Studiegruppe i aktion!

Vi – Colleen Calhoun, Olga Runciman og Pernille Mørch Jensen – har gennem de seneste måneder mødtes og talt sammen om ting, vi har læst. Både fordi det kan være lidt ensomt at læse for sig selv og fordi det giver os meget at dele vores tanker om det læste og lytte til hinandens forskellige perspektiver. Nogen gange får det os til at få lyst til at samle noget af det – og give det videre, så andre måske kan blive inspirerede, ligesom vi?

Seneste skud på dén stamme, er artiklen nedenfor, som bygger på vores læsning af en engelsksproget artikel på 20 sider, nemlig ’Taking Mental Health Practices into Social Realities. A Trialogue Between Open Dialogue, Recovery Capital and Power Threat Meaning Framework’. 

– Måske er denne (kortere) artikel en ok introduktion, ellers kan du tilgå hele artiklen gratis på: https://doi.org/10.1080/10720537.2026.2643336

Håbefulde praksisser i dialog

Tre nordiske forskere – Tore Dag Bøe, Alain Topor og Ottar Ness – har i en ny artikel sammenstillet tre lovende tilgange til at møde mennesker i psykisk krise, og spurgt om de måske kan supplere og berige hinanden? De tre tilgange er Åben Dialog, Recovery Kapital og Power Threat Meaning Framework. Her får du et resumé af den lange artikel og forslag til, hvordan den kan inspirere praksis.

Af Colleen Calhoun, Olga Runciman og Pernille Mørch Jensen, Mad in Denmark

Hvad sker der, når tre af de mest lovende tilgange til mødet med mennesker i psykisk krise bringes i dialog med hinanden? Det er præcis det spørgsmål, som de tre forskere stiller i en ny artikel publiceret i 2026 i Journal of Constructivist Psychology. Resultatet er blevet en tankevækkende og inspirerende ‘trialog’ mellem Åben Dialog, Recovery Kapital og Power Threat Meaning Framework, tre tilgange, der alle peger på fundamentalt anderledes måder at møde mennesker i psykisk krise på.

Artiklen er ikke kun af akademisk interesse, men kan også inspirere praksis. Den beskriver nemlig, hvad der kan ske, når vi tænker ud over den biomedicinske models snævre rammer og i stedet spørger: Hvad er der sket i dette menneskes liv? Hvad har det brug for for at komme videre? Og hvordan kan vi arbejde sammen om det?

Hvad er problemet med den nuværende psykiatri?

Forfatterne er klare i mælet, når de beskriver det, vi er oppe imod: Det nuværende psykiatriske system er i vid udstrækning blindt for den sociale virkelighed, som mennesker lever i. Trods årtiers indsatser for afinstitutionalisering, hvor tanken var at flytte psykiatrien ud i lokalsamfundet og møde mennesker i deres eget liv, er den dominerende praksis fortsat individorienteret, medicinsk og institutionel. Diagnosen er i centrum, medicin er svaret, og det sociale, menneskelige og kontekstuelle er rykket i baggrunden.

Forfatterne beskriver fem drivkræfter, der fastholder dette mønster: Kravet om produktivitet (korte, standardiserede forløb), kravet om effektivitet (evidensbaserede metoder, der udelukker det relationelle), individualisering (problemet ligger i personen, ikke i konteksten), medikalisering (psykisk lidelse som biologisk sygdom) og dokumentationspres (mere tid foran skærmen, mindre tid med mennesket). Tilsammen skaber disse drivkræfter et system, der systematisk overser det, der faktisk hjælper, nemlig relationer, mening, kontekst og fællesskab. Dette er – efter vores mening – en skarp, men retfærdig analyse, som mange med egne erfaringer fra psykiatrien vil kunne nikke genkendende til.

Tre tilgange — tre styrker

Artiklens kerne er præsentationen af tre tilgange, der hver på sin måde gør op med det individualiserende, medikaliserede paradigme og som efter forfatternes mening tilsammen kan vise sig at være større end blot summen af de tre dele. Vi giver her et kort resumé af hver af dem.

Power Threat Meaning Framework (PTMF)

PTMF er en arbejdsmodel udviklet af en arbejdsgruppe under British Psychological Society som et alternativ til den diagnostiske tænkning. Kernen i PTMF er at skifte fokus fra spørgsmålet ‘hvad er der galt med dig?’ til ’hvad er der sket med dig?’ 

Siden PTMF i 2018 blev præsenteret, har den inspireret i forskellige faglige miljøer i Danmark, men er endnu ikke vidt udbredt. En dansk oversættelse af modellen er på vej, vi vender tilbage til den, så snart den bliver offentliggjort.

Kort fortalt, forstår PTMF det, som psykiatrien kalder symptomer, som menneskets svar på truende og overvældende oplevelser, ofte med baggrund i magtmisbrug, traumer, fattigdom, diskrimination eller andre former for uretfærdighed. Disse svar, uanset om det er at høre stemmer, trække sig tilbage, miste virkelighedsfornemmelsen eller noget andet, giver mening, når vi kender historien bag.

PTMF tilbyder en række guidende spørgsmål, der kan hjælpe personen med at skabe en sammenhængende fortælling om sit liv, spørgsmål som: Hvad er der sket med dig? Hvordan påvirkede det dig? Hvad betød det for dig? Hvad måtte du gøre for at overleve? Hvad er dine styrker? Og hvad er din samlede historie?  PTMF er ikke en metode i traditionel forstand, men en ramme for at se og lytte på måder, der gengiver mennesket sin subjektivitet og værdighed.

Recovery Kapital

Begrebet ’Recovery Kapital’ er nok endnu mindre kendt i Danmark end PTMF, og begrebet kan måske i første omgang være forvirrende, for hvordan kan det at komme sig hænge sammen med kapital? Begrebet, som også har britiske rødder, handler dog om kapital forstået som ressourcer, og så giver det måske bedre mening? Ifølge den britiske socialforsker Jerry Tew, har et menneske brug for indre og ydre ressourcer for at komme sig og leve et meningsfuldt liv, og han identificerer dem som fem forskellige former for kapital: Personlig kapital (resiliens, mestringsstrategier), relationel kapital (tillidsfulde og støttende relationer), identitetskapital (en sammenhængende og værdsat fornemmelse af selvet), social kapital (tilhørsforhold til fællesskaber) og økonomisk kapital (adgang til bolig, arbejde og materielle ressourcer).

Det afgørende ved Recovery Kapital er, at det vender blikket fra det, der mangler inde i personen, til det, der mangler i personens liv og omgivelser. Recovery er ikke kun en personlig rejse, men en social og strukturel proces. Og fagprofessionelle er ikke hjælpsomme, hvis de fokuserer på den individuelle diagnose, men når de medvirker til at skabe de betingelser, der gør et godt liv muligt.

Recovery Kapital peger også på begrebet ‘negativ kapital’, som en beskrivelse af de forhold, der aktivt modvirker bedring: Diskrimination, stigma, fattigdom og ensomhed. At hjælpe handler ikke kun om at styrke ressourcer, men også om at reducere barrierer.

Åben Dialog 

Åben Dialog er den tilgang, der måske er bedst kendt i Danmark. Den er også veldokumenteret og kan fremvise bemærkelsesværdige resultater. Siden Jaakko Seikkula og kolleger i 1980’erne begyndte at udvikle tilgangen i deres arbejde i Vestre Lapland, har Åben Dialog vist, at en anden psykiatri er mulig. I Vestre Lapland vender langt størstedelen af dem, der oplever en første psykotisk episode, tilbage til arbejde og hverdagsliv, og mange uden langvarig brug af antipsykotisk medicin. Det er resultater, der ikke findes tilsvarende andre steder i den vestlige verden.

Åben Dialog er ikke en terapiform i klassisk forstand, men en måde at organisere hjælpen på. Når nogen er i krise, reagerer et team inden for 24 timer. De kommer til personen, i hjemmet, på skolen, på arbejdspladsen, og de vigtige mennesker i personens liv er fra første møde inviteret med: Det kan være familie, venner, naboer eller kolleger, alt efter, hvem personen ønsker. Ingen beslutninger tages uden personens deltagelse. Der er ingen fast dagsorden, ingen forudfattet diagnose og et opgør med den traditionelle ekspertposition. 

Det filosofiske hjerte i Åben Dialog er dialogen selv, inspireret af den russiske tænker Mikhail Bakhtin, som mente at selvet skabes i mødet med andre, i den levende udveksling af stemmer. Professionelle deler deres tanker åbent og prøvende i det, der kaldes reflekterende samtaler, og ambitionen er at skabe et rum, hvor alle stemmer kan høres, også dem der normalt ties ihjel.

Hvad sker der, når de tre mødes?

Det virkelig inspirerende ved artiklen er argumentet for, at disse tre tilgange ikke bare er umiddelbart kompatible, altså kan sameksistere uden problemer, men at de kan supplere hinanden på en måde, hvor de modvirker hinandens begrænsninger og forstærker hinandens styrker.

Forfatterne foreslår det, de kalder en processuel model, på denne måde: PTMF kan hjælpe os til at forstå, hvad der er sket, og hvordan magt og trusler har formet personens liv og reaktioner. Recovery Kapital kan så kortlægge, hvilke ressourcer der er til stede, og hvilke der mangler, og hvad der konkret er brug for, hvis man skal skabe betingelser for et bedre liv. Og Åben Dialog kan så være måden, det hele bringes i spil på i levende, dialogiske møder med personen og netværket.

Åben Dialog bringer PTMF og Recovery Kapital ud af teorien og ind i virkeligheden, i det konkrete rum, der skabes, når mennesker mødes i dialog. PTMF giver til gengæld Åben Dialog en skarpere bevidsthed om magt og uretfærdighed og kan udvide de spørgsmål, der stilles. Recovery Kapital hjælper med til at sikre, at blikket aldrig kun retter sig mod det psykologiske og relationelle, men også mod materielle og sociale betingelser, som fx bolig, økonomi og fællesskab, og som bedring faktisk bygger på.

Forfatternes stærke argument er altså, at vi ikke behøver at vælge. Der er ikke én ’rigtig’ metode, men her har vi tre tilgange, der i samspil med hinanden giver os muligheder for et rigere sprog, et mere nuanceret og menneskeligt udgangspunkt, uanset om vi er fagfolk, brugere eller pårørende. 

Hvad betyder det for praksis?

Derfor er artiklen er ikke bare en fiks akademisk øvelse, men et konkret opråb til både til dem, der arbejder i psykiatri og i psykosociale indsatser og dem, der gør brug af eller har brugt systemerne. Den viser, at der findes alternativer, afprøvede, dokumenterede og realistiske. 

At arbejde med alle tre tilgange betyder i praksis at møde mennesket i dets eget liv og miljø frem for på kontoret. At invitere netværket med ind, ikke som et supplement, men som en central del af hjælpen. At spørge til det, der er sket, frem for at diagnosticere det, der er galt, og at kortlægge ressourcer og barrierer i personens sociale og materielle virkelighed. At skabe en dialog, der er åben, nærværende og respektfuld over for alle stemmer i rummet.

Det peger på en praksis, som absolut kræver noget nyt af systemerne, nemlig fleksibilitet, tid og vilje til at forlade kontorerne og møde mennesker, hvor de er. Men det er også en praksis, der giver noget tilbage, ikke alene til brugerne og deres pårørende, men også til de mange fagfolk, der har valgt dette arbejde fordi de ønsker at gøre en reel forskel.

Artiklen af Bøe, Topor og Ness begynder med sætningen ‘Sommetider oplever man noget, der fylder én med håb’. Den stemning gennemsyrer hele teksten og vi håber, dette referat formidler lidt af det samme. 

Psykisk lidelse opstår ikke i et vakuum, men i et liv, præget af relationer, af magt, af tab og af muligheder. Vi har brug for tilgange, der ikke reducerer mennesket til en diagnose, men møder det med en virkelig vilje til at lytte. Åben Dialog, Recovery Kapital og Power Threat Meaning Framework peger, både hver for sig og tilsammen, i den retning. 

Hvad venter vi på?