Digte af Stefan Holm
Mad in Denmark er glade for at kunne bringe to digte af Stefan Holm, ’Ellers’ og ’Tremmerne’.
Stefan præsenterer sig selv således:
Jeg er født i 1974 har siden 1999 været en del af psykiatrien og har boet på et socialpsykiatrisk bosted i mere end et årti.
Igennem den tid har jeg lært at se indad og udforske sindets labyrintiske gange, og selvom det ikke altid fører noget godt med sig, har jeg fået indblik i mit eget psykiske liv.
Jeg har altid været fascineret af sprog og lingvistik og derfor brugte jeg lyrik som en ventil, da sindet var på kogepunktet, og det gør jeg stadig.
Det er der kommet et beskedent forfatterskab ud af.
Stefan Holm har tidligere udgivet bøgerne ’Mørkets lyse sider’ og ’Jeg, den lidende’, begge på forlaget Mellemgaard i 2023. De kan købes fra forlaget, både som fysiske bøger og e-bøger, og kan desuden lånes på biblioteket.
Stefan Holms to digte er begge illustreret af Eva Christensen, som vi er glade for at have som husillustrator på Mad in Denmark.

Ellers…
Mit liv er malet
Med en pensel
Jeg ikke har valgt
Gennem linsen
Ser jeg alle farver
Der på én gang
Skræmmer og forundrer
”Du er malet
Med den farve
Vi vil have
Den skal være
Sort eller hvid!”
Sygeligt er dit sind
For det tror vi!”
At tro eller at vide
Er for mig to forskellige ting
Hvad ved du
I det hele taget om mig?
Ved at tro noget indbildsk
Fældes du så ikke selv
Af din egen ”videnskab”?
”Men vi ved bedre
End du selv gør
For vi har magten
Till at definere
At du er syg
Hvad enten du vil eller ej
For hvis det passer
Ind i vores kram
Så er du bare syg!
Lær at leve med det!”
Jeg hoster teatralsk
Over manglende bevisbyrde
Penslen I maler mig med
Er forskellig fra min egen
”Men du må forstå:
Vi måler penslen,
Vi maler folk med
Ud fra kasser
For at folk kan passe
Ind i kassen
Som skal være
Så primitiv og firkantet
Som overhovedet muligt
Vi har besluttet
At du skal presses ned
I denne lille kasse
Der skal du bo
Og der skal du blive
Ellers…”

Jeg rusker
I tremmerne
Låst bag
Slørede tanker
Ser gennem
Et slør af
Tågede medikamenter
”Vi dømmer dig
På forhånd til
Tankelænkning.
Du er udraderet
Som et selvstændigt
Tænkende individ.
Nu tager vi og
Medicinen over.
Fra nu af hedder du
Skizofreni.
Vi agter
At nulstille dig
At kue dig
At pine dig
Jeg råber
For at overdøve
Mandens kolde stemme
Han kommanderer
Min sjæl
Til underkastelse
Jeg spjætter af frygt
Gennem øjnene
Ser jeg had