter på antidepressive lægemidler. En million! Hvor mange psykoterapeuter skal vi uddanne for at kunne tage os af en million mennesker? Det ville være absurd. Men lad mig lige fortsætte denne tanke, der er nemlig også et problem, som berører recovery i denne sammenhæng.
Ofte ser man recovery som en individuel proces. Og det betyder, hvis vi tænker på William Anthonys klassiske definition:
”Recovery er en dybt personlig, unik forandringsproces med hensyn til ens holdninger, værdier og mål, færdigheder og/eller roller.
Det er en måde at leve et tilfredsstillende liv på præget af håb og aktiv medvirken selv med de begrænsninger, der er forårsaget af sygdom. Recovery indebærer udvikling af ny mening og nyt formål i ens liv.”
”Det betyder at lære folk at være glade, selv om de har elendige levevilkår. Det er ikke recovery for mig.”
Han skriver aldrig, at du skal ændre levevilkårene i dit liv, men at du skal ændre synet på dit liv. Med andre ord, en rent kognitiv proces, hvor du kan leve det samme forfærdelige liv, men du skal være glad for det, og så er du i en recoveryproces. Så jeg kan da godt forstå, at den norske og den amerikanske regering bifalder recovery. Det betyder at lære folk at være glade, selv om de har elendige levevilkår. Det er ikke recovery for mig. Og psykoterapi kan være vigtig i forskellige former, fordi det kan være nyttigt at skabe en fortælling om dit liv. Men det er ikke der, løsningen ligger, når vi har så mange mennesker, der ikke har det godt.
Hvad synes du, der bør gøres?
Flere psykiatere og en række forskere har påpeget, at levevilkårene er afgørende for folkesundheden. Den nemmeste måde at forbedre befolkningens mentale sundhed på er at mindske forskellene i samfundet. Hvordan kan man gøre det? En interessant mulighed er borgerløn. Alle borgere bør garanteres en indkomst hver måned, som er til at leve for. Man bør ikke skulle ansøge om den, men bare få den. Det er en måde at sikre, at et stort antal mennesker, som i dag skal have en diagnose, kan blive en del af velfærdssamfundet. Man behøver ikke at tro, de er syge, de skal have en social rettighed, penge, så de kan leve et anstændigt liv. Så tror jeg, at meget angst, depression og stress vil forsvinde. Så kan folk få et kreativt og produktivt liv.
Sådanne eksperimenter er blevet og bliver udført rundt omkring i verden med ganske lovende resultater. Problemet er moralen. Hvis man får penge uden at gøre en indsats, er der ingen, der vil arbejde? Men det passer ikke. Det kunne derimod fremtvinge bedre arbejdsvilkår, fx seks timers arbejdsdag. Vi i Norden er utroligt gode til at forringe levevilkårene. En ting, vi er blevet mestre i her i Norden, er ideen om, at man skal arbejde, til man dør. I Frankrig, mit gamle hjemland, kæmpede masser af mennesker i gaderne mod at hæve pensionsalderen fra 62 til 64 år. I Norden vil den sandsynligvis snart blive hævet fra 67 til 89 år. Som sagt er jeg privilegeret, for mig er det sjovt at arbejde, selv nu hvor jeg er gammel. Men hvor mange mennesker har det sådan?
”En garanteret borgerløn ville forbedre befolkningens mentale sundhed betydeligt.”
Det betyder, at nogle mennesker vil kunne arbejde længere og nyde det, mens andre vil ånde lettet op, fordi de kan arbejde mindre hver uge eller slet ikke arbejde. En garanteret borgerløn ville forbedre befolkningens mentale sundhed betydeligt. Det ville være spændende, hvis der var en kommune i Norge eller Sverige, som ville investere i dette og prøve det af. Jeg tror, at det ville føre til en reduktion i antallet af sygemeldte. I dagens ideologi skal man være syg for ikke at være på arbejdsmarkedet. Det er derfor, man skal have en diagnose. Det er ikke, fordi jeg ikke tror på, at mange mennesker har det dårligt. Jeg tror bare ikke, at der er noget galt i deres hoveder. Jeg tror, det er samspillet mellem dem og deres levevilkår.
Vi lavede for nogle år siden et eksperiment i Sverige, som også er blevet lavet i USA og andre lande. Vi fik en ret stor sum penge, som betød, at 100 mennesker med dårlig økonomi og store psykiske problemer kunne få 500 svenske kroner ekstra om måneden i ni måneder. Det lykkedes os også at undgå, at myndighederne tog pengene igen. Du véd, hvis du er fattig og modtager socialhjælp, og du så får nogle ekstra penge, så tager myndighederne dem. Det er så skræmmende. Så vi lavede en aftale med de sociale myndigheder om, at de ikke ville tage pengene.
Vi fortalte dem, at pengene var som medicin. Det accepterede de, måske fordi jeg er professor eller noget i den stil. Disse mennesker tilbragte i løbet af de ni måneder, mindre tid på hospitalet, de havde betydeligt mindre angst og betydeligt mindre depression. De begyndte at leve et socialt liv, som de ikke havde været i stand til før. Vi havde jo troet, at disse mennesker var fattige, så når de fik 500 kroner, ville de nok bruge dem på sig selv. Men flere af dem brugte pengene til at købe ting til venner og familiemedlemmer. Som vi tolkede det, skabte de en gensidighed i relationerne til de andre, som havde hjulpet dem. Pludselig havde de selv noget at tilbyde. Det skabte et andet selvbillede.
”Så vi har videnskabeligt belæg for at sige, at forbedrede levevilkår reducerer symptomer, som psykiatrien mener skyldes hjerne- eller genetiske defekter.”
Så vi har videnskabeligt belæg for at sige, at bedre levevilkår reducerer symptomer, som psykiatrien mener skyldes hjerne- eller genetiske defekter. Men som vi specifikt har vist er relateret til levevilkår, og som kan ændres ved at forbedre levevilkårene. Vi har udgivet flere artikler om dette, og jeg ved, at bl.a. Larry Davidson har udført et lignende eksperiment i USA. Jeg hørte ham tale om det på en konference, og jeg begyndte at grine. Det var så absurd at høre, at de delte penge ud, og folk fik det bedre, det var en helt anden måde at tænke på, end den, vi havde i psykiatrien. De har også udgivet flere artikler om deres arbejde.
Mærkeligt nok virker det ikke, som om sundhedsmyndighederne i hverken Norge eller Sverige har været interesserede. Man kunne spørge dem, om ikke det ville være relevant at lave en randomiseret kontrolundersøgelse, hvor nogle mennesker får ekstra penge, og andre ikke gør, og se, hvem der får det bedre. Bare et tip.
Hvad synes du er vigtigt i fremtiden, når det gælder recovery?
Mit udgangspunkt var, at jeg var nysgerrig efter at vide, hvad der hjælper folk med at komme sig. I starten af min forskning i recovery interviewede vi en masse mennesker, og fik en masse historier om, hvad der havde hjulpet. Det virkede, som om der var mange forskellige faktorer, der hjalp folk. Det interessante var, at folk var kommet sig under meget forskellige forhold. Der var ikke én metode, der var ikke én teknik til at gøre det. Det hele handlede om ændringer i forholdet til andre mennesker og ændringer i deres syn på sig selv og den verden, de lever i.
”Jeg er enormt imponeret over de mennesker, der er kommet sig, og som nu finder arbejde i kommunerne og inden for psykisk sundhed.”
Så når psykiatrien overtager recovery-begrebet, er der en risiko for, at man forsøger at gøre det til en metode, en teknik, en måde at håndtere psykisk lidelse på, som er tilpasset administrative rutiner, og de vaner og den viden, man har. Så ødelægger man så at sige recovery-begrebet, som vi opdagede det.
Der sker mange spændende ting nu. Jeg enormt imponeret over de mennesker, der er kommet sig og nu finder arbejde i kommunerne og inden for psykisk sundhed. De burde have højere lønninger, men bortset fra det er det en fantastisk udvikling. Jeg håber, de kan erobre mere magt. Men dem, jeg har mødt, har ofte været underlagt de administrative rutiner og begrænsninger, der findes i psykiatrien. Så i stedet for at psykiatrien åbner op for ny viden, overtager den det hele og forsøger at tilpasse det til dens egne rutiner. Det er en kamp, vi er nødt til at være opmærksomme på. Nogle er bevidste og ændrer deres praksis, men jeg ser i Sverige, at de holder sig inden for deres egne rammer. Man går ikke ud. Jeg ved, at der er ved at blive etableret nogle ”recovery skoler” efter engelsk forbillede.
Noget, man skal tænke over, når man starter en ny virksomhed, er, hvor åben den er over for samfundet? Er det kun folk, der har fået en diagnose, der er velkomne? Så risikerer man at få en ny slags institution. Hvis du skaber et godt, livligt sted med musik og kreativitet, som tiltrækker andre medlemmer af samfundet til at komme ind i lokalerne, så har du skabt noget andet. Det er det, italienerne kaldte ”afinstitutionaliseringens institutioner”. Vi har brug for institutioner til at af-institutionalisere. Men de skal lokke folk til at blande sig, til nye oplevelser og fornemmelser.
For at tage et konkret eksempel, så lad os se, hvad de gjorde i Trieste i Italien. Da de lukkede det psykiatriske hospital, arrangerede de store musikaftener med berømtheder. Det betød, at befolkningen var nødt til at tage ind på sindssygehospitalet for at lytte til musikken. Der var de, sammen med patienter og andre, blandede sig med andre, dansede og råbte og opførte sig, som man opfører sig til en koncert. Der er en kraft i det, som vi ikke har udnyttet så meget i de nordiske lande. Vi skaber måske nogle små mødesteder, som ikke er så synlige. Vi prøver ikke at gøre det til det cool sted i byen, hvor folk har lyst til at komme. Men måske kan nogle recovery skoler og mødesteder blive netop det?
”Psykologerne, som er en magtfaktor i Norge, ser også ud til at beskytte deres magt og tør ikke sætte den på spil. Det betyder, at de gamle institutioner stadig lever.”
Vi, som tror på recovery, burde ’angribe’ sygepleje- og psykiatriuddannelserne med denne viden. Desværre er der en del, der uddanner sig nu, som stadig lærer de gamle ting. Psykologerne, som er en magtfaktor i Norge, ser også ud til at beskytte deres magt og tør ikke sætte den på spil. Det betyder, at de gamle institutioner stadig lever. Institutioner for viden og magt.
Jeg får nok ikke lov til at komme ind i Norge efter at have sagt alt dette.
Hvad vil du sige til dem, der har brug for hjælp?
Jeg vil sige to ting. Du skal have hjælp, og det er ikke din skyld. Jeg vil gerne nævne et samarbejde, der er opstået i England, og siger noget, jeg synes er meget rigtigt, baseret på min egen praksis og mit eget liv: Det, psykiatrien ser som symptomer, er i virkeligheden den enkeltes måde at forsøge at håndtere sine problemer på. At høre stemmer, når ingen taler, kan være en måde at forsøge at håndtere et problem på, et traume, du har oplevet, eller et problem i dit liv lige nu. Hvis man var i stand til at anerkende, at disse mennesker ikke har en sygdom, men at de har lært en måde at leve med forfærdelige oplevelser på, både i fortiden og nutiden, kunne man arbejde sammen om at finde andre måder at håndtere disse problemer på eller slippe af med dem.
”Desværre gør psykiatrien ofte verden mindre.”
Vi burde lytte mere til disse mennesker og ikke være så hurtige til at finde en skabelon. Jeg elsker det ord, I har: pakkeforløb. Jeg kan huske, da jeg arbejdede, kunne jeg gå i byen med folk, der havde været indlagt på psykiatrisk hospital, og tilbyde dem en kop kaffe eller gå en tur. Så fortalte de mig helt andre historier, og jeg begyndte at fortælle dem historier. Så vi opdagede noget, og verden blev større. Desværre gør psykiatrien ofte verden mindre. Den skrumper personalet og deres evne til at handle. Men for at vende tilbage til spørgsmålet: Du har brug for hjælp, det er ikke din skyld. Hvad er der sket i dit liv, som gør, at du er, hvor du er nu? Ud fra det sker der ting og sager.
Hvad vil du sige til dem, der skal hjælpe?
Lad vær med at tro, at der findes en standardløsning. Det, du kan gøre, er noget, der sker mellem dig og den person, du hjælper. Meget af det, jeg har set, er, at vi professionelle hjælpere ser ud til at kunne hjælpe folk, når vi ikke tilbyder dem en standardløsning. Når vi er interesserede i dem og spørger, hvad der er sket i deres liv. Og ikke har alt for travlt. Jeg er fuld af beundring for det, folk har fortalt mig, at professionelle har gjort for at hjælpe dem. Det kan være små ting; vi behøver ikke at tage til en konference i USA for at høre om alt det nyeste, de gør der.
Vi er nødt til at se på, hvad vi selv gør, som er godt. Så start, hvor du er, og spørg dine brugere, hvad du har gjort, som har været godt. Saml historierne, og giv dem til ledelsen, så ledelsen kan forstå, hvad I gør, især når I gør en masse ting, som I ”ikke burde gøre”. Jeg er overbevist om, at de fleste af jer gør ting, som I egentlig ikke må gøre. Og at I ikke fortæller nogen om det. Og det er så ærgerligt, for det er her, vi har recovery. Man behøver ikke gå andre steder hen for at lære det. Nogle af jer, der arbejder i praksis, gør aldrig sådanne ting, og nogle gør det hele tiden. Men de fleste af jer gør det en gang imellem. Når du kan lide en klient eller en patient, skubber du lidt til grænserne. Og det bør man gøre.
Er der noget, du gerne vil sige til sidst?
Jeg tror, at både vi og mange andre ved en masse om recovery, og det er let for os at springe over nogle af de mest grundlæggende ting. Al forskning peger på, at folk kommer sig. Det kan tage tid, og det kan ske på mange forskellige måder, men du skal være klar over, at folk kommer sig. Hvis du kan sige til den person, du hjælper, at jeg ved, at det er rigtig svært lige nu, men jeg vil være hos dig. Det skal nok gå over, du skal nok komme videre med dit liv. Men det håb skal også formidles til personalet.
______________________________
Alain Topor har disse forslag, hvis du vil læse mere om interviewets temaer:
Borg, M., Sells, D., Topor, A., Mezzina, R., Marin, I. & Davidson, L. (2005). What Makes a House a Home: The Role of Material Resources in Recovery from Severe Mental Illness. American Journal of Psychiatric Rehabilitation. Vol 8, nr 3, pp 243-256.
Davidson, L., Haglund, K., Stayner, D., Rakfeldt, J., Chinman, M. & Kraemer Tebes, J. (2001). ”It was just realizing… that life isn’t one big horror”: A qualitative study of supported socialization. Psychiatric Rehabilitation Journal, vol. 24 no 3, pp 279 – 292.
Davidson, L., Stayner, D. A., Nickou, C., Styron, T. H., Rowe, M. & Chinman, M. L. (2001). ”Simply To Be Let In”: Inclusion as a Basis for Recovery, Psychiatric Rehabilitation Journal,vol 24, no 4, pp 375-388.
Jensen, P. (2006). En helt anden hjælp – Recovery i bruger- og pårørendeperspektiv, København: Akademisk Forlag.
Karadzhov, D. (2021). Personal recovery and structural disadvantage: A critical conceptual review, Health, DOI: 10.1177/13634593211014250
Price-Robertson, R., Obradovic, A., & Morgan, B. (2017). Relational recovery: Beyond individualism in the recovery approach. Advances in Mental Health. 15, 108-120. doi.org/10.1080/18387357.2016.1243014
Priebe, S. (2016). The political mission of psychiatry, World Psychiatry, 14, 1.
Priebe, S. (2016). A social paradigm in psychiatry – themes and perspectives, Epidemiology and Psychiatric Sciences, 25, 521-527.
Topor, A. (2015). Om penge og psykisk sundhed – ensomhededens sociale fundament. In B. Lihme (red.) Det sociales betydning for mennesker med sindslidelse, København: Akademisk förlag. 234-257.
Topor, A. & Denhov, A. (2015). Going beyond – Users’ experiences of helpful professionals. Psychosis, 7 (3), 228–236, http://dx.doi:10.1080/17522439.2014.956784
Topor, A., Ljungqvist, I. & Sandberg E-L. (2016). Living in poverty with severe mental illness – Coping with double trouble, Nordic Social Work Research, 6 (3), 201-210. DOI: 10.1080/2156857X.2015.1134629
Topor, A. & Ljungqvist, I. (2017). Money, Social Relationships and the Sense of Self: The Consequences of an Improved Financial Situation for Persons Suffering from Serious Mental Illness, Community Mental Health Journal, 53(7), 823–831.
Topor, A., Bøe, T.D. & Larsen, I.B. (2018). Small Things, Micro-Affirmations and Helpful Professionals Everyday Recovery-Orientated Practices According to Persons with Mental Health Problems. Community Mental Health Journal, 54(8), 1212-1220 DOI
10.1007/s10597-018-0245-9
Topor, A., Skogens, L. & von Greiff, N. (2018). Building trust and recovery capital – The professionals’ practice. Advances in Dual Diagnosis. Vol 11:2, 76- 87. https://doi.org/10.1108/ADD-11-2017-0022
Topor, A. & Matscheck, D. (2021). Diversity, Complexity and Ordinality: Mental Health Services Outside the Institutions—Service Users’ and Professionals’ Experience-Based Practices and Knowledges, and New Public Management. Int. J. Environ. Res. Public Health, 18, 7075. https://doi.org/10.3390/ijerph18137075
Topor A., Boe, T.D. & Larsen, I.B. (2022). The Lost Social Context of Recovery – Psychiatrization of a Social Process. Front. Sociol. 7:832201. doi: 10.3389/fsoc.2022.832201
Ware, N.C. & Goldfinger, S.M. (1997). Poverty and rehabilitation in severe psychiatric disorders, Psychiatric Rehabilitation Journal, vol 21, no 1, pp 3-7Wilton, R.D. (2003). Poverty and mental health: A qualitative study of residential care facility tenants. Community Mental Health Journal, 39 (2), 139-156.
Wilton, R.D. (2004). Putting policy into practice? Poverty and people with serious mental illness. Social science & Medicine, 58, 25-39.