Af Felicia Katarina Lundgren og Dunja Grisell – Oversat fra svensk til dansk af Anna Ingeborg Sørensen

Denne artikel retter skarp kritik mod psykiatrien, set fra et perspektiv med levede erfaringer. Artiklen beskriver blandt andet magtforhold, sygeliggørelse af traumer, hvordan psykiatrien ofte gør mere skade end gavn, og hvor svært det kan være at være kritisk som peer-medarbejder indenfor et system, hvor psykiatrien har magten – problemstillinger, som vi også kan genkende i Danmark. (- Anna Ingeborg Sørensen)

Psykiatrien må være den eneste “tjeneste” i verden, hvor man ikke interesserer sig for, hvad “kunderne” mener om den “behandling”, de får. Hvorfor skulle man også spørge dem? De er jo gale, så hvad de mener, har ikke nogen betydning – de ved jo alligevel ikke, hvad der er bedst for dem. (Det ved psykiaterne og det øvrige psykiatriske personale derimod.)

Men mennesker er ikke gale. De er stressede og traumatiserede. De kæmper med økonomi, med børn der mistrives på grund af vold i hjemmet, med problemer i skolen eller andre institutioner, som ikke lytter til hverken børn eller forældre. De kæmper for at finde arbejde, få råd til uddannelse og samtidig være gode medarbejdere, forældre, børn for aldrende forældre, partnere eller ægtefæller. Halvdelen af befolkningen kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen og for at holde til presset, mens den anden halvdel kæmper med ensomhed og følelsen af at være uvigtig og stå udenfor.

Mennesker kæmper med deres helbred og med at finde den rigtige behandling. De kæmper med følgerne af vold, overgreb og omsorgssvigt. De lever med konstant stress over deres eget liv, over planetens overlevelse, og over hvordan eskalerende krige påvirker både dem, der lever i krigszoner, og os andre.

Men i psykiatrien betyder alt det dér ingenting. Her beskæftiger man sig med sygdomme. Og for at kunne tilbyde noget andet end medicin, kræves der en diagnose. Når diagnosen først er stillet, får man som regel mere medicin – eller måske et kort KBT-forløb på otte sessioner. I dag er det oftere internetbaseret end et møde ansigt til ansigt med et andet menneske i samme rum.

Psykiatrien beslutter, hvad der er galt med dig, og derefter gennemfører behandlinger – behandlinger, som ofte skader mere, end de hjælper. Det fortæller man bare ikke. Hvis du ikke hurtigt får det bedre, får du flere piller og bliver sat på venteliste til en udredning i specialpsykiatrien. Lige nu bliver mange sendt til udredning for ADHD eller autisme. Diagnoser kommer og går i bølger – der går mode i dem.

Jo længere man bliver i psykiatrien som “patient”, desto flere diagnoser får man, og desto lettere bliver de stillet. Hvilke diagnoser man får, afhænger ofte af, hvilken læge man sidder over for, og hvad vedkommendes speciale er. Samtidig bliver man sat på mere psykofarmaka, og hvis man gør modstand, kan man blive indlagt, spændt fast, tvangsinjiceret og låst inde. Men når man efterhånden er blevet så afhængig af systemet, at man begynder at tro på dets fortælling om én, bliver man pludselig sendt ud igen. Uden nogen form for opfølgning. Bogstaveligt talt midt om vinteren.

På den måde bliver der skabt livskriser. Alvorlige livskriser – hjemløshed, arbejdsløshed, et liv uden socialt netværk, passivitet, svær overvægt, stofmisbrug, fysisk sygdom uden adgang til somatisk behandling og en alt for tidlig død. Og konsekvenserne rammer ikke kun den enkelte, men også de mennesker, der står omkring dem.

Når hjælpen gør mere skade end gavn

Et år eller to senere møder vi en ung kvinde, som oprindeligt søgte hjælp, fordi hendes kæreste var voldelig, og det påvirkede hendes studier. Nu står hun dér med flere diagnoser i journalen, henvisninger til både DBT og KBT, følelsesmæssigt bedøvet af medicin, tyve kilo tungere og i en elendig tilstand.

Den historie er så almindelig, at det næsten bliver latterligt. Desværre ender den ofte tragisk – med social marginalisering, illegale stoffer, nogle gange kriminalitet eller prostitution, og ikke sjældent med selvmord. Andre bliver fanget i psykiatrien i årevis – ja, nogle gange i årtier – uden nogensinde at få mulighed for at leve et almindeligt liv. De bliver til en slags føljeton, “kendt i psykiatrien”, og behandles som pariaer.

Ekspertise baseret på levede erfaringer

Os der har skrevet denne tekst, sidder begge i bestyrelsen for den svenske organisation Riksföreningen Kontext, som arbejder for et andet syn på menneskelig lidelse og for at skabe alternativer til psykiatrisk behandling for mennesker i livskriser.

Vi har begge to været psykiatriske “patienter” og har taget skade af den “behandling”, vi fik. Vi har arbejdet som peer supporters i både regionalt og privat regi, vi har begge mistet mennesker tæt på os til selvmord. Samtidig har vi uddannet os til terapeuter og har anden akademisk baggrund, som styrker vores kritiske blik. Og vi er begge vrede, oprørte og frustrerede over, at psykiatrien kan få lov at fortsætte med at ødelægge det ene menneskeliv efter det andet.

Vi har hørt utallige historier om, hvordan mennesker bliver behandlet i psykiatrien – og hvor stor skade den gør. Ikke kun hørt historierne, men også været vidner til dem gennem vores arbejde som peer supporters. Menneskeskæbner, der ætser sig fast. Mennesker, som ofte allerede har en lang historie med vold og overgreb bag sig, når de kommer ind i psykiatrien – og som dér møder mere af det samme, indtil de giver op.

Kontext står i praksis ret alene i Sverige som en lille forening, der tør kritisere psykiatrien åbent, men at have modet til at gøre det har en pris. Både privat og offentligt er det dyrt at kritisere dem, der har magten. Vi befinder os også i en svær og næsten umulig situation som forening. De instanser, der ville kunne give os midler eller tilladelse til at udvikle alternative tilbud, er de samme instanser, der driver psykiatrien og udformer retningslinjerne for psykiatrisk behandling. Det er blandt andet Socialstyrelsen og Folkhälsomyndigheten – og alt dette sker med deres fulde accept.

Ingen steder viser man reel interesse for ekspertise baseret på levede erfaringer, for epistemisk retfærdighed eller for ægte inklusion. Derfor er peer support-systemet endt som noget, der ser godt ud på papiret, men som i virkeligheden kan give peer supporters, der tænker kritisk, alvorlige moralske skader. Så vidt vi ved, er vi også den eneste forening, der ikke går i psykiatriens fodspor. Vi kritiserer hele systemet – ikke kun enkelte dele af det.

Det har en pris at få en plads ved bordet

Mange organisationer og foreninger, som i begyndelsen er relativt systemkritiske, mister den kritik, når de får en plads ved magtens bord. I stedet begynder de at fokusere på enkeltspørgsmål og stopper med at stille spørgsmål ved helheden. De indordner sig i hierarkiet, hvor psykiatrien har det sidste ord og den reelle magt.

I dag er NSPH (Nationell Samverkan för Psykisk Hälsa) en af de største såkaldte brugerorganisationer i Sverige. Det er NSPH, der har fået kontrol over den svenske model for peer support. De har opbygget et monopol, hvor regionerne ikke ansætter peer supporters, som ikke har gennemført deres uddannelse. En uddannelse, der tydeligt understreger, at en peer supporter ikke må stille spørgsmål ved psykiatrien. En peer supporter skal holde sig til sin rolle – det vil sige kun tale om, hvordan man selv og andre kan komme sig over den såkaldte psykiske sygdom, som psykiatrien har defineret.

Fakta: Peer supporter

En peer supporter er en person, der selv har erfaring med “psykisk sygdom” og psykiatrisk behandling som “patient”. En peer supporter skal støtte andre, som ikke er nået lige så langt i deres egen recovery eller accept af deres “psykiske sygdom”.

For at blive ansat i regionerne skal man have gennemført NSPH’s peer supporter-uddannelse. En peer supporter må ikke bruge anden viden end sin egen erfaring i arbejdet og skal i alle situationer forblive loyal over for sin arbejdsgiver.

I Riksföreningen Kontext fremhæver vi, at den kontekst mennesker lever i – eller har levet i – er afgørende for, hvordan de har det, og hvordan de klarer sig. I mange tilfælde bliver psykiatrien blot endnu en belastende kontekst for den, der søger hjælp. Psykiatrien bliver en kontekst præget af hjælpeløshed, magtesløshed, håbløshed, kronisk sygdom, kronisk lidelse og livslang medicinering. Der findes ganske enkelt ingen given vej ud, når først du er patient i psykiatrien.

Systemfejl – ikke individfejl

Da vi selv oplevede, hvor repressivt og magtfuldkomment psykiatrien ofte optræder, troede vi begge, at vi bare havde været særligt uheldige. Men gennem vores frivillige arbejde og vores erfaring som peer supporters har vi indset, hvor systemisk problemet er. Det er ikke et spørgsmål om enkelte undtagelser, dårlige læger eller medicin, der ikke virkede. Det handler om, at psykiatrien selv producerer den lidelse, den påstår at behandle. Den producerer også det stigma, den siger, den bekæmper.

Den ene alarmrapport efter den anden viser, at den psykiske trivsel bliver dårligere i vores samfund – og at problemerne rammer især de yngre mennesker. Samtidig diagnosticeres et voksende antal med psykiatriske diagnoser, og flere får psykiatrisk behandling.

Hvorfor undersøger ingen nærmere, hvorfor udviklingen ikke vender? Hvis psykiatrien virkelig var den rette instans til at hjælpe mennesker med psykisk lidelse, kriser og livssmerte, burde de enorme investeringer i psykiatrien gennem årtier så ikke have haft en effekt?

Psykiatrien læner sig stadig mere op ad en biomedicinsk forklaringsmodel for psykisk lidelse. Men der findes ingen videnskabelige beviser for nogen af de såkaldte psykiske sygdomme. Der findes ingen biologiske markører – ingen blodprøver, ingen scanninger eller andre målinger, der kan påvise dem. I stedet vurderes mennesker ud fra spørgeskemaer og lægens egen vurdering.

Hvorfor er det så svært at forstå, at livets belastninger fører til følelsesmæssig smerte? At stress og traumer gør os trætte, triste, vrede, modløse og følelsesmæssigt og fysisk udmattede? Og hvorfor er det så svært at forstå, at når psykiatrien bruger vold, tvang, manipulation, trusler, forsømmelse og ydmygelse, så skaber det nye traumer – eller genaktiverer gamle?

Behandlingsskader og psykiatrioverlevere

Alt dette fører til, at stadig flere mennesker har det dårligere efter kontakt med psykiatrien og begynder endda at kalde sig psykiatriske overlevere.

Men sådan som systemet ser ud i dag, har de ingen steder at gå hen med deres behandlingsskader, traumer og ødelagte selvværd. For hvis de søger hjælp andre steder, bliver de igen henvist til psykiatrien. Det bliver et klassisk catch-22. Når de brugerorganisationer, der skulle stå på de hjælpsøgendes side, i stedet vælger loyalitet over for psykiatrien, bliver der ikke mange veje tilbage.

Felicia Katarina Lundgren & Dunja Grisell 
Bestyrelsesmedlemmer i Kontext, psykiatrioverlevere, terapeuter og grundlæggere af peer2peer

PS. jeg prøvede at sende denne tekst som debatindlæg til fire forskellige aviser (jeg tilbød både at forkorte den og dele den op i to), men ingen var interesserede.

Der bliver i øjeblikket talt mere i medierne om, hvad der ikke fungerer i psykiatrien. Alligevel er der stadig meget få stemmer fra mennesker med levede erfaringer. Vi bruges som illustrationer, som eksempler, som anekdoter – men vi får ikke selv ordet.

De artikler, der bliver bragt, er skrevet af professionelle inden for psykiatrien. Det kaldes epistemisk uretfærdighed.