der igen har fundet trygheden: Del jeres levede erfaringer med psykiatrien.
Af Lars Kjærsgaard
Jeg føler mig som en form for veteran, men jeg har aldrig været udsendt til krig. Min krig er foregået herhjemme i Danmark. Jeg havde heller ikke det fællesskab der opstår, når man er i krig. Fællesskabet med de andre krigere, det har jeg haft til gode.
Jeg tror det er sådan for rigtigt mange af os, der ikke har fået den hjælp vi troede vi kunne få igennem de offentlige tilbud. Vi har stået alene med det. Det kan være mennesket med handicap, der tabt kampen for at få hvad vedkommende havde ret til. Det kan være mennesket i psykisk lidelse, for hvem slaget bliver for meget, og man giver op og lader sig føre med ind i psykiatriens fortællinger om sygdomme i hjernen.
Forleden fandt jeg mit fællesskab. Jeg var inviteret til hovedstaden for at deltage i debat og konstruktiv snak om psykiatrien. Her var fagpersoner af forskellig art, mennesker med levede erfaringer med psykisk lidelse. Her var pårørende til mennesker der lever i psykiatriseringen.
Fælles var, vi ønsker noget. Noget mere, noget der også kunne hjælpe os. Psykiatrien har ikke hjulpet mig. Nogle enkelte mennesker jeg mødte i psykiatrien, de hjalp mig. De psykiatrimedarbejdere, der formåede at møde mig, hvor jeg var, de gjorde forskellen. Mine forløb i psykiatrien har efterladt mig modløs i perioder. Jeg fik en fortælling om sygdom og genetik, der gjorde at mit liv var svært. Det var ikke volden og mobningen i barndommen. Det var ikke de magtanvendelser jeg blev udsat for, da jeg var anbragt, der gjorde det svært. Det var ikke forsøget på overgreb imod mig, der gjorde mit liv svært. Det var fordi min hjerne er forkert. Så alt hvad jeg havde med mig, det spillede ingen rolle, fordi min hjerne har en fejl eller er anderledes eller forstyrret, eller hvad end forklaringen nu var, den måned jeg igen fik det forklaret på ny.
Når jeg bliver mødt med, at mine oplevelser ikke har betydning for hvordan psykiatrien ser på mig, så bliver jeg opgivende. Da jeg, som voksen, fik at vide at det var autisme der var min forstyrrelse, så prøvede jeg faktisk at leve op til diagnosen. Jeg forsøgte at bruge autismen, som den blev forklaret af psykiatrien, som en undskyldning for at jeg sagde som jeg gjorde, tænkte som jeg gjorde og agerede som jeg gjorde. Lige så stille begyndte jeg faktisk at blive mere og mere autistisk. Da jeg var barn, fik jeg tre diagnoser på mindre end tre måneder. Alle tre havde en tilføjelse der hed: uden specifikation. Jeg var både psykotisk, paranoid og forstyrret. Dog uden yderligere specifikation. Jeg ved godt, hvad der lå bag mine historier om folk der var efter mig. Psykiatrien spurgte aldrig ind til de historier, men de konstaterede at jeg løj og drog så deres konklusioner. Jeg havde en ikke-specificeret paranoid psykose. Jeg var 12 år og var i de sidste fire år dagligt blevet mobbet og overfaldet i skolen. Jeg havde fået besked fra lærerne, at jeg bare skulle ignorere mobningen. Det gjorde jeg, og så begyndte overfaldende. Hjemme, der hvor det skulle være trygt, var jeg også i alarmberedskab nærmest konstant. Her fik jeg frustrationerne at mærke i form af slag og ord, der var nedværdigende. Da jeg blev frivilligt anbragt på en ungdomspension, fandt trygheden mig ikke, og jeg havde ikke overskuddet til at lede efter den. Der skete ting, der satte sig dybt i mig. Så dybt at der gik næsten tredive år, før de kom op i min bevidsthed igen. Magtanvendelser der i bedste fald var tvivlsomme, hvor jeg var voldsomt skræmt. Jeg var flere gange i tvivl om hvilken tilstand jeg ville være i, hvis jeg overlevede det. Da jeg så igen, som voksen, havner i psykiatrien, var trygheden igen ude og hjælpe andre, men havde forladt mig. Truslen om, at hvis jeg havde en adfærd der gjorde at bare en enkelt medarbejder følte sig utryg, så kunne det få alvorlige konsekvenser for mig, gjorde at trygheden var i alvorligt underskud igennem mange år.
Jeg har flere gange stået på en høj bro, tæt på det psykiatriske hospital. Jeg har stået og tænkt, at hvis jeg hoppede ud og gjorde en ende på livet, så var der nok ikke så mange, hvis overhovedet nogen, der ville savne mig. Jeg var nemlig ikke en del af et fællesskab. Jeg var forkert. Jeg var forstyrret – men jeg var mig, og jeg måtte kæmpe videre. Min kamp mod Goliat var vild og er stadig vild. Jeg er ikke David, men sammen med alle de andre, der ikke har fået hjælp i psykiatrien. Alle der har taget skade, under forløb i psykiatrien. Alle der har fået deres oplevelser negligeret i psykiatrien, og de, der uden grund er døde i psykiatriens varetægt – sammen er vi David. Vi må dele vores fortællinger om et system, der svigtede os, og efterfølgende intet ansvar vil tage for svigtet og tilmed negligerer de oplevelser der præger livet.
Fællesskabet af mennesker med levede erfaringer, pårørende og fagpersoner der føler sig indignerede og nærmest magtesløse, mødtes en aften i hovedstaden. Her følte jeg mig tryg. Jeg følte mig som en del af noget større. Jeg følte mig forbundet igennem de fælles oplevelser vi havde og delte.
Der er bestemt mennesker, der får den hjælp de har brug for, igennem psykiatrien. Der er bare også en stor andel af psykiatriens patienter, der ikke får hjælp, men bliver bebrejdet den vej deres eget liv har taget. Vi får at vide at vi skal være på invaliderende medicin i en livstid. Vi bliver holdt tilbage, fordi vi intet eller meget lidt kan. Fordi vi er for dårlige eller for farlige til at være en del af samfundet, så bliver vi låst inde. Vi bliver måske nægtet besøg af den tryghed, der kan gøre forskellen. Det er ikke rimeligt at et offentligt system ofrer en andel af de mennesker der søger hjælp, fordi vi ikke passer ned i kasserne.
Ændringerne må og skal komme. Alt for mange mennesker mister muligheden for at leve op til deres potentiale, når trygheden forsvinder, og psykiatrien tager over og gør, at trygheden ikke kan finde vejen til os, før vi er videre og ude af det system. Desværre kommer ikke alle der har brug for det, ud til trygheden igen.
Min opfordring er: Del jeres fortællinger, så vores samfund kan se, at det ikke blot er enkelte fortællinger, men mange fortællinger, der sammen giver et stort billede af et system, der desværre også gør stor skade på os mennesker, hvis ikke vi passer ned i kasserne eller er blevet presset i de forkerte kasser.
Et klogt menneske sagde en gang: ”Mennesker passer først ned i kasser, når de er døde.”
Del jeres fortællinger, så vi kan få et retvisende billede, der ikke kun kommer fra psykiatriens egne organisationer.
Del jeres erfaringer, så det ikke kun er glansbilleder, der kommer frem som eksempler fra psykiatrien.
Del jeres levede erfaringer, så vi kan gøre forskellen sammen.