VIL VÆRE EN HJÆLP: – Jeg er ikke i tvivl om, at vi står over for et skift i tilgangen til mental sundhed, tvunget af ineffektiviteten og utilstrækkeligheden i det nuværende paradigme, skriver klummeskribent Erik Rudi (billedet). Foto: Privat

– Jeg har valgt at frasige mig min autorisation som psykolog og sundhedspersonale som en protest mod det norske sundhedsvæsen. Erik Rudi, som er en skolet udbryder, ønsker ikke at være en del af et sundhedssystem, hvis ledende princip er at minimere brugen af ressourcer i stedet for at fokusere på individets behov.

Det er ikke sådan, at jeg ville blive fornærmet eller vred, hvis du brugte ordet terapeut til at beskrive mig. Jeg synes bare, det er udtryk for en misforstået, upræcis og forældet definition af, hvad mentalt sundhedsarbejde indebærer.

Hvis du har det svært mentalt, betyder det ikke, at du er syg. Det er ikke dig, din personlighed, din adfærd, dine tanker eller dine følelser, der er noget galt med.

Det er et udtryk for, at du er stødt på belastninger eller udfordringer i dit miljø, som er blevet for krævende for de psykologiske mekanismer, som det samme miljø allerede har udstyret dig med. Det er synet på, hvad psykiske lidelser er, og hvordan de opstår, der i sig selv er patologisk.

Fælles søgen efter en farbar vej

I mit arbejde som psykolog udfører jeg ikke og har aldrig udført behandling i medicinsk forstand. Jeg udfører ikke nogen form for indgreb, hverken kirurgiske eller kemiske. Alt, hvad jeg gør, sker i dialog. Jeg manipulerer ikke med tanker. Jeg ændrer ikke den måde, du tænker på. Men jeg giver dig adgang til mine professionelle perspektiver og refleksioner i håb og tro på, at du vil kunne bruge dem til øget selvindsigt og personlig vækst.

Jeg søger ikke en kur mod kognitive eller følelsesmæssige forstyrrelser. Jeg leder efter en ordentlig forståelse og effektive problemløsningsstrategier for den enkelte. Jeg har samtaleværktøjer, der kan hjælpe dig med at lære dig selv at kende, og hvad der virker for dig.

Men jeg er ikke terapeut. Jeg er bare en samtalepartner med en bestemt, specifik viden, som til tider kan være meget nyttig. Samtaler kan være opmuntrende, give håb og motivation, øget accept eller mulige handlingsalternativer. Men det vigtigste, der sker i samtalen, er at finde et trygt rum for fælles undren og søgen efter nye indsigter. Samarbejde i søgen efter en god og farbar vej.

Jeg helbreder ikke noget

Det er ikke særligt kontroversielt at sige, at jeg personligt ikke er terapeut eller sundhedspersonale. Men det vil være sværere for mange mennesker at sluge, når jeg hævder, at rådgivning som begreb er en konstrueret appropriering, og at ingen psykologer rent faktisk yder sundhedspleje.

Psykologer helbreder ikke noget. De faciliterer personlig udvikling, som kan føre til forbedringer i mental fleksibilitet, tilpasning og funktionsniveau.

Psykologi som kundskabsfelt er tættere på filosofi end på medicin og er langt fra at være en præcis, naturvidenskabelig disciplin. Beskrivelser af årsagssammenhænge og valg af »evidensbaserede« tilgange er ikke meget mere end kvalificerede gæt med en vis statistisk sandsynlighed for at ramme plet. De individuelle historiers kvaliteter og egenskaber kan ikke operationaliseres og kvantificeres med nogen form for præcis eller objektiv neutralitet. Den psykiatriske diagnose er en medicinsk teoretisk konstruktion med begrænset epistemisk gyldighed. Psykiatriske diagnoser er hypoteser og ikke bevis på eksistensen af virkelige sygdomme.

Diagnosen som omdrejningspunkt for vurdering og valg af behandlingsmetode er et biomedicinsk paradigme, som ikke automatisk kan overføres til den psykosociale del af det menneskelige sind. Ikke desto mindre er standardiseret udredning med differentialdiagnose som formål og tildeling af den »bedst tilgængelige« behandlingsressource som slutpunkt blevet den eneste saliggørende model for, hvordan vi møder mennesker, der er belastet af det barske møde med et samfund og en virkelighed, der lægger stadig større pres på den enkelte.

Diagnostikkens magt

Diagnosedoktrinen betyder, at det betragtes som uansvarlig sundhedspleje at afvige det mindste fra Sundhedsdirektoratets retningslinjer, symptomchecklister og officielle rapporter om terapeutiske procedurer og anbefalinger. Vægtningen af den enkeltes udviklingshistorie, individuelle egenskaber og præferencer skal retfærdiggøres af målbare tal, snarere end af et absolut minimum af tillid til den fælles, relationelt udviklede forståelse, som gode samtaler giver.

Jeg har valgt at frasige mig min autorisation som psykolog og sundhedsperson. Som en protest mod et norsk sundhedsvæsen, der under stærk indflydelse af industriel effektivitetstænkning (New Public Management) har bevæget sig fra at have den enkelte patients optimale sundhedstilstand som hovedmål til at bruge færrest mulige ressourcer til størst mulig gennemsnitlig sundhedsnytte som det styrende princip.

Indførelsen af sundhedsvirksomhedsmodellen i 2001 har givet økonomer og bureaukrater mandat til at tilsidesætte sundhedspersonalets argumenter ud fra et cost-benefit-perspektiv, hvilket effektivt har forvandlet sundhedspersonalet fra fagetiske tjenesteudbydere til gatekeepere af ressourcer og rettigheder.

Diagnostik er magt, med al den risiko for magtmisbrug, som det indebærer. Magten til at definere og den prestige, der ligger i at kunne kategorisere mennesker som enten sunde og gavnlige for samfundet eller som syge, behandlingskrævende og en potentiel byrde for samfundet, vil være svær at give afkald på for dem, der administrerer den. Det være sig politikere, hospitalsledere, velfærdsbureaukrater, tilsynsorganer, børneværnsorganisationer, psykiatere, læger eller psykologer.

Med min autorisation har jeg givet afkald på den lovpligtige opgave med at følge retningslinjer, der stammer fra en vidensbase, som jeg ikke længere kan have tillid til. For at parafrasere »Jernkansleren« Otto von Bismarcks udtalelse om love og pølser: “Enhver, der ved, hvordan statistikker og diagnoser formuleres, vil aldrig mere få en rolig nattesøvn. Jeg kender til diagnoser. Derfor vælger jeg ikke at bruge den. Beskrivende statistik kan ikke fungere som en grundpille i mental sundhedspleje.

Vi står over for et paradigmeskifte

Du har ikke brug for behandling. Du har ikke brug for en fuldblodspsykolog med en kedelig, officiel autorisation og et sæt love og sygdomsterminologi, der er bedst egnet til at vildlede sårbare mennesker. Det, du har brug for, er en samtalepartner, som er i stand til at reflektere, udforske, belyse og undre sig sammen med dig og på dine præmisser.

Du har brug for en relation, der giver grobund for vækst og udvikling. Sådanne relationer vokser ikke ud af sundhedsmyndighedernes organisering af tjenester. De kommer fra kundskab erhvervet gennem uddannelse og erfaring, personlig egnethed, relationelle færdigheder og et ægte ønske om at bidrage konstruktivt til den enkelte.

Vi er nødt til at holde op med at presse foruddefinerede udrednings- og behandlingsprogrammer, der er knyttet til diagnostiske vurderinger, ned over hovedet på folk. Vi er nødt til at begynde at tage folks egne erfaringer alvorligt. Jeg er ikke i tvivl om, at vi står over for et skift i tilgangen til mental sundhed, som er fremtvunget af det nuværende paradigmes ineffektivitet og utilstrækkelighed. Der vil i sidste ende være for mange historier om fejlfortolkning og fejldiagnosticering, mislykkede og skadelige behandlingsforløb, bevidst og ubevidst magtmisbrug og stigmatisering.

Vrede, utålmodige patienter, som sammen vil komme til, at de er eksperter i deres eget liv, vil ikke længere godtage den ovenfra og ned-holdning, som den diagnostiske kategorisering repræsenterer.

Anekdoter bliver til empiri, så længe der er nok af dem. Ikke at magthaverne nogensinde vil interessere sig for evidensen, men højlydte protester og utilfredse vælgere er noget, de ikke bryder sig om. På den ene eller anden måde skal den mentale sundhedspleje bevæge sig væk fra den biomedicinske sygdomsmodel og hen imod en mere humanistisk, relationel tilgang.

Jeg ved, hvad psykologfaget og psykologer som faggruppe er gode til, men jeg anerkender også begrænsningerne. Faget og dets kundskab vil fortsat eksistere og udvikle sig. Men forvaltningen og anvendelsen af kundskab og menneskelige ressourcer skal ændres.

Jeg starter med at hoppe ned fra den høje hest, som psykologtitlen er, og bevæger mig ned på et niveau, hvor jeg kan se folk i øjnene. Jeg ved ikke mere om dig end det, du fortæller mig, og jeg føler mig privilegeret, hvis du vælger at dele din historie med mig. Så, og kun så, kan vi finde ud af tingene. Sammen.

Og jeg beder dig: Kald mig ikke en terapeut.