Dette er en oversættelse af Olga Runciman’s online tale til verdensorganisationen for psykosocial rehabilitering.

I sin tale stiller hun spørgsmålstegn ved, om peers rolle i psykiatrien kan ændre tingene på et system niveau, og i talesætter prisen for at være peer i psykiatrien.

———————————————–

“Hej alle sammen! Først vil jeg gerne sige en særlig tak til the World Association for Psykosocial Rehabilitation for at have inviteret mig hele vejen fra Danmark til den smukke by Vancouver for at tale om emnet ”Levede erfaringer som grundlag for transformation af psykiatrien”.

Men først lidt om mig selv og min position i forhold til et så stort emne som levede erfaringer, peerarbejde og psykiatrien.

Jeg hører stemmer og har gjort det, siden jeg var lille. Men ligesom alle andre er jeg så meget mere end de etiketter, vi bruger til at beskrive os selv. Jeg er for eksempel psykolog uddannet i den åbne dialog tradition, jeg er også en del af WHO og deres kvalitetsrettigheder, psykiatrisk sygeplejerske, ivrig fotograf, kvinde, katteelsker og meget mere! 

Men, og det er mit fokus i dag, … jeg er også en psykiatrisk overlever. Og jeg bruger dette udtryk bevidst for at gøre opmærksom på systemisk misbrug og nægter at vende det blinde øje til min egen erfaring med at være udsat for 10 år i det psykiatriske system, hvor jeg blev stemplet som kronisk og uhelbredelig skizofren, fik den højeste invalidepension og alt det, der skete med mig som følge deraf. Det betyder, at jeg taler fra en peer-position uden for det psykiatriske system, da jeg har en tendens til at skabe ubehag for systemet. 

Dette bringer mig til peers og levet erfaring. Og fordi jeg har så lidt tid, vil jeg være lidt binær, lidt sort-hvid, vel vidende at der er uendelige nuancer, og sige, at der er peers, der arbejder inden for systemet, og så er der dem som mig selv, der arbejder uden for systemet. Det betyder, at mit indlæg er fra perspektivet af at se ind, udefra, på mine peer-medarbejdere kolleger. Og det er derfor, jeg har valgt titlen ”Har levet erfaring overlevet sig selv i psykiatrien? Eller kan den stadig forme meningsfuld forandring?”

Advocacy- og recovery-bevægelser tog virkelig fart i 1980’erne, og for eksempel har Stemmehørerbevægelsen også sine rødder i 1980’erne. 

Peer-støtte som en service startede i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne, afhængigt af hvilket land. Danmark var for eksempel meget senere. Og i 2013 begyndte de første formaliserede peers at arbejde i tjenesterne. 

Men hvordan beskrives en peer-medarbejder typisk? For det meste har jeg fundet beskrivelserne noget vage, og mange arbejdspladser har svært ved at definere eller placere peer-medarbejdere. Men hvis jeg skal fokusere på Danmark, så er dette fra det officielle danske peer-netværk:

”Peer-medarbejdere i Danmark

En peer-medarbejder arbejder primært ud fra egne erfaringer med psykisk lidelse og recovery, som gennem uddannelse og praktisk erfaring omdannes til erfaringskompetencer.”

—

De seneste tilgængelige statistikker i Danmark om antallet af peer-medarbejdere inden for psykiatrien er fra 2021, så de er ikke helt opdaterede, men i 2021 var der lidt over 200 peer-medarbejdere inden for psykiatrien. Som andre steder har de gennemgået en peer-medarbejderuddannelse, får mindsteløn og arbejder for det meste på deltid. Diskrimination og stigmatisering er desværre meget til stede, hvilket også er i overensstemmelse med meget af forskningen på dette område. Faktisk offentliggjorde den danske psykiatriske fond for blot to uger siden en undersøgelse, der overraskede dem, da den viste, at mennesker, der havde eller havde haft psykiske problemer, stadig blev stigmatiseret og diskrimineret, især inden for sundhedssektoren og jobcentre. 

—

Så uklare jobgrænser, lav løn, deltidsjob og stigmatisering udgør allerede en udfordring for peer-medarbejdere, især da deres job er at fremme håb og helbredelse, bekæmpe stigmatisering og transformere tjenester i den ideelle verden. 

Det betyder ikke, at peer-medarbejdere ikke værdsættes. Det gør de. Især fordi de ofte kan bruge langt mere tid sammen med patienterne og dermed lytte til deres historier, dele erfaringer og vise medfølelse for deres lidelser, da de selv ved, hvordan det er, og det kan ikke undervurderes. 

Men der er en stor udfordring, som af forskellige årsager ofte forbliver usynlig og gør peer-medarbejdernes drøm og deres erfaringer med at transformere psykiatriske tjenester meget vanskelige at realisere. 

For at forstå, hvad jeg mener, skal vi se på tre ord og hvordan de hænger sammen og resulterer i en af de største udfordringer, vi har på dette område, nemlig det vedvarende systemiske misbrug, som jeg hævder endnu ikke er løst. 

Disse tre ord er traume, overgreb og udradering. Jeg er inspireret af Judith Hermans seneste bog Truth and Repair, når jeg siger disse ord.

—

Ideen om peer-medarbejdere er blevet betragtet som noget meget positivt med et enormt potentiale. Men desværre har tendensen været, at de er blevet en forlængelse af systemet, hvor relationerne mellem peer-medarbejdere og brugere af tjenesterne er blevet konstrueret hierarkisk, i modsætning til de horisontale relationer i græsrodsbevægelser og bruger-/overleverudviklet peer-støtte. Peer-medarbejdere forventes ofte at bruge systemets sprog, at leve op til de forventninger, der dikteres af psykiatriske afdelinger, og samtidig at være lyspunkter af håb, uden at udfordre den underliggende biomedicinske forståelse af lidelse. 

Når vi ændrer sproget, tilpasser os magtstrukturerne og neutraliserer historierne, er det en kombination der, ifølge Herman, slører forskellen mellem traume og overgreb og så at sige mudrer vandene.

Derfor er det vigtigt at se på forskellen mellem traume og overgreb. 

Traume er personligt, med andre ord subjektivt. Det er et chok for sindet og kroppen, der nedbryder mening og meningsskabelse, ødelægger selvfølelsen eller dele af selvfølelsen og er følelsesmæssigt overvældende. Traumer kan dog helbredes, og det er virkelig vigtigt. Det kan f.eks. ske gennem terapi, forbindelser og gode relationer. Det kan reframes og integreres, og der er mange muligheder, men det vigtige er, at traumer kan helbredes. 

Overgreb er derimod objektivt, det handler om, hvad der skete, ikke om hvordan det føles. Det involverer magtmisbrug, overskridelse af grænser og er moralsk forkert. Det skal ikke omformuleres eller omdøbes, det kræver, som Herman siger, anerkendelse af sandheden og genoprejsning, og for at dette kan ske, er der brug for vidner. For eksempel er voldtægt et overgreb på krop og sind, det er moralsk forkert, en forbrydelse. En del af helbredelsen er en anerkendelse af misbruget for det, det er. 

—

Når traumer og overgreb bliver sløret inden for et system, åbner vi døren for systemisk misbrug, og når dette sker, bliver traumet forvrænget for at skjule overgrebet, og systemets magt bruges derefter til at benægte, at traumet og overgrebet eksisterer. Hvordan kan dette gøres? Det er her, udradering kommer ind i billedet.

En peer har højst sandsynligt oplevet traumer gennem overgreb, og vigtigere endnu, de kan også have oplevet overgreb inden for systemet. At tale om det er ubehageligt og uvelkomment. Et eksempel kan være en person, der har oplevet seksuelt misbrug og voldtægt i barndommen, og som siger, at tvangsmedicinering har alle kendetegnene af at blive overfaldet igen, og som udtrykker sin forargelse og legemliggjorte følelse af at have lidt skade ved, at en sådan handling er blevet begået mod dem. 

Denne ubekvemme sandhed skal slettes, ligesom misbrug generelt ofte udvandes, genfortolkes i fagligt sprog eller bringes til tavshed. I stedet bringes emner, der anses for sikre, i forgrunden, og peer-medarbejdere opfordres derfor til at tale om det subjektive. 

Men hvordan skabes denne sløring af traumer og misbrug? Der er forskellige måder. Den ene er at sikre, at de, der nægter at give slip på deres forargelse og vrede, forbliver udenfor. Men for de peer-medarbejdere, der arbejder indenfor, vil systemet ofte slette meget af deres potentiale. Psykiatriske hospitaler er hierarkisk og traditionelt meget rigide, hvilket betyder, at peer-medarbejdere oftest placeres et trin over patienten. Dette medfører en lang række udfordringer, ikke mindst stigmatisering og diskrimination, da de ofte stadig vil blive betragtet som glorificerede patienter. Det rigide system, der bekender sig til en biologisk forståelse af lidelse, frasorterer andre forklaringer, der ikke passer ind i billedet. 

En peer-medarbejder kan således lytte empatisk til alternative forklaringer på en patients lidelse eller reaktioner på at blive behandlet på bestemte måder og forsøge at støtte dem. Men hvis de forsøger at bringe dette højere op i systemet, åbner det døren for potentiel udradering. »Det er fordi du selv har været patient, at du siger det« eller »overreagerer du ikke« eller »måske er du alligevel ikke klar til at arbejde her«. Med andre ord udsættes peer-medarbejdere for modstridende krav til deres identitet, hvor de både kan blive betragtet som empowered overlevende og ustabile medarbejdere afhængigt af konteksten, hvilket skaber betingelser, der potentielt underminerer og tokeniserer peer-medarbejdere. 

—

Så for at vende tilbage til de tre ord udradering, traume og overgreb kan vi se, at brugen af teknikker til at udradere overgreb ved at inddrage det i den subjektive oplevelse af traume betyder, at vi som peer-medarbejdere nægter muligheden for virkelig at være vidne til, navngive eller fortælle sandheden, ikke kun til patienten, men også til os selv. 

Dette er skadeligt på mange niveauer. Men måske er den største skade, at det forhindrer den potentielle transformation af psykiatriske tjenester, som man håber på, fordi det at undlade at adressere misbrug, især systemisk misbrug, er at fortsætte status quo i traditionel psykiatri. 

—

Så har levet erfaring udlevet sig selv i de psykiatriske tjenester? Jeg tror, det afhænger af, hvad man forventer. Hvis man ønsker peer-medarbejdere, der kan empatisere, lytte til patienterne, være et strejf af håb for alle i systemet og bidrage til at berolige personalet og fastholde fortællingen om, at alt i det store og hele er i orden, og at personalet gør et godt stykke arbejde i psykiatrien ved ikke at nævne elefanten i rummet, så nej, levet erfaring har ikke udlevet sig selv. Og for at gentage: Betydningen og kraften i at blive mødt af en person, der forstår på grundlag af sin egen erfaring, kan ikke undervurderes og kan altid have potentiale til at skabe meningsfulde forandringer på individuelt niveau. Hvis ideen imidlertid er at transformere det psykiatriske system, reducere stigmatisering og virkelig skabe meningsfulde forandringer, hvor menneskerettighederne er i forgrunden, så vil jeg sige, at ja, erfaring har udlevet sin tid i de psykiatriske tjenester. 

Hvad mener I alle sammen?”