Skrevet af Lærke

Mit navn er Lærke og jeg er en ung kvinde med en lang og indviklet historie som patient i den danske psykiatri. Jeg har diagnosen paranoid skizofreni, men jeg er så meget andet end det. Jeg elsker at udtrykke mig i form af digte, historier, fortællinger samt tegninger. Livet er ikke nemt, men jeg har ikke tænkt mig at give op.

Alene flakker jeg forvirret rundt i mit univers. Som en sommerfugl i mørke, kan jeg ikke
finde vej og uden sollys dør jeg langsomt i mørket. Det er ikke fordi, der er mørkt hele
tiden. Jeg oplever oftere og oftere, at solen finder vej og den sommerfugl, jeg er, finder en
smule ro. Nogle gange er der så meget sollys, at jeg næsten glemmer, at jeg er fanget bag
kroppens omrids. Jeg glemmer diagnoser, stole der kigger på mig og videnskabsmændenes
sindssyge eksperiment. Jeg glemmer, at jeg ikke er som den gennemsnitlige dansker og
drømmene tager plads i mit univers.

Men lige så pludseligt som sollyset kommer, kan det
forsvinde igen og den luft jeg indånder, bliver tyk af tvivl. Det sker kun inde i mig, i mit
univers, og jeg har ikke nogen som kan holde om mig derinde. Det eneste jeg kan gøre er
at forsøge at fortælle andre om min tvivl. Men det kan jeg kun gøre i virkeligheden og ikke i
mit univers. Og det er bare ikke nok.

Jeg føler mig så ensom herinde, og som jeg sagde
under en indlæggelse for et års tid siden, ville jeg ønske, at nogen kunne være sammen
med mig og ikke bare min krop. Jeg ved godt, at det ikke kommer til at ske. Jeg ved godt, at
jeg for evigt skal være alene herinde. Jeg kan skrive og snakke, alt hvad jeg vil. Jeg kan
skrige indtil jeg falder om, og det vil stadig ikke ændre på noget. Jeg ved ikke, hvornår det
startede. Jeg ved ikke, hvornår mit indre univers blev mere virkeligt end virkeligheden. Jeg
ved ikke, hvornår jeg begyndte at leve mere herinde end udenfor. Jeg ved ikke, hvornår jeg
blev en fange i noget, der minder om en isolationscelle. Jeg husker, at jeg som barn nogle
gange forsvandt ind i mig selv. At jeg blev helt opslugt af mine egne tanker. Men startede
det allerede der? Måske kom det snigende. Måske åd mit indre univers langsomt min
fysiske kontakt til omverdenen. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, hvordan jeg har det nu.
Jeg prøver virkelig at være en del af virkeligheden. Jeg prøver at leve sammen med
menneskerne omkring mig. Jeg prøver at tæmme sommerfuglen og bryde igennem mit
omrids. Men det er svært. Det er fandens svært. Jeg vil ud af min krop. Jeg vil svæve op i
luften. Flyve rundt med fuglene og se verden fra et nyt perspektiv. Jeg vil føle mig fri og
ikke bundet til en krop som føles så fremmed.