Af Lars Kjærsgaard
Tidligere patient i den danske psykiatri.
Psykiatriplanen kom på banen for nyligt. Mange tænker, at den nye psykiatriplan er en helt ny spiller, men for mig at se, så er det netop den samme spiller, der har været på banen siden 1938.
Danmarks første psykiatrilov blev vedtaget i 1938. Overordnet set ser jeg ikke meget, der er ændret siden. Jeg ser nærmest en forringelse fra de tidligere aftaler til den nyeste. Nu kommer der flere former for tvang. Undskyldningen er, at det er mildere former for tvang – men tvang er nu en gang tvang og vil sætte sig i de mennesker, der bliver udsat for det.
Magt og tvang lever i bedste velgående i hospitalspsykiatrien. Det lever i mange former og også i det skjulte. De nye regler omkring tvang vil betyde, at arealbegrænsning uden patientens samtykke nu er fuldt lovligt.
Tænk dig at have det så svært, at du søger til psykiatrien. Måske bliver du mødt og føler dig forstået. Måske mærker du ikke forståelse, men mere en irettesættelse af dig og af, hvad du føler og mærker. At den måde, du mærker verden og dig selv på, ikke er legitim. For mig ville det være årsag til stor frustration, der også nok ville komme til et udtryk, som andre mennesker kunne opfatte som truende. Førhen så ville jeg måske havne i en seng med et eller flere bælter om mig for at holde mig til sengen. Hvad nu, hvis jeg i stedet bliver låst inde på den sengestue, jeg har fået tildelt? Tja… for mig ville det nok føles som de svigt, jeg var udsat for som barn og ung. Jeg ville føle mig helt alene og endnu mere forkert. Jeg ville føle mig som en, der skal rumme en verden, der ikke kan rumme mig. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville klare det.
For mig ville panikken brede sig. Jeg er ret sikker på, at jeg ville gøre forsøg på at komme ud. Måske forsøge at ødelægge døren i ren desperation. Konsekvensen af dette, tja… jeg tænker, at jeg så ville blive lagt i sengen med stropper omkring min krop. Det ville nok også være indledt med en sprøjte med noget kemisk, der virker beroligende. Så vi er lige der, hvor vi ville komme alligevel.
Dansk Institut for Menneskerettigheder frygter, at de nye regler for tvang vil blive en glidebane for brugen af tvang. Det er jeg selv meget enig i. Tvang er årsag til traumatisering. Det hverken kan eller skal vi komme udenom.
Vi i Danmark får igen og igen kritik fra forskellige internationale instanser inden for menneskerettigheder. Vi bruger for meget tvang og magt inden for de danske psykiatriske institutioner. Den europæiske torturforebyggelseskomite har udtalt kritik af vores brug af tvang i 2002, 2008, 2014 og 2019. Lignende kritik er kommet fra FN’s Menneskerettighedskomité, Torturkomité, Handicapkomité og Børnekomité. Vi er i Danmark blevet dømt for brud på menneskerettighederne i en konkret sag fra 2020. Ligesom flere sager har været tæt på at komme til menneskerettighedsdomstolen, men i stedet blev der indgået forlig.
Jeg bliver voldsomt utryg som patient i psykiatrien, når jeg opdager hvor lemfældig brugen af tvang er i Danmark. Jeg bliver utryg ved at være et sted, hvor jeg i bund og grund skulle kunne føle mig tryg, så jeg kan komme i en bedring rent mentalt. Hvordan kan jeg få det bedre, hvis jeg konstant er i alarmberedskab under en indlæggelse? Risikoen for at blive udsat for tvang, kan da kun vokse, når psykiatrien får yderligere midler til at udføre tvang og bruge magt.
Jeg har oplevet, hvordan ansatte i psykiatrien har eskaleret situationer, så de kunne retfærdiggøre at bruge tvang og fiksering. Jeg har også oplevet, hvordan en misforståelse har været tæt på at føre til en fiksering.
Arealbegrænsning har jo været i brug i psykiatrien i mange år. Dog er jeg selv, som patient, ikke blevet informeret omkring reglerne for den praksis. Da arealbegrænsning blev anvendt overfor mig, lød reglerne faktisk, at det kun var hvis patienten havde givet samtykke til det, at det reelt kunne bruges som en måde, de ansatte kunne håndtere en situation på.
Lad mig give jer et konkret eksempel: Nogle dage før min fødselsdag havde jeg bagt rarbarbertærter til hele afsnittet. Både patienter og de ansatte skulle da have noget lækkert på min fødselsdag. Jeg bagte dem sammen med en ergoterapeut, og jeg glædede mig virkelig til at kunne dele noget godt bagværk ud på min dag. Ergoterapeuten og jeg havde bagt tærterne et par dage før, da hendes planlægning gjorde, at det var nemmest sådan. Dagen før min fødselsdag var der personalemøde i afsnittet. Gennem flere lag af sikret glas ser jeg mine rarbarbertærter blive sat på bordet til personalemødet. Jeg banker på døren til kontoret og gør opmærksom på, at de er ved at sætte de rarbarbertærter på bordet, som jeg har bagt til min fødselsdag. Jeg er naturligvis lettere oprevet over det. Det svar jeg fik, hjalp ikke på det. En ansat sagde, at de ikke kendte noget til, at det var tærter til min fødselsdag, så derfor var de nu til personalet. Jeg bandede helt sikkert over det til den ansatte, med det resultat at jeg fik besked på at gå på min stue, hvis der skulle være noget bøvl med mig. Min frustration blev ikke mindre, og jeg havde svært ved at formulere noget som helst. Svaret til det blev: Gå ned på din stue, eller jeg trykker på alarmen.
Af de fire eller fem tærter jeg havde bagt, blev der serveret knap en til min fødselsdag, der var sat sammen af de rester, der var tilbage.
I den her situation var lovgivningen ikke til at bruge sådan et magtmiddel. Den viden havde jeg ikke dengang, men det burde psykiatrimedarbejderen have haft. Dog vidste jeg godt hvad konsekvensen ville være, hvis ikke jeg adlød. Derfor gik jeg ned på min stue, og jeg blev der faktisk indtil en anden ansat kom og spurgte, om jeg da ikke skulle have noget aftensmad. Det vil sige, at der var gået mere end 4 timer. Jeg turde ikke gå ud, før jeg havde fået tilladelse til det, fordi konsekvenserne ville være svære at overskue. Det hjalp ikke på, hvor tryg jeg følte mig, tværtimod. Det gjorde heller intet godt i relationen til den medarbejder, der havde sendt mig til min stue.
Jeg forstår, at ansatte i psykiatrien kan være lettede over at få yderligere magtmidler. Men jeg frygter, at det vil give psykiatrien meget mere arbejde og grund til at bruge netop tvang, magt og fiksering.
De der taber kampen mod den gamle spiller, fra 1938, i de nye klæder, er netop de mennesker, der i forvejen lider og har det sværest, og de vil blive flere, når de nye regler begynder at blive brugt. Flere af de mennesker, der har brug for at blive hørt og mærke, at de er gode nok, vil blive traumatiseret af indespærring, der kunne være undgået, hvis psykiatrien uddannede deres ansatte til at indgå i dialoger og ikke til at have så stor fokus på, hvordan de kan bruge tvang og magt.