Det begyndte som samtaler
Hej, vores navne er Rune og Camilla. I denne tekst får I et indblik i, hvordan åben dialog i Århus Kommune har været for os som borgere.
“Vi har været en del af åben dialog i omkring fem år. Hvis vi skal være ærlige, begyndte vi ikke med at tænke på det som en metode. Det var bare møder. Samtaler. Nogle gange svære, nogle gange lettere.
Men efterhånden gik det op for os, at der var noget anderledes ved dem.
Samtalerne stoppede ikke, når mødet sluttede. De fortsatte i os. I bilen på vej hjem. Senere samme aften. I måden vi talte sammen på dagen efter.
Det overraskede os.
Vi fandt ud af, at åben dialog ikke er noget, man bliver færdig med. Det er ikke et forløb, man gennemfører. Det er enmåde at være i samtale på, som langsomt begynder at flytte noget i én selv.
At blive hørt og set
For Camilla var åben dialog første gang, hun oplevede at blive hørt på en måde, der føltes virkelig.
Hun har haft mange år i systemet, hvor samtaler ofte føltes som en monolog. Der blev stillet spørgsmål, og hun svarede. Men svarene blev hurtigt tolket, forklaret eller gjort til løsninger. Det kunne føles, som om forståelsen allerede var påplads, før hun selv nåede at folde sin oplevelse helt ud.
I åben dialog var opmærksomheden anderledes.
Det var ikke bare stilhed. Det var ikke bare det, at ingen afbrød.
Det var en fornemmelse af, at nogen fulgte med. At ordene blev taget ind, ikke vurderet eller rettet, men mødt.
At blive set på den måde gør noget. Man mærker sig selv tydeligere. Man bliver mere præcis i det, man siger. Ikke fordiman skal forsvare sig, men fordi man kan mærke, at det bliver taget alvorligt.
For Rune betyder det noget beslægtet, men fra en anden vinkel. Det betyder meget at kunne tale med fagpersoner i et åbent forum og få lov at afslutte sin tanke, før der kommer svar og refleksioner. At kunne blive i sin egen sætning og mærke, at der er plads til den.
Når ens ord får lov at stå et øjeblik i rummet, sker der noget særligt. Man føler sig ikke bare lyttet til. Man føler sig anerkendt.
Når stilheden giver plads
En af de ting, der overraskede os mest, var stilheden.
I starten føltes den lang. Næsten lidt ubehagelig. Man får lyst til at fylde den ud. Forklare sig. Præcisere. Sikre sig, at man bliver forstået rigtigt.
Men når ingen afbryder, og når man ved, at man faktisk får lov at tale færdig, begynder noget at ændre sig.
Tankerne falder lidt mere på plads. Ordene bliver mere præcise. Ikke fordi man tænker hurtigere, men fordi man får lov at tænke færdigt.
Vi opdagede, at stilheden ikke var tom. Den arbejdede.
Den gav plads til refleksion. Både hos den, der taler, og hos den, der lytter.
Nogle gange mærkede vi, at det vigtigste først kom, efter et lille ophold. Som om ordene lige skulle have lov at lande, før de kunne forstås rigtigt.
Stilheden blev ikke et hul i samtalen. Den blev en del af den.
Det ændrede vores egne samtaler
Vi plejer at sige, at åben dialog næsten har været en slags udvidet parterapi for os.
Før var vi hurtige til at drage konklusioner. Hurtige til at fortolke hinanden. Hurtige til at reagere. Nu stopper vi oftere op.
Vi spørger lidt mere. Lytter lidt længere. Prøver at blive i det, den anden faktisk siger, før vi begynder at forklare, hvad vi selv tror, det betyder.
Det er ikke noget, vi gør perfekt. Det er noget, vi øver os på. Men vi kan mærke forskellen.
Samtalerne føles mindre som positioner, der skal forsvares, og mere som noget, vi undersøger sammen.
At lytte uden at skulle løse
Rune stødte første gang på begrebet aktiv lytning under sin uddannelse som taxachauffør. Dengang handlede det om at forstå kunden rigtigt. Ikke bare destinationen, men situationen.
Nogle gange kunne man mærke, at en kunde havde brug for stilhed. Andre gange havde de brug for at fortælle noget, der ikke stod på taxameteret.
Senere genkendte vi noget af det samme i åben dialog.
Her handler det ikke om at finde løsninger hurtigt. Det handler om at være til stede længe nok til, at den anden kan høre sig selv.
Vi har oplevet, hvor meget det betyder, når nogen lytter uden at ville rette, forklare eller fikse. Det skaber en særlig ro irummet. Ikke fordi problemerne forsvinder, men fordi man ikke står alene med dem.
Når der ikke findes et manuskript
Noget af det, der var sværest i starten, var, at der ikke var en tydelig drejebog. Ingen fast plan for, hvor samtalen skulle ende.
Det kan føles utrygt.
Man kan få lyst til at vide, hvad det hele fører til. Hvad konklusionen bliver.
Men med tiden begyndte vi at se, at det netop er fraværet af manuskript, der giver samtalen liv.
Når ingen på forhånd har svaret, opstår der plads til, at noget nyt kan vise sig. Reaktioner bliver ægte. Refleksioner bliver levende.
Det kræver mod at blive i det åbne. Både som deltager og som fagperson.
Men det skaber en samtale, der føles virkelig.
Relationer forandrer sig
Undervejs oplevede vi, at en fagperson blev udskiftet. Det var mærkbart. Der var allerede flere års fælles erfaring i rummet, og pludselig kom en ny ind.
Det tog tid.
Vi kunne mærke forskelle i stil og tilgang. Men langsomt voksede en ny form for tillid frem.
Det mindede os om, at relationer i åben dialog ikke er noget, der bare er. De bliver hele tiden skabt og genskabt.
Og det er en del af processen.
Det stopper ikke, når mødet slutter
Hvis vi skal pege på én ting, vi virkelig har lært, så er det dette:
Åben dialog stopper ikke, når ordene gør det.
Den bevæger sig videre i os. I måden vi tænker. I måden vi taler sammen. I måden vi lytter på. Der findes ikke etpunkt, hvor man kan sige, at man kan det hele. Og måske er det netop pointen.
For os har åben dialog ikke været et projekt med en slutdato. Det har været en proces, der stadig udvikler sig.
Og måske er det derfor, vi stadig er nysgerrige.”
Læs mere om Camillas og Runes erfaringer
Her linker vi til det lidt længere skrift ‘Åben Dialog set indefra‘, som Camilla og Rune skrev sidste år.
Som de skriver: “Vi håber, at vores perspektiver kan give et nyt blik på dialogens kraft – og måske inspirere til, hvordan vi alle kan blive lidt mere åbne, lyttende og nysgerrige i vores møder med hinanden”,