Psykiatritopmøde 2024 er netop afholdt, og selvom det var forfriskende at nogle af de mest kritiske stemmer i den danske psykiatridebat faktisk fik taletid på scenen, var det også påfaldende at man igen sad tilbage med en følelse af at stemmerne og kritikken ikke bliver hørt af dem der har magten til at ændre på tingenes tilstand.

Stemmerne fra dem der selv har erfaringer som brugere af psykiatrien, havde desværre påfaldende lidt plads i programmet på dette års Psykiatritopmøde. Det underforståede hierarkiske budskab i det blev understreget af de mange indlednings- og åbningstaler, hvor dronningens og sundhedsministerens deltagelse blev fremhævet i det uendelige, ligesom formanden for dansk psykiatrisk selskab blev givet en privilegeret – men fraværende – plads med små interviewbidder på film. Og budskabet blev toppet af direktøren for Sundhedsstyrelsen, som godt nok blev ved med at sige at han lyttede, men som med skiftevis nedladende humor og personlige angreb fik illustreret at det vist er en sandhed med modifikationer.

Tre repræsentanter for regeringens Psykiatriråd, der netop er kommet med anbefalinger til den forestående tiårsplan for psykiatrien, satte spørgsmålstegn ved hvad det var muligt for rådet at komme med af anbefalinger. Repræsentanten for LAP, Lene Kristiansen, gav indblik i hvor lille en plads netop brugerstemmerne har haft i rådet. Og den psykiatriske sygeplejerske, Tanja Krogh Madsen, fortalte hvordan præsentation af regneark og stram styring af samtalen havde sat begrænsninger for muligheden for en egentlig synergi og samskabelse. Da direktøren for Sundhedsstyrelsen senere præsenterede sig selv som ”ham der har styret møderne i Psykiatrirådet og fordelte ordet til alle, så Trine ikke fik nok taletid” var det en tåkrummende demonstration af magtfuldkommenhed og manglende vilje til at tage ansvar.

Ørerne blev til gengæld spidset da to psykiatere og en lungemediciner blev interviewet om omsorg og medmenneskelighed i systemet. Kristoffer Marså understregede at der er masser af evidens for at det vi gør under New Public Management styringens diktat med forløbsprogrammer og standardpakker, der ikke tager udgangspunkt i den enkelte, i bedste fald ikke virker – og i værste fald forværrer situationen for borgeren. Andreas Hoff pegede på medicinalindustriens påvirkning af de fagprofessionelle gennem gratis efteruddannelse og honorarer. Og Anders Lindelof pegede på potentialet i at fokusere på traumer, kummerlige kår og mobning i skolen, når borgere mødes i psykiatrien. 

Jonas Ditlevsen tog denne tråd op og tog den et godt skridt videre med sit bud på behovet for en revolution – frem for at tage udgangspunkt i en psykiatri, der ud fra den biomedicinske model fokuserer på at dæmpe symptomer. Sikkerhed. Tryghed. Nærvær. Forståelse. Det er ifølge Jonas de elementer der er brug for og i netop den rækkefølge. ”På den anden side af tårerne, der kan man forklare”. Jonas’ indlæg kan læses i sin fulde længde her på Mad in Denmark. 

Helene Speyer gav et forfriskende perspektiv på Psykiatritopmødets overskrift: ”Nye vinde blæser”. For som Helene skarpt præciserede, så er dette ikke nye vinde. Brugerbevægelsen har sagt det samme siden 60’erne. Nu bringer WHO og FN så dagsordenen op, kritiserer den ikke-fungerende vestlige psykiatri og anbefaler at der udvikles alternativer med udgangspunkt i recovery, menneskerettigheder og personcentrering. Men som Helene også meget malende illustrerede, kan man alligevel få indtryk af at der er helt vindstille inden i den psykiatriske boble – hvor tiårsplanen for psykiatrien desværre også befinder sig. 

Anders Sørensen brugte sit oplæg på en skarp og sønderlemmende kritik af hvordan gamle som nye progressive vinde aktivt er blevet modarbejdet og dermed ikke har fået mulighed for at give vind i sejlene. Anders trak tråden tilbage til § 71 tilsynets besøg i Lapland i 2006, hvor politikere på tværs af alle skel kom tilbage med troen på at en anden psykiatri var mulig, blot for at blive hånet og udskammet af fremtrædende danske psykiatere. Han illustrerede med citater fra tilblivelsesprocessen af hans egen Ph.d. om medicinudtrapning, hvordan der systematisk blev arbejdet imod at en sådan forskning skulle finde sted eller have lov at blive udbredt. Mens indholdet og resultaterne af forskningen blot blev mødt med tavshed i stedet for saglig debat. Anders sluttede sit oplæg af med en kommentar om at han desværre ikke nåede til de nye vinde – men at sådan er der desværre mange der oplever det overalt i psykiatrien. 

Den afsluttende debat efterlod desværre indtrykket af at den dominerende systemforståelse og det biomedicinske paradigme fortsat er uangribelig. Kritikken blev for størstepartens vedkommende rystet af og samtalen fortsatte ud af systembevarende tangenter. Eneste opløftende undtagelse var den medicinstuderende forperson for FADL, Magnus Alexander Gibson, som virkede rystet over hvor meget viden han havde fået på dagens Psykaitritopmøde, som på ingen måde var blevet præsenteret for ham på hans medicinstudie eller i hans klinikophold. En af hans konklusioner var at han skulle hjem og læse Anders Sørensens bog. Så måske er der lidt håb for fremtiden, hvis næste generation af psykiatere interesserer sig for den viden der findes, og de gamle vinde, der – heldigvis – blæser igen.

Vi har brug for en revolution.

Den revolution, jeg taler om, kan I alle bidrage til. Og det er det, jeg vil bede jer om hjælp til i dag. Alle taler om forandringer lige nu. Forandringer hen mod en bedre psykiatri. En mere pluralistisk psykiatri. En mindre medicinsk eller mere terapeutisk psykiatri. Men dog altid en psykiatri. Det er et tankemonopol, som vi skal bryde. Og det starter med, at vi bliver flere og flere, der kræver et alternativ, et andet sted at gå hen i en psykisk krise, et sted hvor man hverken bliver sygeliggjort eller symptombehandlet.

Der blæser dog nye vinde. Men hvor kraftigt blæser de? Kraftigt nok til at blæse systemkritik herop på scenen. Dog ikke kraftigt nok til at blæse kritiske stemmer med levede erfaringer herop. Desværre. Der har lige været stemmehørerkongres, hvor det især var de levede erfaringer, der talte. Det savner man lidt på et ellers flot program for dagen i dag.

Jeg vil bruge resten af min taletid til at fortælle hvorfor: Hvorfor det er et reelt alternativ vi har brug for, hvis vi skal se egentlige forandringer. 

I psykiatrien gør man noget, der er enkelt, til noget helt ufattelig teknisk og kompliceret. Det ér nemlig ret enkelt, hvad mennesker i akut psykisk krise har brug for. Vi har nemlig alle sammen brug for at føle de samme grundbehov dækket, når livet kuldsejler.

Det er behovet for sikkerhed. For tryghed. For nærvær. Og for forståelse. I den rækkefølge.

Sikkerhed. Tryghed. Nærvær. Forståelse.

Det første, vi er nødt til at møde psykisk lidende med, er derfor forsikring. At forsikre den lidende person om, at her må du godt være. Her må dine reaktioner godt være. Vi tør godt være med dig. Du er ikke syg. Du er ikke forkert. Du har garanteret god grund til at gøre og føle, som du gør. Det dømmer vi ikke. Vi vil bare gerne give dig et sted at være tryg lige nu. Og hvis du bliver klar til at tale, er vi klar til at lytte.

Det er ikke en metode. Det er ikke tilgang. Det er ikke terapi. Det er omsorg fra menneske-til-menneske, som er universelt gyldig og nyttig i alle grader af psykisk smerte.

Det ved psykiatere og specialpsykologer og andre fagpersoner godt, når det handler om deres egne børn.

For hvad gør fagpersonen over for sit eget barn, hvis barnet kommer mere og mere trist hjem fra skole i en periode? Hiver man en Hamilton depressionsskala frem og siger ”Hov, vent, vi skal lige have vurderet dine symptomer, så ved jeg, hvilken hjælp, jeg skal give dig!” 

 Nej! Eller, det håber jeg fandme ikke. Hvad gør fagpersonen i privaten? Hun ser naturligvis omsorgsfuldt på sit barn og siger ”Hey… Hvad er der med dig? Er du OK?” Og giver så sin tid, trøst, sikkerhed og omsorg, indtil barnet er klar til at fortælle om, hvad det er, der sker. For det er temmelig afgørende viden at have, hvad det er, barnet reagerer på.  Vi vil agere forskelligt, alt efter om vi skal passe på vores barn, fordi hun er depressiv på grund af ensomhed, eller mobning, utilstrækkelighedsfølelse, præstationsangst, eller et uopdaget overgreb. Det er ekstremt forskellige kontekster, der kræver meget forskelligartet hjælp. Men først og fremmest sikkerhed og trøst. Dernæst handling.

Hvorfor er det, at vi ved, hvad vi skal gøre, når det gælder vores egen familie, men ikke når det gælder personer, som det er vores opgave at hjælpe og passe på?

I psykiatrien udspaltes opgaven. Psykiatrien tager sig kun af reaktionen. Det svarer til at dæmpe barnets reaktion, altså tårerne, ikke med omsorg, men med metoder – altså piller, elektricitet eller terapi – Og så sende det afsted igen med et ”Så fik vi da heldigvis dæmpet dig godt ned! Held og lykke med ensomheden/mobningen/selvhadet/traumerne”.

Og det er ikke, de ansatte skyld at systemet er sådan. Mange prøver at være venlige og varme i et koldt system. Men systemlogikken skaber distance. Når man spørger psykiatripatienter, hvem der gjorde en forskel at tale med under en indlæggelse, hvad siger de så typisk? De siger: Andre indlagte. Besøgende udefra. En portør. En massør. Altså mennesker omkring dem, der ikke har til opgave at se på dem med et diagnoseblik, der vil dæmpe symptomer, men i stedet bare som mennesker, der er midt i en hård tid, og som derfor reagerer.

Og jo. Det er reaktioner, vi taler om. Ikke symptomer. Psykisk lidende menneskers adfærd, tanker og følelser er altid reaktioner på noget. Altid. Det eneste sted, hvor det giver mening at kalde reaktionerne for ’symptomer’, er i et system, der imod al videnskab og fornuft insisterer på at kalde reaktionsmønstre for sygdomme, der skal behandles. Her har vi et sprogligt oprør, I alle kan deltage i: Symptomer er reaktioner. 

Ta’ fx fagpersonens eget barn igen. Der er næppe nogen fagperson, der mener, at det vigtigste i sig selv er at stoppe sit barns tårer. For det er jo i virkeligheden det, tårer er, ikke sandt? Det er også reaktioner. Men vi kunne vælge at sygeliggøre dem, hvis barnet blev lidende nok. At kalde tårerne for symptomer, så vores opgave bliver at stoppe tårerne… Med piller, med strøm til hjernen, eller med terapi. Men er det det, det grædende barn har brug for? At stoppe med at græde? Nej. Det er det ikke. Det grædende barn har brug for at græde, fordi det har oplevet noget utrygt, noget farligt, noget ubehageligt. Barnet skal nok stoppe med at græde, når det har fundet sikkerhed, trøst og omsorg. Og når det er sket, kan barnet begynde at åbne op om den kontekst, der er skyld i tårerne.

Det, der gælder for det grædende barn, gælder også den psykisk lidende voksen. Alt for mange voksne har lært at undertrykke tårer. Enten af en hård barndom med for mange svigt og for lidt sikkerhed. Eller af toksisk maskulinitet. Eller af manglende omsorg. Men tro mig, når jeg siger, at det psykisk lidende menneske lige så godt kunne græde, hvis hun turde. Hvis hun følte sig tryg nok. Og på den anden side af tårerne kan man bedre forklare. Fortælle, hvad der er galt. Jo mere man er traumatiseret, jo længere tid tager det. Men til sidst er det sikkerhed, tryghed, nærvær og forståelse, der hjælper. Men det gøres omvendt i psykiatrien. I psykiatrien er det selve reaktionen, om det så er tårer eller stemmehøring eller aggression eller selvskade eller indelukkethed; i psykiatrien er det selve reaktionen, der er det centrale. For det er den, der udgør den påståede sygdom. Men det er totalt bagvendt. Det er ikke, reaktionen der er det vigtigste. Og ved at forsøge at bekæmpe den lidendes reaktioner, bekæmper man samtidig de overlevelsesmekanismer, som reaktionen kommer af. Fuck Brøset! Man eskalerer udadvendte forsvarsreaktioner ved at møde dem med krav og fordømmelse. Psykisk lidende mennesker er statistisk set ikke mere farlige end andre mennesker. Men en tilgang, hvor man bekæmper deres naturlige reaktioner, presser nogle gange voldelige situationer frem, hvor det ikke er den lidende, der er voldelig, men systemet.

Reaktioner skal ikke bekæmpes, nej.

Reaktionen er noget, som vi som fagpersoner skal øve os i at være i sammen med den lidende. Vi skal øve os i at trække en stol ind i andres mørke uden at dominere det. Det er svært. Og hårdt. For mørket kan være grufuldt, og man mærker en del af smerten på sig selv, når man sætter sig derind uden parader. Det er en faglighed i sig selv, men det er arbejdet værd. For det åbner døren op til sikkerhed, dernæst tillid, og så til at kunne lægge det puslespil sammen, som kan forklare hvad fa’en der er sket vedkommende, og hvilke forandringer hun selv ønsker sig.

Men ulykken ér sket for alt for mange mennesker derude. Selv når psykiatrisk symptomdæmpning går godt, og reaktionerne faktisk bliver dæmpede af metoderne, så er personen jo stadig overladt til de samme kontekster som før. Men nu bare med en forståelse af, at der bor en sygdom inde i hende. Det er ikke en hjælp på lang sigt, selv ikke når ”symptomdæmpningen” fungerer. 

Og ved I hvem det gør allerværst ud over? Det er de mest lidende. Dem, som psykiatrien kalder ”de alvorligt syge”. Dem der bliver brugt til at argumentere for flere midler. Det er stemmehørerne. Det er de mest svigtede. De marginaliserede, diskriminerede og traumatiserede. Det er med andre ord dem, der har allermest kontekst at reagere på. Det er dem der svigtes mest af, at man ignorerer kontekst og i stedet bekæmper reaktioner med piller, elektricitet og terapi.

Ironisk nok er den psykiatriske tilgang derfor også bedst egnet til at hjælpe dem, der ikkehar alvorlige problemer med sig i konteksten. Personer, der har ressourcerne og relationerne i deres liv til at en pause fra smerten er hjælp nok i sig selv. Til at det giver mening at nøjes med at dæmpe reaktionerne, og så sende vedkommende afsted igen. 

Men selv de heldigt stillede risikerer at blive skadet af sygeliggørelsen. Mange ellers velfungerende mennesker har fået ødelagt deres liv med fortællingen om, at deres reaktioner på midlertidige kriser eller traumer er tegn på sygdomme, der skal behandles med kemi, strøm eller terapi, for nogles vedkommende igennem lang tid. Især hvis den indledende reaktion er kraftig, risikerer man at blive udsat for skadelig sygeliggørelse og diagnoselegitimeret psykisk og fysisk vold. Den glidebane ender alt for let i invalidering. Førtidspension. Selvmord. Det er tragisk, og det er især tragisk, fordi det ofte er undgåeligt. 

Kan psykiatrien blive et system, der gør noget andet? Det kan man håbe. Nogle af de andre talere i dag er optimistiske, hvor jeg nok mere er skeptiker. Men uanset, hvad psykiatrien kan blive til, så vil jeg håbe, at andre stemmer i debatten – både dem med levet erfaring og fagpersonerne – vil tage stilling til det her med et alternativ. Udviklingen og afprøvningen af et alternativ, der ikke er psykiatri. Det vil have to positive effekter, hvis betydning umuligt kan overdrives. For det første finder vi ud af at hjælpe folk i nød på en langt bedre måde. For det andet vil det fremtvinge forandring i det system, vi allerede har.

Jeg har ca. 1 minut tilbage. Så lad os vende tilbage til de nye vinde, og hvad de blæser med sig.

Hvis det psykiatriske system er den gigantiske skude, der lige nu er det eneste tilflugtssted for druknende personer, så kan vi bruge de nye vinde til at forsøge at få kæmpeskibet til at ændre kurs. Mere terapi ændrer kursen lidt. Mindre medicin. Lidt mere tværfaglighed eller kunstaktiviteter. Med små kursændringer kan vi håbe, at skuden med tiden vil sejle i en bedre retning. 

Men vi kan også bruge de nye vinde til at kæmpe for noget andet. Vi kan kæmpe for, at de nye vinde blæser nye muligheder med sig. At reelle, kontekstorienterede og peer-baserede alternativer kan få funding og mulighed for at hjælpe personer i nød. 

Vi har ikke brug for mere psykiatri. Eller bedre psykiatri. Det er fint, at kaptajnerne på det eksisterende skib forsøger at få det i en anden retning. Alle tiders. Det var på tide. Og her er mit bedste råd til dem: Den største og mest meningsfulde kursændring, I kan lave inden for systemet, er at grunduddanne alt personale i traumeinformeret tilgang. Det vil spare mange patienter meget traumatisering og retraumatisering.

Men reelt fremskridt vokser bedst ud af at nye skibe kan afsøge nye retninger, som kan vise sig bedre egnet til at løse opgaven. Dét er revolution, der giver mening. Støt oprøret. Støt op om behovet for et alternativ.

Tak for jeres tid, og tak for invitationen til at komme her i dag. Længe leve revolutionen.

Se og lytte til Jonas’s tale her