Original artikel af Jennifer Giordano, udgivet på Mad in America 18 Marts 2025 

Jeg er psykiater i USA og blev færdiguddannet i 2010. Jeg har altid følt, at der var noget » ved siden af« med min profession. Alligevel vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle sætte spørgsmålstegn ved detaljerne i min formelle psykiatriske uddannelse.

Jeg arbejdede som psykiater på den måde, jeg forventedes at gøre, på den måde, jeg var blevet undervist på.

I 2020 anbefalede en kollega mig en række bøger. De havde alle et kritisk blik på psykiatrien og var skrevet af forfattere som Peter Breggin, Kelly Brogan og Robert Whitaker.

En af disse bøger var Anatomy of an Epidemic.

Denne bog ændrede mit liv.

Hvorfor? Fordi Forinden havde jeg ingen anelse om, at al psykiatrisk medicin kan være svær at reducere eller stoppe med. Ikke på grund af tilbagefald af den oprindelige tilstand, men på grund af abstinenssymptomer, der kan ligne den oprindelige lidelse.

Da jeg læste om psykiatriens beskidte fortid gennem mere end et århundrede, blev det helt klart, at min allerede snigende mistanke var sand:

På trods af at psykiatrien er iklædt en meget overbevisende professionel dragt, praktiseres den mere som trolddom end som videnskab.

Denne klare fortælling om psykiatriens historie gav mig mulighed for at se det større billede, som det udviklede sig i tidens løb, hvilket gav mig lov til at stille dybe spørgsmål til det.

»Havde det, jeg blev undervist i under min psykiatriske uddannelse, været sand videnskab?«

Disse spørgsmål førte mig til utallige timers research gennem alle de ressourcer, jeg kunne finde. Jeg gik ind og ud af online peer-baserede støttefællesskaber, Facebook-grupper, bøger, YouTube-videoer og podcasts i min søgen efter sandheden.

Jo mere jeg lærte, jo tydeligere blev det, at det er en meget reel ting for folk at kæmpe med at reducere, stoppe eller ændre deres psykiatriske medicinering. Det er ikke sandsynligt, at de hundredtusinder af mennesker, der søger hjælp på internettet, når de lider, lyver. Og hvorfor skulle det ikke give mening rent videnskabeligt? Vi forstår det for psykofarmaka i andre klasser, så hvorfor skulle SSRI’er, stemningsstabilisatorer og antipsykotika være anderledes?

Da jeg begyndte at hjælpe folk med at nedtrappe psykiatrisk medicin på en sikker måde, havde jeg Ashton Manual og Surviving Antidepressants som referencer. Jeg havde den grundlæggende retningslinje, at jeg skulle reducere med 10 % af den psykiatriske medicin hver måned.

Det var her, jeg begyndte.

Jeg har ondt af mine første patienter på det tidspunkt, for jeg var lige så rådvild, som de var. Jeg vidste ikke, hvad jeg gjorde, men jeg følte, at det var bedre end de potentielt farlige råd om at reducere medicinen med 50 % eller stoppe med en kold tyrker.

Det, jeg har lært gennem årene, hvor jeg har arbejdet med over 300 mennesker på deres nedtrapningsrejse, er, at det er meget mere komplekst end 10 % pr. måned.

Faktisk tror jeg ikke, at jeg har haft nogen, der har afsluttet en nedtrapning ved at bruge den specifikke procentdel hele tiden.

Jeg indså hurtigt, hvad medicinnedtrapning er. Det er at træde ind i den enkeltes komplekse verden af biologi, historie, psyke, omstændigheder og tolerance over for ubehag.

Naivt troede jeg, at det ville være et relativt enkelt arbejde. At vi ville lave en nedtrapningsplan, mødes regelmæssigt og følge den. Det, jeg har lært, er, at det er alt andet end det.

Det, jeg har observeret, er, at det kan være overvældende at trappe ud af psykiatrisk medicin, selv når medicinen tydeligvis ikke længere er indiceret eller forårsager bivirkninger. Mange mennesker beskriver deres oplevelse af udtrapning af psykiatrisk medicin som »den værste oplevelse i mit liv« og bruger ord som »forfærdelig« og »torturagtig«. Jeg har hørt disse udtryk flere gange, end jeg kan tælle.

Det er almindeligvis en af de mest intense perioder i en persons liv.

Det, jeg har lært, er, at nedtrapning af medicin også omfatter:

• En transformation af en person, som er i gang med at gøre op med sit syn på det medicinske system,
• Følelser af forræderi fra autoritetspersoner,
• Og et grundlæggende skift til at at respektere egen autonomi i stedet for at overlade den fulde kontrol til nogen.

Der er ikke nogen præcis one-size-fits-all tilgang til nedtrapning.

I nedtrapningsprocessen har vi at gøre med en persons hjernekemi og aspekter af deres fysiologi, som vi ikke forstår, og som vi heller ikke kan teste kvantitativt for. Og vi er nødt til at bruge deres personlige, subjektive oplevelse som en primær rettesnor.

Intet af dette er enkelt.

Processen er nuanceret, helt unik for hvert enkelt individ og ofte omhyggelig.

Så hvordan ændrede jeg min tilgang?

Det allerførste, jeg gjorde, var at begynde at tro på mine patienter. Det lyder måske absurd, eller som om jeg tidligere havde været en hjerteløs læge, men det gik op for mig, at jeg omhyggeligt var blevet opdraget til ikke at tro på de mennesker, hvis helbred jeg forsøgte at tage mig af.

Det er en af de mest lumske ting ved lægestanden. Vi lærer subtilt (eller ikke så subtilt), at vi (læger) ved bedst, uanset hvad.

Som psykiater lærte jeg ikke at sidde og lytte til den enkeltes oplevelse af den hjerneforandrende medicin, de tog, uden at dømme. Jeg lærte ikke at stille spørgsmål eller undre mig. Jeg blev undervist i at administrere. Jeg lærte, at kun jeg ved bedst, hvad der er rigtigt for denne person.

Og hvad ville der ske, hvis den givne behandling ikke virkede?

Jeg lærte at gå tilbage til den meget begrænsede værktøjskasse, jeg havde fået udleveret, og prøve igen. Jeg lærte ikke at sætte spørgsmålstegn ved selve medicinen. Eller til at undersøge dens potentielle svagheder. Eller overhovedet at overveje, at vi måske ikke ved nær så meget om disse hjerneforandrende kemikalier, som vi lader som om.

Først måtte jeg begynde at tro på, hvad folk fortalte mig. At deres psykiatriske medicin skabte store problemer for dem, især når de forsøgte at stoppe med den.

Det var ikke let.

Selv ikke for en, der som jeg er meget spørgende. Der var øjeblikke, hvor jeg kæmpede for helt at acceptere virkeligheden i det, folk fortalte mig.

• At de flere gange havde forsøgt at trappe ud af et SSRI-præparat uden held på grund af abstinenssymptomer.
• At et lille fald i en benzo var skyld i, at de ikke kunne fungere i deres liv.
• At medicinen i sig selv forårsagede de samme symptomer, som den var beregnet til at behandle.

Jo mere jeg hørte, jo mere forstod jeg, at psykiatriske lægemidler ikke er, hvad vi fremstiller dem som. Da jeg begyndte at lytte, blev mønstrene tydelige.

Jeg så på første hånd, at al psykiatrisk medicin, der tages dagligt (ikke kun benzoer), kan forårsage fysiologisk afhængighed. Og at denne afhængighed kan give farlige abstinenssymptomer, når en person forsøger at reducere eller stoppe med medicinen pludseligt.

Så hvad virker?

Når det gælder nedtrapning, har jeg fundet ud af, at det, der virker, er en hyperbolsk tilgang, som er patientstyret og ikke-fikseret.

Hvad mener jeg med »ikke-fikseret«? Det betyder, at man ikke bare kan give nogen et stykke papir med alle beregningerne for deres doser og forvente, at det virker for dem i løbet af en periode, som kan være flere år. Livet ændrer sig. En nedtrapning skal afspejle denne virkelighed og være dynamisk og reagere på den enkeltes behov i det nuværende øjeblik. Det betyder, at procentsatserne skal justeres ud fra deres nuværende tilstand, som nødvendigt. Jeg har aldrig set nogen fastholde den samme nøjagtige procentvise reduktion under hele nedtrapningen.

Når nogen for eksempel skal skifte job, er det en stressende situation. Det er ofte et tidspunkt, hvor folk vælger at holde deres dosis i længere tid eller sænke deres reduktionsprocent for at tage højde for, at deres system er blevet sensitiveret af ekstra mental stress. Når stressen er overstået, kan man typisk genoptage sit tidligere reduktionstempo.

Jeg har også set folk få det bedre i slutningen af deres nedtrapning, når medicinbyrden er lav, og derfor kan de sikkert øge deres nedtrapningstempo. Det er individuelt for alle. Jeg kan ikke understrege det nok.

Der findes ikke en recept, der passer til alle, for en persons nedtrapning.

Den mest almindelige og relativt behagelige hastighed, jeg har observeret, er at foretage medicinreduktioner på mellem 2,5-10% hver 4-6 uge.

Men der er også masser af mennesker, der opererer uden for dette interval.

– Nogle mennesker starter med en højere procentdel og reducerer den så, efterhånden som deres medicindosis bliver mindre, fordi de observerer deres reaktion på nedtrapningen.

– Nogle, der har en negativ reaktion på medicinen, er nødt til at fremskynde nedtrapningen for hurtigt at reducere deres eksponering for den.

Et nedtrapningstempo for den samme medicin for én person er måske ikke acceptabelt for en anden.

Tankegangen om stabilitet

Jeg har lært på den hårde måde, at det vigtigste ikke er, hvor hurtigt en person kan trappe ned til 0 mg, men at bevare personens mentale og følelsesmæssige stabilitet.

Mange mennesker, der finder frem til mig, er trætte af deres medicin. De ønsker ikke at tilbringe et øjeblik mere under dens indflydelse. Med den tankegang vil de gerne ud af medicinen så hurtigt som muligt. Nedtrapning fungerer godt, når vi fokuserer på, at personen skal bevare sin mentale stabilitet. Førhen blev jeg forført af tanken om, at det vigtigste var at trappe ned så hurtigt som muligt. Men der så jeg folk lide, når tempoet var for højt.

Deres iver efter at komme ud af medicinen kan let arbejde imod dem. Det er ikke altid let at få folk til at forstå, at nedtrapning er et maraton og ikke en sprint – at det er skilpadden og ikke haren, der vinder løbet. Men når først personen indser styrken ved at trappe langsomt ned, finder relativ mental stabilitet og er i stand til at opretholde et behageligt tempo, kan det være en relativt glat proces.

Det blev klart, at en nedtrapning kan være mest hensigtsmæssig, når en person føler sig »relativt stabil« hele vejen igennem. Det betyder ikke, at man føler sig perfekt. Der vil være op- og nedture, men når vi forstyrrer den skrøbelige balance i en persons psyke, så kræver lidelsen sin pris. Det medfører ofte perioder, hvor man stopper eller sænker farten på nedtrapningen.

Det, der fungerer godt, er at finde en reduktionsprocent, der føles tålelig, selv om den er mindre end forventet, og blive ved med at foretage den reduktion regelmæssigt. På den måde:

– Den enkelte får opbygget tillid til nedtrapningen,

– De får en rimelig livskvalitet,

– Og de opretholder deres funktionalitet (går på arbejde, betaler regningerne, tager sig af familien).

Eksponering for forskellig medicin

Hver medicin har sin egen bivirkning og nedtrapningsprofil. Det har taget mig mange år at lære detaljerne i hver enkelt. Jeg lærer stadig hver dag.

For eksempel er nedtrapning af Prozac ikke det samme som nedtrapning af Lexapro. Med Prozac kan man slippe af sted med større procentsatser end med Lexapro. Prozac har en meget lang halveringstid, hvilket vi kan gætte på er grunden til, at det er lettere. Lexapro, med en kortere halveringstid, er en meget »følsom« medicin at trappe ud af.

Det kan hurtigt udløse stærkt ubehagelige abstinenssymptomer ved mindre dosisændringer.

Hver person har også sin egen unikke rejse, der har bragt dem til det punkt, hvor de har fundet mig. Typisk har de allerede forsøgt at trappe ned uden held og er i forskellige tilstande af nød eller destabilisering. Mange har været udsat for flere medikamenter i andre behandleres mislykkede forsøg på at finde en alternativ løsning på deres problemer.

Hver gang de udsættes for en hurtig dosisreduktion, genindførelse eller forsøg med alternative lægemidler, virker det som en » antænding« af hjernen. Antænding betyder enhver begivenhed, der forårsager et angreb på hjernen, som hjernen kan have svært ved at stabilisere sig fra.

At vente på, at hjernen bliver stabil nok til at reducere medicinen, er en udfordring i sig selv. Og at være »stabil« er et relativt begreb. Det er unikt for den person, der gennemgår den destabiliserende begivenhed.

Det kræver finesse, nuancer og tålmodighed at finde ud af, hvornår det er tid til at begynde at nedtrappe doserne. Og det samme gælder for at finde ud af, hvilken procentdel man skal starte med.

Til sidst, alle er unikke

Hver person har sin egen unikke rejse. Hver persons biologi er unik. Hvad deres hjerne har været udsat for i årenes løb, er unikt. Alle har deres egen unikke tolerance over for mentalt og følelsesmæssigt ubehag.

Man er nødt til at sætte alle disse ting sammen og forsøge at få det til at hænge sammen, så man kan hjælpe nogen med at forblive relativt mentalt og følelsesmæssigt stabile, mens deres hjernekemi ændres. Det er ikke let at gøre.

Jeg har aldrig lyttet mere til mine patienter, end jeg gør nu. Jeg har aldrig lært mere af mine patienter, end jeg gør nu. Jeg lærer konstant, vokser og stiller spørgsmålstegn hver eneste dag, når jeg skal afgøre, hvilket skridt en person skal tage som det næste.

Jeg oplever følelsen af at være i båden SAMMEN med patienten. Vi navigerer på det stormfulde hav sammen. Det er et partnerskab, ikke et diktatur, bygget på et solidt fundament af gensidig tillid og respekt.

Mine patienter ved det måske ikke, men deres individuelle erfaringer har hjulpet mange andre, når jeg lærer af dem og anvender dem.

Det, jeg har lært, er, at denne proces kræver, at man kontinuerligt er åben, dynamisk og lydhør over for den enkelte persons stadigt skiftende behov.